Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Turen rundt (og rundt) i Nordsjælland

  • RSS
23-01-2012

Jeg var så heldig at blive inviteret med til Kong Vinter af Allan Højen på et afbud. Jeg var godt nok ikke sikker på at jeg formmæssigt var klar efter at have døjet med nogle hjerteproblemer (inflammation i en hjerteklap eller noget der ligner) det sidste halve års tid, men mentalt længtes jeg i den grad efter at komme ud på ræs igen. Så lørdag morgen trillede jeg med Øresundstoget nordpå fuld af glade forventninger.

 

 

Vi havde regnet med lige at nå at kaste et blik i roadbooken og kort i de ti minutter, der ifølge programmet ville være mellem briefing/kortudlevering og start, men de minutter var vist røget ud af programmet. Vi havde derfor ikke engang tid til at finde af, hvilke kort vi skulle have med til det første o-løb og hvilke vi kunne lade blive på cyklen. Jeg fumlede stort med at prøve at få placeret de kort vi ikke skulle bruge på maven mens vi løb, så jeg kunne have hænderne fri, men det blev aldrig rigtig en succes. Efter en times tid fik jeg tørret dem af på Allan, men da havde de givet mig nogle fine gnavemærker. Vi lod taskerne blive ved cyklen, da vi godt mente at vi kunne undvære dem de første par timer. Vi havde på det tidspunkt ikke luret at det ville vare temmelig længe inden vi så vores tasker (mad og væske) igen.

Vi tog ind over nogle "let-gennemløbelige" åbne områder, der bedst kunne betegnes som gennemsvømmelige, men vi kom da fremad og det var ikke specielt koldt selvom jeg var våd godt op af lårene efter at have overset en rende, der gemte sig under noget langt græs. Posterne var sådan ca. hvor vi syntes de skulle være, solen skinnede og det var godt at være af sted på årets første race. Et mudderhul nappede grådigt min ene sko, men jeg vandt kampen og fik skoen tilbage, nu med en meget mudret sok. Da vi kom til kysten var vi efterhånden godt tørstige og jeg fik spurgt et par hundeluftere om de skulle have noget vand med (skal sådan nogle hunde ikke have noget vand?). Jeg havde også kastet lange blikke efter en tabt flaske langs et MTB spor.

Vi kastede os ud i coasteering disciplinen, hvor jeg væltede rundt i hælene på Allan - de der våde sko ville ikke rigtig stå fast på stenene, hvilket ikke blev bedre på moleløbet, hvor jeg i et fald forstrakte et eller andet i lysken (av!). Fremme ved havnen fandt vi omsider et klubhus, hvor vi fik lov til at gå ind på toilettet og fylde maven med vand. Og lidt senere havde kære Kong Vinter (aka Lars) sørget for at vi fik et par RedBull, hvilket var endnu bedre. Vi hilste på Holger under Kronborg, og futtede fornøjet rundt på det historiske site, mens vi delte en endnu en RedBull. Derefter var vi endelig på vej tilbage til vores længe savnede tasker og cykler.

Vi nappede et par poster, mens vi diskuterede vores evner udi kajak og makkerredning. Det blæste stadig en del, men vi ville i hvert fald tage ud og kikke på, hvordan havet så ud. Heldigvis så det ret tilforladeligt ud så vi hoppede i kajakkerne og sejlede mod solnedgangen - og posten. Jeg havde sikret mig mod ikke at blive ladt alene tilbage på Øresund, ved at binde mig fast til Allans kajak. Det viste sig dog at jeg trak ham skævt så jeg prøvede at undgå at komme på slæb, hvilket gik fint nok.

