Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Smukke Sydfyn dannede rammen om modbydeligt lækkert Adventurerace.

  • RSS
08-06-2012

Marathonløbere ved det. Ultraløbere ved det. Adventureracere ved det. Det er først når blodsmagen i munden indtræffer, lårene syrer, øjnene flakker og man er øm overalt, at man for alvor kan nyde naturens storslåethed. Eller.. Det er måske i virkeligheden noget vrøvl. Personligt har jeg da op til flere gange oplevet naturen som en kælling, når jeg har været fysisk presset som beskrevet ovenover! Jeg tror til gengæld på, at man efter sådan en omgang har et mere lidenskabeligt og kærlighedsfuldt forhold til naturen. For udenforstående kan det måske bedst sammenlignes med den sex man har med sin partner efter et godt skænderi. I skrivende stund elsker jeg den sydfynske natur, men jeg skal da være ærlig og sige, at vi da havde os et par bestemte diskussioner i sidste uge, da Oure Højskole havde inviteret indenfor til et adventure-race af international standard.

- En beretning fra holdet: "Mod Solnedgangen" ( Troels, Lasse og Jesper)

Marathonløbere ved det. Ultraløbere ved det. Adventureracere ved det. Det er først når blodsmagen i munden indtræffer, lårene syrer, øjnene flakker og man er øm overalt, at man for alvor kan nyde naturens storslåethed.

Eller.. Det er måske i virkeligheden noget vrøvl. Personligt har jeg da op til flere gange oplevet naturen som en kælling, når jeg har været fysisk presset som beskrevet ovenover! Jeg tror til gengæld på, at man efter sådan en omgang har et mere lidenskabeligt og kærlighedsfuldt forhold til naturen. For udenforstående kan det måske bedst sammenlignes med den sex man har med sin partner efter et godt skænderi. I skrivende stund elsker jeg den sydfynske natur, men jeg skal da være ærlig og sige, at vi da havde os et par bestemte diskussioner i sidste uge, da Oure Højskole havde inviteret indenfor til et adventure-race af international standard.

Torsdag d. 17. maj kl. 12.00 mødte alle holdene ind på Oure Mark, og fik udleveret roadbook og kort. Som adventureracer er det altid den første store kulmination på de forventninger man har haft op til racet. Det er her, man får de fremtidige strabadser specificeret. Man får en forståelse af, hvad det mere præcist er, at man skal udsætte sin krop for over de næste mange timer.

Vi kunne ved nærmere eftersyn konstatere, at det lange race var delt op i 2, direkte efter hinanden følgende, halvlege. Den første del var ekspeditionsdelen. Denne del, kunne vi se, var præget af enormt lange og udmagrende etaper, hvor tålmodighed og udholdenhed var nøgleordene. Da starten ville gå kl. 23 samme dag, vidste vi at store dele af denne halvleg ville foregå i mørke. Og når orienteringen på denne del var meget let, var taktikken klar; De første 12-16 timer ville vi slå hjernen fra, og bare okse derudaf.

Den anden del af racet, ville vi blive koblet sammen med Challengeløbet, som startede 12 timer efter XPD-udgaven. Her var der lagt op til kortere etaper, med langt flere poster, og en større fokus på specielle færdigheder, såsom Mountainbike-orientering, teknisk mountainbike og klatring.

