Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Thy-kongens årlige hofbal

  • RSS
22-09-2011

Thy! Smag godt på ordet. Lad os lave en lille associationsleg på det. Thy Pilsner - fra Thailand til Thy - træ-elskerne i Østerild - Klitmøller Cold Hawaii - Danmarks første nationalpark - fisk. For mig er associationen klar: Thy til lands, til vands og i luften; Danmarks ældste AR, personificeret af Kongen af Thy, Flemming Søvndal Nielsen!

 

Og når en konge indkalder til det årlige hofbal, iler undersåtterne til i spændt forventning om, hvad kongen har at byde på i år. 2011-udgaven var ingen undtagelse - så med bilen godt lastet og pakket, drog vi fra hovedstaden mod Thy ved frokosttid fredag d. 29. juli 2011 for at deltage i 10 års-jubilæumsudgaven af Thy til lands, til vands og i luften i Nationalpark Thy.

Nationalpark Thy byder på storslået natur. Kombinationen af klitter, kyst, klitplantager, klitheder og søer er ideelt til adventure race, og Flemming forstår virkelig at udnytte området til et udfordrende og afvekslende løb. Området forstår i den grad at vise tænder - som stegende hede i klitplantagerne; som strid blæst på de åbne vidder; som utilgængelighed i form af tæt bevoksning eller som drilske passager, som kun Flemming forstår at finde.

Det var derfor ikke uden en vis ærefrygt at stille op på den lange distance, som byder på ca. 160 km samlet fornøjelse - fordelt på løb, mtb, kajak, kano, svømning og det løse... Ikke desto mindre var vi klar på udfordringen, og vi glædede os som små børn til fredagens Disney-sjov... Og ikke mindst håbede vi på, at vi i år kunne komme igennem hele banen indenfor maks-tiden.

Kl. 05.00 lørdag morgen gik starten fra Klitmøller Frikole. Første etape var løb, hvor turen gik til stranden nord for Klitmøller. Her fik vi fornøjelsen af morgensol og våde fødder samt et par ture op og ned af bunkerne.

Tilbage på Klitmøller Friskole gik turen på cykel nordpå mod Hanstholm med et par afstikkere på vej derop - bl.a. til batteriet syd for Hanstholm, så vi lige kunne smage lidt på bunkerstemningen for området.

Ved Hanstholm Indkøbscenter blev vi opdelt i to hold - to mand på inliners og to mand på cykel - for at finde poster i og omkring Hanstholm. Jon og jeg røg på cyklen og tog de længst væk liggende poster, mens Thomas og John brillerede på ´skøjterne. På vores tur var vi forbi bunkermuseet og fik indgående indblik i de mørke og fugtige gange i bunkeren - hyggelig lille adspredelse (og godt, at vi havde pandelampen med, for der er ikke meget dagslys i bunkerne).

Tilbage ved indkøbscentret røg vi alle på cyklerne igen videre langs kysten østpå mod Vigsø. Undervejs fik vi fornøjelse af at stifte bekendtskab med to bunkere, der lå ude i vandet - ganske fornøjelig oplevelse, der forårsagede op til flere jubelråb fra vores to vandhunde på holdet; Jon og Thomas. Jeg selv var nok lidt mere forbeholden i akten - men post festum vil jeg dog sige, at det var et par fede postplaceringer.

Cykelturen gik videre til Ræhr Sø, hvor vi fik en lille svømmetur, inden vi hamrede poster en masse pr. mtb i Tved Klitplantage, langs Nors Sø og i Vilsbøl Klitplantage - yeah, Thy, som vi kan li´ det!

Ved Vandet Sø var der pick-up til båd, og her fik vi en lille pause pga. ventetid på båden, som var afsted med andre løbsdeltagere. Det bragte os i snak med de gæve thy´ske crewmedlemmer, som med syngende dialekt kunne berette, at "det der hold med ham der Torbjørn (dvs. Daredevils, red.) - de kom 1½ time senere, end Flemming havde regnet med". Hm - så vidste vi godt, at der skulle races stærkt for at komme i mål under tidgrænsen... Lidt efter kom båden og sejlede os ca. 1000 meter fra den sydlige bred - og så var der ellers dømt hundesvømning til bredden.

Herefter stod der stjerneløb på menuen, hvilket bestod af 5 opgaver - træklatring (i lækker 16 m højt træ), tovbane, kajak´n´run, o-løb og kano. O-løbet bestod af 16 poster med den lille finesse, at vi alene måtte tage små kortudsnit med på ruten, mens hovedkortet kun var at finde på stjerneløbscentrum. Hver person måtte have en postbrik med, så hurtig hovedregning efter købmandsprincippet gav fire poster til hver holddeltager efter soloprincippet (dvs. en mand løber efter en post ad gangen) - men det er nu stadig min opfattelse, at man med fordel kan benytte sig af lidt mere sofistikeret matematik og slå sig sammen og derved spare km. Anyway, mine retoriske evner rakte ikke så vidt i gerningsøjeblikket, så vi løste opgaven med et hold af to personer og to sololøbere...

