Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Team Fodslaw på tur..

  • RSS
04-06-2012

Nogle mennesker holder ferie, andre besøger familien og nogle slukker mobilen og slapper af. Og så er der dem som tropper op til endnu et adventurerace for 2 gang på 1 uge..

 

 

 

Nogle mennesker holder ferie, andre besøger familien og nogle slukker mobilen og slapper af.

Og så er der dem som tropper op til endnu et adventurerace for 2 gang på 1 uge..

 

Det er Kristi Himmelfartsdag, og vi er lige ankommet til Skolerne i Oure.

Foran os har vi et actionpakket adventurerace med en forventet vindertid på 20 timer.

Indtil videre det længste race i årets adventureracekalender, og en god optakt til West Coast eXplorer senere på sommeren..

Klokken er 12, og vi er selvfølgelig at finde i havestuen på Oures smukke bygning - vejstruplund.

Her er der udlevering af kort, roadbook og selvfølgelig den obligatoriske Buff - nu med Oures logo..

Der er mange ting vi skal nå de næste timer før løbet skydes i gang et sted på Langelands kyst..

Vi får fundet os et tomt klasselokale i Kurstedet, som vi straks indtager ligesom vi ville indtage et tomt fort. Bordene bliver rykket rundt så de passer til vores grej, en god plads i midten af rummet bliver efterladt til sovested og tavlen bliver visket ren så den er klar til alle vores tanker og planer.

 

Vi starter med at fortælle hinanden om vores forventning til racet, og det bliver her helt tydeligt at det kun bliver et "stille og roligt" race med fokus på oplevelsen af at være i gang i lang tid.

Både Karsten og Kristian har haft problemer med knæene, og vi bliver derfor enige om at den eneste måde vi kan gennemføre dette race på er at gå samtlige løbe- og trekkingetaper. Det er ikke den bedste situation at starte årets hidtil længste race med, men sådan bliver det.

Så nu er holdets forventning ligesom på plads, og vi går i gang med taktikken for løbet.

Og ja, taktikken er klar: gå løbeetaperne, smadr igennem på alle andre etaper og vær bedste hold på orienteringen..

 

Roadbook og kort bliver gennemgået, og vi får hurtigt et godt overblik over det næste døgns tid.

Med en forventet vindertid på 20 timer bliver vi enige om at det kan vi godt gøre på under 30 timer.

Så vi går i gang med at udregne tider og distancer for hver enkelt etape, og efter 15 minutters arbejde og tavleskrivning har vi en næsten færdig tidsplan der forudsiger at vi kan gennemføre løbet på ca. 29,5 time..

Jamen, så har vi jo noget at gå efter, og nu begynder vi at kunne se en mening med det hele. Der bliver pakket mad til 30 timer, og batteri nok til at kunne lyse terrænet op i to nætter.

 

Midt i forberedelsen skal vi også ud og gennemgå en instruktion til den klatreaktivitet som vil komme i løbet af racet. Herefter en hurtig omgang mad i skolens spisehus, hvorefter vi skulle til en velkomst ved Skolerne i Oure samt briefing om racet..

 

Klokken er nu 21.00 og vi går frivilligt ind i en bus, som kører os til havnen i Lunderborg.

Arrangørerne har en lille overraskelse til os før starten. Vi skal nemlig selv være crew og sejle 3 matchracers fra Lunderborg til Lohals hvor racet officiels starter.

Med godt vejr, en smule sol og INGEN vind overhovedet sejler vi stille og roligt mod Langeland.

I ren adventureracestil er der selvfølgelig kamp om at komme først til Langeland, men da der ingen vind er lægger nogle sig til at sove, mens andre fortæller historier og platte vittigheder.
Men det var en smuk tur med solnedgang og det hele - tak til de frivillige lærere, ledere, buschauffører og hjælpere for turen :)

 

Klokken er nu 23.17, og løbet skydes endelig i gang.

1. etape er ca. 30 km coasteering langs Langelands kyst, og vi begynder selvfølgelig at gå i et godt tempo på de glatte sten og små spor i sandet. Med vores "ingen løb" taktik i baghovedet ser vi hurtigt de andre holds pandelamper forsvinde i horisonten, og vi befinder os hurtigt på en sidsteplads, helt alene og ser kun den absolut ikke inspirerende strand foran os. Men da holdet ikke kan løbe, ja så er det sådan det bliver - og vi går i rask trav sydpå af stranden.

Efter 2 timer begynder Karsten at få smerter i det ene knæ, men selvom at rygsækken bliver taget af Mikkel så gør det stadig ondt, og efter 4 timer står det klart for alle på holdet.

