Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Vedholdenhed får dig hele vejen gennem Kong Vinter 2014

  • RSS
Posted by Rasmus Riskaer-Smidt 17-01-2014

Alle kan være med til Kong Vinter, det er bare et spørgsmål om hvor lang tid det tager og hvor mange poster man får – og så skal man ville det.

Det væltede op med gul røg og så var starten gået. Alt for mange Mountainbikes kørte mod samme udgang af parkeringspladsen og røgen gjorde det ikke lettere. kl. var 10.15 og vi var i gang og havde mange timer foran os. Vi havde prøvet det før og vi vidste, at det ikke nyttede at have puls 180 de første minutter, for det var alligevel det lange seje træk, der gjorde forskellen. Vi vidste også, at vi ikke ville vinde. Både Claus og jeg er i midten af fyrrene og har kun o-løbserfaring fra Kong Vinter. Lidt erfaring og høj alder kræver en anderledes adventurerace-strategi.

Første stage var en MBT-O med 7 poster, der næsten kunne tages i valgfri rækkefølge, det virkede dog som om, alle var enige om, at der kun var én rækkefølge, for vi klumpede ved posterne. Der var sindssygt meget mudder og de mange cykler gjorde det ikke mindre mudret. Vi så deltagere, der trak deres cykler uden at deres baghjul kunne dreje rundt for bare mudder. Vi prøvede bevidst at cykle i vandpytter, så cyklen blev skyllet. Efter første stage ville vi komme til klatreposten, der var post for 5 selvstændige sløjfer. Vi brugte derfor vores vanddunke til at skylle bremser og forskiftere på cyklerne i håb om, at vi kunne få nyt vand der.

Ved klatreposten blev vi sendt på Bike´n´run ”Klostris”. Kortansvarlig var cyklisten og løberen måtte bare give den gas. Det var svært at omstille sig til at kortet pludselig var 1:10.000 i stedet for 1:25.000, så vi kom for langt et par gange til vi havde justeret afstandene. Vi blev ved med at fortælle os selv, at vi ikke måtte gå i ”Lemming-fælden”, hvor man løber samme vej som andre, fordi de gør det. Man risikerer at fare vild og det er langt fra sikkert, at de løber den rigtige vej.

Tilbage til klatreposten og ud og klatre. Først en tur på øvebanen, hvilket var sjovt og ret nemt. Både Claus og jeg er lidt udfordret på højder. Men dette var jo bare sjovt. Afsted på grøn bane – den lette. Af sted fra træ til træ med to sikkerhedsliner. Der var mange kreative udfordringer, hvor man skulle gå på sjove forhindringer. Det regnede og det var glat, men vi kom igennem uden problemer. Blå bane var lidt højere oppe og der var nogle forhindringer, der drillede os, vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle håndtere dem bedst, men det lykkedes. Nu var vi gennemblødte og kolde. Rød bane var meget højt oppe i trækronerne. Vores udfordring med højder blev overskygget af de forhindringer, der var mellem træerne. Vi var ikke bange for at falde, vi var bange for, at vi ikke kunne komme op igen, når først vi hang i sikkerhedslinen. Vi var så kolde, at vi rystede, hvilket gjorde det endnu sværere at komme til næste forhindring. 3. sidste forhindring var den værste. Mellem to stålwirer hang der mange liner som parabler. I bunden af parablen var der en løstsiddende træklods. Man skulle så gå fra line til line til næste træ, mens linerne hang løst i forhold til hinanden. Lad det være sagt med det samme – den tager jeg ikke igen. Turen blev belønnet med en svævebane, der startede med 2 meters frit fald – det var sjovt.

Vi var så afkølede, at vi rystede så meget, at vi måtte 30 minutter i varmestuen. Her sad en pige pakket ind i tæpper, der var udgået af samme årsag og der kom en fra Crew og spurgte om vi var OK! Vi var kolde, men humøret højt.