Lohals på Langeland var valgt som starten på racet, og hvor store dele af Danmark var på vej i seng, blev alle holdene her sendt ud på den første og meget lange etape ned langs Langelands kyst. 30 kilometers kystløb stod på menuen. Det var en benhård start! Personligt oplevede jeg denne etape som den hårdeste på hele racet, og det trak virkeligt tænder ud at løbe på denne normalt så smukke og fredfyldte strækning. Det var bælgmørkt, og det eneste vi kunne se var den lyscirkel vores pandelamper gav os. Netop denne lyscirkel var vores vej frem, men var samtidigt spot på de udfordringer Langelands kyst gav os. Som et andet natur-potpourri, strømmede forskellige underlag ind i det spotlight, der nu var vores reducerede syn. Først store sten som man kender dem fra stenmoler, hvor hop var mere anvendeligt end egentligt løb. Så sten i knytnævestørrelse, der fik der mest af alt fik os til at vrælte fremad. Endelig stoppede stenene, og et blødt underlag erstattede det hårde. Et meget blødt underlag. Et underlag af tyk tang, hvor fødderne sank 10 centimeter ned. Indimellem kom der et godt stykke hvor sandet og tanget havde dannet et underlag med en konsistens der gjorde det behageligt at løbe igen. Der var ikke andet for, end at slå hjernen fra, og okse derudaf, som vores taktik havde fortalt os.

Det gjorde vi. Nat blev til morgen, måne til sol, og det lysnede på Langeland, såvel som i vores sind. Underlaget blev medgørligt, og lige så stille og roligt kom Siø og Langelandsbroen tættere på, hvor vi vidste næste etape begyndte. Vi tog en Gel, blev høje på sukker, og det skænderi vi havde haft med naturen, var nu erstattet af en mindre forelskelse i den smukke solopgang, der fulgte os over i den kano, der skulle føre os videre på racet.

Halvvejs rundt om Siø, det samme med Tåsinge. 22 kilometer. En smuk morgen, en tung kano og 3 unge fyrer der "tannede" i den tidlige morgensol. Selvom denne etape ikke var vores hurtigste, og vi midlertidigt fik den tvivlsomme ære, at ligge nummer sidst, var kanosejladsen en positiv oplevelse. Det har måske noget at gøre med den fantastiske natur omkring os, der med ét sendte os alle tre tilbage til de mange minder vi har sammen fra netop dette område af Sydfyn. Det har nok også noget at gøre med, at vi efter den hårde coastering-etape valgte at "spare" den mand der sad i midten, så vi alle fik et velfortjent hvil. Etapen tog os omkring 3-4 timer, og vi gik i land på Tåsinge samtidigt med at øen stod op for at starte på fredagen.

Vi hoppede fra kanoen over i vores inlinere, og fortsatte vores ekspedition af Tåsinges knap så rullevenlige gader. Målet var øens vestkyst, og via en enkelt post, fik vi rullet de cirka 12 kilometer. Jeg har det godt med inlinere, og havde glædet mig til dette forholdsvis korte stræk. Denne optimistiske tilgang blev, og jeg er fristet til at skrive selvfølgeligt, gjort til skamme. Uden at vide det, kan jeg konkludere at de ikke har en rulleskøjtebutik på Tåsinge. I så fald ville ejerne i ren desperation selv have været ude og lagt glat asfalt på gaderne.

Efter inline-etapen kom den sidste lange etape i første halvdel af racet. Kajakken ville de næste 4 timer være det eneste der skilte os fra det smukke sydfynske øhav. Det ville være synd at sige, at vi var førende på ret mange af disciplinerne til Oures Adventurerace, men lige nøjagtigt på den store kajaketape, var vi mange af holdene overlegne. Vores mange timer i kajakken, samt vores uddannelse fra netop Oure skolerne, gjorde at vi overhalede 2 hold på den 28 km lange strækning, som kajaketapen bestod af. De blev tilbagelagt på 4 timer, og det var endda inklusiv et hvil og lidt frokost på en af de øer vi kom forbi. Jeg formoder at den tid kun blev slået af meget få hold. Det var derfor med fornyet optimisme at vi gik ind i racet anden del, hvor etaperne var kortere, og vi blev koblet sammen med challenge udgaven af løbet.

På den efterfølgende bysprint i Fåborg, måtte vores 3-mands-hold desværre se sig amputeret til en duo, da holdets ældste mand udgik med det man normalt kender som en veteranskade. En forstrækning i baglåret, som allerede var indtruffet på Langeland satte en stopper for vores holds forventning og forhåbning om at gennemføre racet samlet. De 2 tilbageværende fortsatte dog ufortrødent, og havde fornøjelsen af at underholde Fåborg gågader, mens de løbene fandt poster iført deres cykelhjelme.