Vi beslutter at Karsten skal stoppe racet når vi rammer enden af trekkingetapen for at undgå flere skader end hvad godt er.

Så efter 5,5 times coasteering står vi nu på Siø, to mand og klar til at gøre alt for at indhente alle holdene foran os.

Vi er ude for konkurrence, planen er stadig at gå på løbeetaperne og vi ligger bagerst med en time op til næste hold..

 

Karsten giver os et skub ud i vandet i kanoen, vi vinker farvel og begynder stille og roligt at sejle derudaf. Vi er før racet blevet enige om at den bare skal ha fuld gas på alle etaper, som intet har med løb at gøre. Så i kanoen sætter vi et højt tempo, laver en hurtigt overbæring over det næst-smalleste sted på Tåsinge og snupper posterne en efter en. Det går flyvende for os, og halvvejs ude på etapen ser vi pludselig noget ude i det fjerne. Ja, det er sgu et andet hold..!!
Følelsen af pludselig at opdage at vi ikke længere er Palle alene i verden giver os endnu flere kræfter i armene, og vi får et godt flow i kanoen. Vi har ingen anelse om det andet hold har set os komme snigende, men ved sidste post har de i hvert fald ikke kunnet undgå det. Vi har hentet næsten 45 minutter på dem på kanoetapen og i skiftezonen er vi hurtige, og kommer først ud på skøjterne..

 

Yes!! Nu er vi sgu ikke de bagerste længere, og vi giver den igen fuld gas på vores inliners.

Det er dog ikke Kristians yndlingsdisciplin, men der bliver holdt fast i tasken foran og så kører vi i fuld fart mod næste skiftezone. Her møder vi igen nogle hold, og med et ultra hurtigt skift overhælder vi endnu et hold.

Jamen altså. Der er jo ikke et øje tørt lige pludselig. Med et halvt handicappet hold uden for konkurrence ser vi pludselig os selv på en 6. plads. Vi sidder i vores kajakker på vej mod Skarø, vinden er i ryggen, der er høj sol og vandet er næsten blikstille. Det kunne næsten ikke være en smukkere dag i det Sydfynske øhav!

 

Vi har regnet med at skulle bruge 6 timer i kajakken, men vi kan godt se at det kommer vi slet ikke til at bruge. Vi stryger hurtigt hen over vandet, fra ø til ø. Vi snakker med de strandede, og ganske søde og flinke frivillige som er blevet udstationeret på både Skarø og Avernakø, og vi hygger os i det gode vejr med vinden i ryggen. Efter kun lidt over 4,5 timer er vi igen i sikker havn - denne gang i Faaborg, og vi er glade for at vi har hentet 1,5 time i forhold til vores tavle-tidsplan. Men vi brugte også længere tid på coasteeringen, så hvis vi fortsætter som planlagt så kan vi stadig nå i mål på 29,5 time..

 

I Faaborg havn er vi så heldige at blive foreviget af TV2FYN før vi sætter i gang med næste etape. Vi sætter træksystemet imellem os, og GÅR ud på "bysprinten". Orienteringen er ekstra nem når vi går i et rask tempo, og vi checker alle posterne uden problemer. Undervejs hører vi en gammel dame kommentere på vores træksystem imellem os. Hun troede åbenbart at elastikken imellem os blev brugt fordi ham den bagerste vidst nok var blind.

 

Efter bysprinten gik turen videre til Svanninge Bakkker. MERREL var på dette tidspunkt foran os. Men ikke med mere end 10-15 minutter. Hvis vi kunne nakke dem så lå vi jo lige pludselig på en 3 plads. Men vi skulle jo gå løbeetapen, og vi måtte vidst nok indse, at dem henter vi nok ikke lige med det samme. En times tid senere kom vi sikkert frem til Svanninge Bakker, og fik her en lille overraskelse. MERREL var gået forkert ude på etapen!!
Vi var nu på en 3. plads, og det var selvom vi havde gået over 35 km indtil videre!!

Vi fik udleveret et kort uden veje og stier, men vi var jo skarpe på orienteringen (som vi havde bestemt os for at være før løbets start). Så vi gik igen etapen, og gik lige på alle posterne hele vejen rundt. Undervejs blev vi så hentet af MERREL, og vi var endnu engang på en 4. plads.

Men grundet vores taktik med at gå lige på posterne, så får vi kæmpet os foran MERREL ude på ruten uden at opdage det, og da de igen kommer op til os så følges vi ad den sidste del af ruten.