Så blev vi først sendt til ”Tegners statuer”, men vi fik lov til at vælge ”Grusgraven” i stedet, så vi kunne få varmen ved at løbe. Claus insisterede på, at vi skulle have pandelamper med og jeg lod mig overtale – tak Claus. Efter et par poster i skoven nåede vi frem til grusgraven og der var det blevet helt mørkt. Det er sjovere at vælte ned af en stor grusbunke med pandelampe på end uden. Kortet var et foto med højdekurver og uden målestoksforhold. Vi fandt de første poster og så gik det galt. Der var en valgfri post, der bare ikke var, hvor den skulle være og vi kunne ikke se en sk… Vi ledte i større og større cirkler uden held. Så mødte vi et andet hold, det var tre drenge (mon det var efterskoleholdet?). Deres strategi var lidt anderledes end vores. De fandt kursen mod næste post og så gik de – bakketop, afgrund eller ej. De pegede i retning af vores post uden de dog selv skulle dertil. Tak! – det havde vi brug for, men det blev værre. De to sidste poster kunne vi ikke finde og pludselig vidste vi ikke hvor vi var, så vi måtte lægge en kurs og bare gå til vi kom tilbage til kendt område. Her mødte vi igen de tre drenge, der sagde: ”Jer igen!”. Og med deres bulldozer metode havde de kurs direkte mod posten. Ude af grusgraven og tilbage på almindelige kort, kunne vi igen navigere.

Ved klatreposten fik vi besked om, at ”Tegners statuer” var lukket og Crew var taget hjem, men vi måtte godt cykle derop for posterne var der stadig, vi skulle bare gemme vores cykler i krattet. Så ved man, at man ligger sidst i feltet. Tegners statuer er et fedt område, hvor der er masser at navigere efter – hvis det er lyst. Det var det bare ikke! Flere gange var vi i tvivl, om vi var det rigtige sted, men vi kom frem post efter post. Største udfordring var, da vi skulle 310 meter frem efter en fast kurs til en ”rod”. Stormen Bodil havde ikke gjort det nemt for hele skoven var nærmest væltede træer. Alt var rod og det var meget svært at holde kursen og komme forbi de væltede træer, så vi spredte os i håb om at finde posten. Pludselig stod vi på en sti og var kommet for langt, men herfra kunne vi nemt lave en ny kurs og gå lige til posten. Nede ved cyklerne igen brillerede Claus endnu en gang ved, at fremtrylle tørre sokker. Resten af løbet var MBT-O, så det var et godt tidspunkt at skifte. Klatreposten ville lukke kl. 23.00 og klokken var 23.30, så vi ringede hjem og tjekkede om der var nogen. Der var hold fra den lange Masterrute, de stadig ventede på, så vi kunne bare komme.

Sidste stage var ren MBT-O og bestod af 11 poster og vi var nødt til at køre ud af kortet for at komme til første post. Det lykkedes, men vi er dog ret sikre på, at kortet vi kom ind på, ikke er 1:25.000 som angivet – var det et sjovt påfund fra løbsledelsen? Ha ha – humor var måske ikke det, vi havde mest af lige netop der. Vi plukkede posterne en for en. I starten var det ikke til at overskue, men det var klaret op, der var måneskin og vi frøs ikke. Så vi ”åd elefanten” bid for bid, tilsat M&M´s og Sneakers. Og i højt humør landede vi ved Gribskovshallen kl. 04.15 efter 18 timer på farten. Det er dælme lang tid, men vi fik næsten alle posterne (bortset fra et lille O-løb ved Esrum kloster, der var lukket).

Det gode ved det dårlige vejr er, at så kan to gamle nisser som Claus og jeg gribe chancen. Nok er vi langsomme, men vi er også stædige og ved at insistere og bruge 45 min på en valgfri post i en våd mudret grusgrav, så fik vi alle posterne. Og det gode ved Kong Vinter er, at de belønner antal poster før de ser på tiden, så vi skulle finde alle posterne og holde os under 19 timer og 45 min, så ville vi være glade og få en hæderlig placering. Det var hårdt, ja, men set i bakspejlet var det det hele værd.

Vi ses til næste år! Hilsen

”Det bliver mørkt og koldt – igen” Claus Ravn og Rasmus Riskær-Smidt

Tak til deltagerne Claus Ravn og Rasmus Riskær-Smidt. Foto: Martin Paldan, GripGrab Media Crew
og beretningens forfatter Rasmus Riskær-Smidt

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Rasmus Riskaer-Smidt, 15-01-2014