Som sidste ben i stjerneløbet tog vi kanoturen, hvor vi skulle hente vores cykler ved båd-pick-up (dvs. på den anden side af Vandet Sø). Nu var det efterhånden blevet sen eftermiddag, og det havde været det mest vidunderlige solskinsvejr hele dagen - og en kombo af bagende sol og aktiv udfoldelse lader mig ikke just upåvirket... Så bedst som jeg sad i kanoen og nød solskinnet og selskabet, kom søvnigheden snigende ind over mig. Ja, altså snigende på den aggressive måde... Jeg prøvede på bedste beskub at konversere mig ud af krisen, men det var ikke helt tilstrækkeligt. Så da vi nåede den nordlige bred og skulle laste cyklerne, fik jeg hurtigt overbevist holdkammeraterne om, at det var bedst, at jeg lige fik en lille morfar, mens de lastede cykler... Heldigvis var de overbærende og med på ideen... Og jeg kan sige, at en lur på bredden af Vandet Sø er noget af det mest vitaliserende, jeg længe har oplevet - 10 minutters wellness, der ikke kan købes bedre noget sted! Det var derfor med forbedret energi, at jeg kunne bidrage til kanoturen tilbage til stjerneløbscentrum.

Fra stjerneløbscentrum gik turen videre mod o-løb i Torup Klitplantage. Altså, o-løb som i o-løb á la Thy... Spørg enhver deltager fra Thy TLTVIL, og de vil kunne berette, at o-løb i Thy kan trække tænder ud - altså, som i visdomstænder... Uden bedøvelse... Og i sæt af to ad gangen! Allerede inden vi nåede starten til o-løbet, havde rygtet ramt os - Daredevils havde brugt 2 timer på o-løbs-etapen! Ja, for de udenforstående kan jeg uddybe, at det betyder, at det næppe kan gøres meget hurtigere... Og da klokken vel var omkring 18.30, og der ventede flere etaper efter o-løbet, kunne vi godt regne ud, at vi ville få svært ved at nå hele ruten inden kl. 22.00, hvor målet lukkede. Det var derfor ikke den store overraskelse, at vi måtte nøjes med den korte udgave af o-løbet, hvilket tog os 1 time og 20 minutter i dejligt udfordrende klitplantage-terræn - Thy, som vi kender det gennem TLTVIL-optikken... Og i år havde o-løbs-etapen det lille twist, at vi havde selskab af en særdeles stor og aggressiv myggesværm - det var faktisk ret godt til at holde tempoet oppe for at undgå at blive spist fuldstændig.

Retur fra o-løb (adskillige myggestik rigere) gik turen videre mod kysten, hvor vi skulle have været på mtb-stafet samt bike´n´run - men vi måtte inkassere cut-off og blev sendt ad mere direkte rute mod mål i Klitmøller. Ruten gik i klitterne syd for Klitmøller, og det er skisme et godt mtb-terræn, hvis man nu alligevel er på de kanter.

Omkring kl. 21.30 kunne vi se målbuen - og i bedste AR-stil skulle vi lige krydse en å 10 meter før mål - go´ stil, og dejligt lige at få kølet benene inden målgang! Lettere ristet kunne vi således lægge 16,5 times adrenalinsus og naturoplevelse i flot solskin bag os - og så ellers gå ombord i veldækket tag-selv-bord med lokale specialiteter. Dælme en go´ dag (men pokkers, at vi fik cut off...)!

Atter engang var det en fornøjelse at være til løb i Thy. Løbet er bare supergodt tilrettelagt, der er den fedeste afslappede steming blandt arrangører og crew - og landskabet er simpelthen for lækkert! Vi havde vel tilbagelagt omkring 160 km - og ikke set et eneste lyskryds. Det er fedt på den fede måde!

København - langt fra alt ...

Flemming er en legendarisk løbsplanlægger, der forstår at vise baghaven (for nu at bruge Møns Klint AR-terminologi). Og så er Flemming begunstiget med et sublimt crew, der år efter år bare smiler bredere og venligere til os løbsdeltagere - også selv, når vi ligner udskidt æblegrød i slutningen af løbet.

Tusind tak for endnu et godt løb i Thy! Vi kommer retur næste år og gør endnu et forsøg på at nå hele banen!

Dælme en skam, at København ligger så langt væk fra alting...

 

Tak til deltagerne Jon Palle Hansen, Thomas Valentiner, John Fatum, Klaus Mygind
og beretningens forfatter Klaus Mygind


Denne beretning er uploaded af: klausm, 9/22/2011