Efter lidt løben frem og tilbage i Fåborg, var det igen tid til at komme fremad i landskabet. Denne gang via øhavsstien, som skulle føre holdet mod Svanninge bakker. Denne tur foregik som tidligere til fods, og selvom holdet nød godt af den smukke udsigt over Fåborg, vandet og Svanninge bjerge i de godt 8 km etapen var, var savnet til de endnu ubrugte mountainbikes begyndt at melde sig.

De skulle dog snart vise sig at blive nødvendige. Efter et fint overstået O-løb i Svanninge Bakker, hvor eneste "bump på vejen", var en mistolkning af Roadbooken, fik drengene lov til at klikke sig i pedalerne på deres savnede mountainbikes.

En teknisk mtb-etape var næste perle på adventuresnoren. Selvom det var et kærkomment gensyn med cyklerne var trætheden for alvor begyndt at melde sig hos vores hold. Etapen virkede mere hård end reel svær. Om det skyldes mangel på kræfter, eller gode mtb-færdigheder, skal vi ikke kunne udtale os om. Teknisk mtb blev til mtb-orientering, som havde til formål at bringe os via Ruderup til Holstenhus. Mtb-orientering sad lige i skabet, lidt af kræfterne vendte tilbage, og der var igen optimisme i sindene hos "Mod Solnedgangen" da vi ankom til Via Ferrata.

Den optimisme fik ligesom aldrig rigtig lov at rodfæste sig, da adskillige kropslige handicap begyndte at melde sig. Troels havde fået en såkaldt "kajak-albue", så han måtte trække sig rundt i trækronerne kun med en arm, mens Jesper efterhånden manglede evnen til at bruge sine ben, og derfor udelukkende måtte sætte sin lid til sin sparsomme overkrop. Disse udfordringer medførte en bob-bob-stemning på holdet, og Holstenhus blev forladt med knap så høj pistolføring, som det var blevet indtaget med.

Op på cyklen igen og videre.. Destinationen var Katterød Rev. Da vi nåede Katterød Rev kunne vi konstatere, at der endnu engang stod Coastering på menuen. Den første kystløbsetape havde endnu godt fat i benene på os, da vi begav os ud på de omkring 10 kilometers løb på strand. Denne etape startede i øvrigt med 200 m. vadning ud i havet mod en post, som i det tilbagevendte mørke var umulig at se. Der var ingen refleks på posten, så der var kun en ting at gøre. Gå, gå og gå og stole på at man var på rette vej. Efter vadningen satte vi kursen mod øst, langs stranden.

Det var på denne strækning at vores hold måtte indse, at Oure Adventurerace havde besejret os. Vi lavede en kortfejl, som satte os flere timer tilbage, og da vi i forvejen var i bekneb med tiden, var denne fejl ekstra kostbar. Inden racet vidste vi godt, at vi som hold og individer ikke var i toptræning. Vi var dog sikre på, at vores vilje, som så mange gange før, nok skulle få os igennem racet. Det blev ikke tilfældet. Grundet enorm træthed, stjerner for øjnene og ekstremt ømme ben, måtte "Mod Solnedgangen" sige farvel og tobak til dette års udgave af Oure Adventurerace.

På trods af den resultatmæssige skuffelse, var det for os alle tre på holdet en kæmpe fornøjelse at deltage i racet. Vi fik lov at smage på Creme-de-la-creme af dansk adventureracing. Vi vil derfor meget gerne sige mange tak til både Jeppe Christensen og Søren Søborg, som var hovedmændene bag racet, men også til Oure Højskole og de medhjælpere der gav os et super race.

Bedste hilsner

"Mod Solnedgangen" - Troels, Lasse og Jesper

Tak til deltagerne Troels, Jesper og Lasse
og beretningens forfatter Lasse Nørrebo

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Jeppe C, 06-06-2012