Da vi kom i land igen en post rigere og flere timer fattigere, var det blevet mørkt. Min våddragt var blevet så utrolig glad for mig at jeg ikke kunne få den af med mine meget våde og kolde fingre og jeg overvejede, hvordan det ville være at gennemføre resten af racet i den. Det lykkede dog til sidst at kæmpe mig ud af den og heldigvis havde jeg lidt tørre sokker og en tør jakke i kajaktasken. Jeg havde også en hulens bunke mad i kajaktasken. Selvom det for så vidt havde været optimalt at møde kajaktasken ca. midtvejs måtte jeg erkende at jeg indtil da havde spist alt for lidt. Ikke godt når man samtidig fryser og er lidt våd og stadig har en del timers race foran sig. Jeg havde endda advaret Allan inden racet om at det var svært at få spist nok når man var kold, så han skulle sørge for at huske det alligevel. Det er åbenbart svært at lytte til sine egne gode råd.

Vi havde muligheden for at splitte os op til den efterfølgende MTB-O del, en oplagt måde at spare lidt tid på. Desværre brugte vi alt for lang tid på at få delt de mange kort imellem os og komme afsted. Og da vi endelig lod kajakkerne bag os var vi godt kolde, men det hjalp at komme op på den høje klinge.

Jeg trillede fornøjet ned af "min" vej; Skindersøvej, hvor mit fædrene ophav kommer fra og således på en slags hjemmebane klippede jeg de første poster uden større problemer. Jeg slog mig sammen med Thomas fra FAS om at finde posterne, så jeg slap for at køre rundt i skoven alene.

Fandt Allan igen som havde ventet på mig i ca. 20 minutter, selvom han havde haft flere ekstra poster. Synes ellers jeg havde kørt så hurtigt jeg kunne.

Hvem går og flytter kirkerne?

Vi tilbragte en utrolig masse tid på lede efter spor af en vej, der ifølge kortet skulle have eksisteret en gang på Jesu tid eller deromkring. Pludselig kom vi til Thiköb, hvor de af en eller anden grund havde flyttet kirken til den anden ende af byen. Meget mærkeligt. Måske var vi ikke helt der, hvor vi troede vi var? Pludselig bemærkede jeg at der var noget, der blinkede. Det var min pandelampe som jeg havde skruet op for i en lille grusgrav og havde glemt at skrue ned igen, og som nu meddelte at den var ved at løbe tør for strøm. Min cykel valgte så at det var det helt rigtige tidspunkt at punktere på. I det mindste havde vi gadebelysningen, samt to defekte pumper. Heldigvis var de kompatible og vi fik en funktionel pumpe ud af det, ny slange på og endelig kom vi videre og fandt den meget eftersøgte post. Stor glæde da vi kunne ligge kort 10 væk og "aldrig mere se på det igen".

Der var fuldt hus ved klatreposten, så vi tog ud på bike´n bike nu med kun en pandelygte. I grusgraven mistede vi næsten øjeblikkeligt orienteringen, og google map kortet gjorde ikke meget for at få os på rette spor. Vi manglede lidt den der cursor, der blinker "her er du". Selvfølgelig havde jeg glemt roadbooken på cyklen, så vi havde ikke engang postbeskrivelserne med. Heldigvis mødte vi et overskudsagtigt hold, der kunne læse postbeskrivelserne op for os. At vi så fik byttet om på to af dem var ikke deres fejl. Vi fandt dog posterne selvom jeg havde nogle meget adventure-agtige oplevelser med at glide ned af skrænterne i bælgmørke. Hvis Allan kom for meget foran og over bakketoppen kunne jeg intet se - meget interessant og en god adrenalin-udløser; en oplevelse der næsten skulle være obligatorisk på et hvert race.

Det blev endnu bedre da vi kom tilbage til klatreposten, hvor der ikke længere var så travlt. Der ville jeg virkelig gerne have haft min billige pandelygte fra Tigerbutikken med. Jeg havde en lille diodecykellygte i munden og så Allan til at lyse for mig så godt han nu kunne. Allan gav mig en hestesko op i træet og så klikkede jeg ellers ud og ind så godt jeg kunne. Det gik fint på slack linen, men på det rene reb var jeg ved at falde ned flere gange, så jeg valgte at sætte mig ned på rebet og på uelegant, men effektiv vis trække mig over. Allan valgte at falde ned og måtte trække sig over med benene om rebet. Af erfaring ved jeg at den metode godt kan give brandmærker.

