Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Team Sparlim på tur i det fynske

  • RSS
08-06-2012

Tirsdag d. 15 maj hen på eftermiddagen blev den endelige beslutning truffet og Team Sparlim kom på deltagerlisten til Oure adventurerace 2012 på challenge distancen. Den beslutning skulle vise sig at indebære flere udfordringer og oplevelser end vi havde regnet med, men samtidig på ingen måde ville være foruden!

Grundet arbejde ankom Flemming og undertegnede (Søren) først sent torsdag aften til Oure. Team Sparlim kunne selv kun stille med to folk denne weekend, så vi var så heldige at låne en frisk højskoleelev, Jes.
Jes videregav detaljerne fra infomødet og vi fik kigget lidt på roadbook og ikke mindst masterkort, hvor Flemming hurtigt fik konstateret, at "det er godt nok en ´bet kun´ stort det kort der".

Så blev det fredag morgen og vi sad spændte og parate i bussen med kurs mod Faaborg og start. Mig og Flemming sad ved siden af hinanden og fik snakket lidt om de ting der især ville blive en udfordring for os. Nemlig klatring på Via Ferrata for Flemmings vedkommende og den lange kajak etape for mit vedkommende. Især kajak etapen skulle senere vise sig, at blive en speciel oplevelse.

Kl. ca. 9 gik starten i Faaborg med et lille by-orienteringsløb. Herefter fulgte en afmærket, meget smuk, trailrute op til Svanninge bakker. Benene var friske, men vi blev enige om at tage den lidt med ro, da vi vidste at der skulle løbes mange kilometer i løbet af de næste mange timer.

Til trods for det lagde vi nr. 3 efter fornuftig by-orientering og på den ca. 8 km. lange trailrute overhalede vi et højskolehold og ankom til Svanninge bakker som andet hold.
Her førte Flemming os godt rundt i et orienteringsløb med en del højdemeter. Her var vi nogenlunde side om side med det førende, meget stærke, hold fra højskolen.

Efter orienteringsløbet fik vi, til stor glæde for især Jes, vores cykler og blev ledt på en afmærket rute og lidt orientering ned mod Via Ferrata og klatring etapen. På denne cykel etape var der en del bakker og de hårde stigninger gjorde lidt ondt på Flemming og mig, imens Jes nærmest fløj over dem.
Vi ankom dog i fin stil til klatring, hvor vi lærte at alle de tre baner der skulle gennemføres var op til 16 meter over jorden. Flemming var ikke helt tryg ved dette og Jes tog to baner, 1 og 3, mens jeg prøvede kræfter med den teknisk svære bane 2.
Det var helt fantastisk at gå og balancere på en 1 cm. tyk stålwire og samtidig stirre lige ned i skovbunden 16 m. under sig! Med en masse tekniske øvelser og svævebaner oppe i trækronerne var dette en stor oplevelse og en lille smule grænseoverskridende.
Især på den sidste del af min bane var jeg lige nødt til at råbe til en medhjælper: "hvad i alverden skal man her - der hænger bare et Tarzan reb og så er der en platform ca. 6-7 meter fra hvor jeg står?".
Der skulle selvfølgelig "bare" springes over på den platform - Det blev der da også. Efter et par dybe indåndinger altså.

Vi kørte fra Via Ferrata næsten en time efter førerholdet og havde nogen lige i hælene. Dog var vi stadig nr. 2. Vi cyklede ned mod stranden og den ca. 12 km. lange coasteering etape. Humøret var højt og solen skinnede - Det gik sku egentlig meget godt.
Men efter at have lagt cyklerne tæt ved stranden led stemningen et alvorligt knæk, da Jes måtte konstatere at et løberknæ han havde døjet en smule med, var begyndt at gøre ondt.
Dette var en streg i regningen, men vi blev enige om at gå hele coasteering etapen og derefter var der ikke så meget løb så måske vi kunne gennemføre fuldtalligt.
Så vi gik rask til på en god lang strandtur som bød på fantastiske omgivelser. Især at stå midt ude i det fynske øhav og klippe en post efter at have vadet knap halvanden km. på Katterød rev var en helt, helt unik oplevelse.