 

Foran os har vi et teknisk mtb-etape og en omgang mtb-o. Vi føler os godt kørende, og benene føles rigtig stærke. Vi klipper posterne uden problemer og kører det sidste stykke tekniske mtb til Holstenhuus. Vi lagde MERREL bag os et sted ude på etapen, og vi springer nu i nogle klatreseler som er lagt frem til os. Ved Holstenhuus er der 3 via feratta baner, som skal gennemføres så hurtigt som muligt. Vi vælger hurtigt at smide Kristian på den sværeste (den havde han ikke prøvet før), og så tog jeg mig af de 2 andre. Men vi var ikke alene i trætoppene. Delta var nemlig også i gang med klatringen, og det lykkedes os at hente dem og komme ud på næste etape - nu på en 2. plads..

 

Turen gik til Katterød Rev, og første post lå ca. 500 meter ude i vandet. Vi kunne ikke se den da vi startede, men vi vidste at den var derude. Så afsted på vadning med vand til knæene, tilbage igen og videre på endnu en coasteeringetape. Ikke langt bag os har vi stadig Delta hængene. Men selvom vi går etapen, så holder vi dem bag os hele vejen.

Næste etape byder på mtb til Svendborg, kun med et enkelt stop i en havn, hvor vi skal klippe 4 poster til fods. Der skulle løbes rundt langs bådebroerne og molerne, og da vi allerede var ude for konkurrence, så valgte Kristian at springe den del over. Jeg valgte derimod at smide det meste af tøjet, ta en svømmevest på, og fik så endelig lov til at løbe en smule. Så, fuld gas ud af bådebroen, hovedspring ned i havnen, op på næste bådebro og så hovedspring igen. Det var dejligt at få lov til at gi den gas, og samtidig få en lille dukkert i det kølige vand..


I Svendborg havde vi en større mtb-o etape før vi nåede den næstsidste skiftezone. Det var nu blevet nat nr. 2, og vi skulle ud på en 7 km kanoetape i mørke. Vi havde altså pandelamper med, og de var kraftige begge to, men vi kunne ikke se noget som helst. Men retningen havde vi dog, og så længe vi ikke ramte land lige nu så var vi på rette vej. Vi var begge trætte, og jeg tror at vi skiftedes til at sove lidt i kanoen. Det tog i hvert fald en rummelig tid at sejle de 7 km. Men søvnen måtte vi altså lige lægge til side da vi rundede Skårupøre tange. Vi kom ud i Storebælt med gode bølger ind fra siden, og vi måtte holde tungen lige i munden for ikke at tippe rundt i kanoen. Det var sgu lidt spændende lige der..

 

Sidste etape stod på inliners - Kristians "yndlingsdiscipling". Vi var trætte, det var mørkt og det var som om at alle bakker gik opad. Vi havde ikke set noget til nogle andre hold i lang tid, men vi følte os langt fra sikre på vores placering. Så den fik altså så meget gas vi nu kunne, og der blev tit spejdet over venstre skulder for at kigge efter modstandere. Men ingen kom, og efter 1,5 time på skøjterne kunne vi trille over målstregen.

Vi var glade, trætte og lidt stolte over os selv. Karsten stod og tog imod os, og holdet var endnu engang samlet. Vi havde kæmpet i ca 28,5 time. Så vores tavle-tidsplan var altså ikke helt ved siden af. Vi havde lagt ud med at være dead-last de første mange timer, og stille og roligt hentet holdene ind igen. Vi havde gået over 50 km, men det lykkedes os altså at ende på en uofficiel 2. plads.

Team Salomon kunne vi ikke hente med vores gå-taktik, men vi var godt tilfredse med vores præstation.

 

Oure adventurerace har virkelig været en god oplevelse, og vi er meget tilfredse med arrangørernes planlægning. Det var godt arrangeret, og man fik virkelig at føle hvordan et ekspeditionsrace virker og opleves. Der var styr på logistikken, og der var frivillige over det hele til at holde styr på os, noteres vores tider og gi os nye instrukser.

Det var helt fantastisk at sidde midt ude i det Sydfynske øhav i det perfekte vejr, en varm dag midt i Kristi Himmelfartsferien. Jeg ville ikke bytte med noget andet. Familie og ferier kan man altid få - men et løb som dette er unikt og SKAL opleves når muligheden opstår.

 

Vi glæder os til næste gang Oure inviterer til adventurerace. Vi er helt sikkert at finde på startstrengen. Og næste gang så løber vi altså etaperne.....

 

 

 

Tak til deltagerne Mikkel Hansen, Kristian Torp, Karsten Ettrup
og beretningens forfatter Mikkel Hansen

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Mikkel Hansen, 04-06-2012