Det viste sig dog at vi ikke havde så travlt, da en fyr foran os havde problemer med taljen, så vi måtte hænge ud i det i sidste træ. Desværre havde jeg ikke tænkte på at tage mad med op i træerne, ellers et oplagt stop for at få indtaget lidt energi. Da det blev min tur til at køre over med taljen, tænkte jeg at det var nemt indtil jeg var næsten ovre og opdagede at linerne var snoet flere gange, hvilket gjorde det næsten umuligt at nå helt hen til træet. Overvejede om jeg måtte køre tilbage for at få fjernet snoningerne, men fik trukket mig hen til træet i en slags heel hook, hvor jeg næsten tabte min ene sko. Allan kom igennem på mere elegant vis og vi kunne køre videre.

Vi satsede på de bedre veje, da de opkørte arbejdsspor blev en tand for spændende for mig uden lys på. Ikke at jeg på det tidspunkt bekymrede mig om brækkede ben, men jeg havde lånt den cykel jeg kørte på og ville gerne aflevere den hel tilbage. Ved post 89 begyndte Allans pandelygte at blinke og signalere at den var ved at have brugt alt lyset. Kl. var ca. 1 om natten, og pandelygten havde vel været tændt siden kl.17.00 - det hele havde bare taget meget længere tid end beregnet. Jeg var dog parat til at lede hele skovbunden igennem på knæ og fødder uden lys for at finde de sidste poster. Allan skruede ned til laveste lysstyrke og vi trillede smukt lige forbi en post uden at se den. Tilbage igen, klippe post og videre. Det gik ret langsomt, men på den gode side var et jeg var sikker på at det tempo kunne jeg i hvert fald godt holde til kl. 5.00.

Heldigvis gik det ikke så galt, vi samlede de sidste poster uden større dramatik (udover et enkelt lille styrt fra min side, hvor jeg ikke så en gren på tværs af vejen før jeg mærkede den), og lidt over 3.00 trillede vi i mål, stadig med lidt lys tilbage i Allans pandelygte. De sidste mange timer havde vi ikke set nogen af de andre, så vi var nået frem til at vi nok var de allersidste. Det viste sig dog ikke at være helt rigtigt. Vi fik omsider noget at drikke (havde været løb tør for vand i mange timer) og mad. Skønt. Alt i alt havde vi nået det primære mål; vi havde haft et fedt race og var stadig gode venner efter racet, og havde stadig mod på flere races. Vi fik også præcis sneget os med i den bedste tredjedel af feltet, hvilket havde været et sekundært mål.

Vi tog det første tog hjemad, men på Hellerup st. måtte jeg konstatere at DSB lyver når de siger at S-togene kører hver time om natten i weekenderne. Eller også kan de ikke regne. Der gik i hvert fald ikke S-tog mellem 4.09 og 6.29.. Jeg prøvede at finde en taxi, men de havde åbenbart gemt sig, og besluttede så at jeg vel godt lige kunne tage 9 km race mere, selvom jeg havde en meget stor og uhåndterlig taske med. Listede af sted i de nattetomme gader hjemad, blev nappet af politiet for at køre overfor rødt (1000 kr), og opdagede hjemme at bremseskiven på cyklen var blevet skæv så den skulle udskiftes (550 kr). Endte med at blive et lidt dyrt race..

Om mandagen skulle jeg have taget blodprøver og da jeg ruller ærmet op, spørger sygeplejersken bekymret: "Der er ikke nogen der slår dig, vel?". "Nej, nej, jeg har bare været på adventure race."

 

Tak til deltagerne Allan Højen
og beretningens forfatter Mette Elena Skindersø

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Mette Skindersoe, 23-01-2012