Da vi endelig kom til vores cykler måtte Jes desværre konstatere at knæet også gjorde ondt på cyklen. Efter hurtigt sammenråd blev vi enige om, at det bedste for Jes var at stå af.
Der var ingen grund til at risikere resten af sit højskoleophold og sin nyerhvervede licens som MTB-rytter for at gennemføre sammen med os. Her havde vi været i gang i ca. 7-8 timer og altså nu kun to mand. Vi var stadig på 2. pladsen og Flemming og mig blev enige om, at den kunne vi ligeså godt holde til mål.

Naturligvis kørte vi da videre og efter et cykelstræk, en tur i vandet ved en lystbådehavn og et vellykket MTB-O løb i Svendborg ved det såkaldte "Rottefælden", ankom vi til stedet, hvor kajak etapen skulle starte. Timen før vi ankom syntes jeg det begyndte at blæse op og jeg tvang mig selv til at tænke på alt andet end 12 km i kajak. Det er dog en smule svært, når man sammenhængende aldring har sejlet mere end et par km.

Hos Flemming var der ingen trøst at hente: "vi skal ikke sejle i mørke, så det er bare om at komme af sted Søren" - og det gjorde vi så.
De næste 2 timer er meget sløret for mig. De ting jeg husker bedst er bølger, stilhed med sagte klynken fra min side og ikke mindst en altoverskyggende smerte i mine ben som jeg aldrig troede jeg skulle kunne mærke igen.
Ca. halvvejs skulle vi op og klippe en post, hvor to søde medhjælpere stod. Da vi kom i mål fortalte de, at jeg havde bandet, svovlet og smurt deres bord ind i blod fra min hånd, som jeg på en eller anden måde havde slået imod kajakken. Jeg undskyldte og blev heldigvis tilgivet.
Så på denne kajak etape var der bogstaveligt talt blod, sved og tårer fra min side.

Trods alt dette lykkedes det, ikke mindst takket være Flemming, at komme i land lige som det bliver mørkt.
Vi havde her været i gang i godt 13 timer og er stadig nr. 2. Tilbage var bare en lille løbetur på ca. 5 km op til skolen.

Vi tænder pandelamper og beslutter at beholde vores våddragter på og løber af sted langs stranden.
Det lykkedes mig, mod forventning, at få liv i mine bene igen.
Humøret på løbeturen er fint og det at løbe mod mål i en mørk, lun nat et sted på Fyn i en våddragt efter at have været i gang i 14 timer er en fornemmelse som man kun får i adventurerace sporten - og det er derfor vi udsætter os selv for den!

Team Sparlim løber i mål som nr. 2, desværre jo uden for konkurrence, ca. kl 23 fredag aften - trætte og glade.

Glade blev vi dog i en endnu højere grad dagen efter, da vi sad til præmieoverrækkelse. Her var der en noget stor lodtrækningspræmie på spil til de hold der var til stede. Denne præmie bestod af en adventurerejse til Oures hotel ved Alpe d´Huez i Frankrig.
Der skulle en fra hvert hold op for at trække et masterkort, hvor der på et af dem var skrevet: "I har vundet".
Flemming, som den ældste, tager selvfølgelig ansvar og går op og trækker for Team Sparlim.
Idet holdene ruller deres kort ud sidder jeg med lukkede øjne og hører pludselig Flemming råbe "Yes!".
Jeg springer op i glæde - Flemming, Jes og mig skal på adventurerejse i Frankrig i fantastiske omgivelser!
Vi glæder os utroligt meget til denne tur.

En stor tak til løbsledelsen for et helt fantastisk løb og en stor tak til de mange hjælpere som udviste et super engagement og humør ude på ruten - det kan mærkes!
Sidst, men ikke mindst, tak til mine holdkammerater, Flemming og Jes for et godt løb og samarbejde.

Tak til deltagerne Jes, Flemming, Søren
og beretningens forfatter Særen Vestergaard

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Jeppe C, 06-06-2012