Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Sæson start i frost og kulde !!

  • RSS
29-01-2013

Så blev der taget hul på adventure race sæsonen. Første løb i kalenderen var Kong Vinter. Med en klar målsætning om at gøre det godt i årets DARC challenge serie, var der blevet trænet godt og flittigt gennem viteren for at være klar til sæsonstart.

 

 

KONG VINTER 2013

Så blev der taget hul på adventure race sæsonen 2013. Første løb i kalenderen var Kong Vinter. Med en klar målsætning om at gøre det godt i årets DARC serie, var der blevet trænet godt og flittigt gennem vinteren for, at vi skulle være klar til sæsonstart.

Lørdagen før Kong Vinter, mødtes vi til den sidste afpudsning af formen. Der skulle stilles skarpt på kortene, så derfor deltog vi i SOK´s o-løb i Kathrinelund. Alt gik næsten efter planen. JJ der gennem en længere periode havde døjet med lidt forkølelse og slaphed i kroppen, som nu så ud til at volde problemer.

Spørgsmålet rejste sig nu, ville JJ kunne gennemføre et løb på op til 20 timer og dertil i bidende kulde? En ting var sikkert der skulle handles hurtigt! Vi fik hurtigt den vendt på holdet, og blev enige om, at JJ skulle til læge for at blive undersøgt og så måtte vi have en mand klar på sidelinjen. Valget faldt på Kim.

Kim havde trænet godt i gennem vinteren, han er super på kort og en rigtig motor! og til vores held sagde han, ja, uden nogen tøven. Hvis Kim kom med, ville det være hans første race.

Mandag kom meldingen fra JJ, han havde en infektion i kroppen og var blevet sendt på sygehuset til nærmere undersøgelse og ville først få svar på undersøgelserne torsdag eftermiddag.

Torsdag eftermiddag kom så meldingen fra JJ. Han var klar og der var givet grønt lys fra lægerne til at give den fuld gas. Der var stor glæde på holdet. Vi var KLAR! En som også var klar og allerede gået i det der lignede race-mode var Kim, som meget gerne ville med. Kim blev selvfølgelig ærgerlig, da jeg torsdag aften fortalte ham, at JJ var klar. Men som Bettina havde sagt, ¨kan vi ikke bare tage Kim med alligevel¨? Og sådan blev det.

Efter en hurtig kontakt til Sanne og Lars(løbsledelsen Kong Vinter), var der givet grønt lys for, at Kim kunne køre med som skygge. Vi fik styr på transporten og var således klar til at tage af sted, Team Totally Lost skygge :)

"Kong Vinter havde meldt sin ankomst."

Lørdag formiddag stod vi klar til start i Farum. Vinteren var kommet til Danmark med minus 4 grader og let snefald.

Første etape af løbet bestod af 3 små prologer, med MTB-O, bike and run og O-løb. Umiddelbart en god måde at starte et race på og ikke noget, der skulle give de store problemer. Men lige så let som det lød, lige så udfordrende blev det..
Teamet bag Kong Vinter havde lige givet det hele en lille twist, ved at spejlvende kortet, der skulle bruges. Det var virkelig en udfordring. Men med fuld fokus på kort og vej, tog vi hul på løbet. Det var tydeligt, at vi ikke var det eneste hold, der var udfordret af kortmaterialet. Flere hold stod og kiggede på kortet og pegende i hver sin retning, og der gik ikke længe før vi havnede i samme situation. Men på trods af udfordringen, klarede vi det fint. Poster blev fundet og vores skift mellem cykel og løb fungerede.

"STRESS!!!!"

Der skulle være fuld fokus på det spejlvendte kort og for alt i verden skulle vi undgå at komme til at stresse. JJ´s øjne veg ikke fra kortet. Dette skulle dog hurtigt komme til at vise sig, at det ikke var den bedste strategi, idet han kort tid efter hamrede ind i en chikane med cykel og knæ. Der lå han i asfalten, og mod al sædvane blev han siddende. Første tanke var F.!!! Jeg kunne tydeligt se på JJ, at det her ikke var godt.
Hurtigt fik vi tilset JJ og cyklen. Cyklen var ok, og efter JJ havde sundet sig lidt var han også. Vi var kørende igen. J

Efter vi havde afsluttet MTB-O og bike a run skulle vi på fod-orientering ved Farum Park, hvor posterne sad lige i skabet. Alt i alt gennemførte vi de tre prologer i fornuftig stil, med kun enkelte småfejl i navigationen.

"BOMMERT"

Næste etape af løbet var en lang MTB-O, hvor der skulle køres på flere forskellige kort for til sidst at nå ud til TA1(post). der blev kørt i et fornuftigt tempo. Bettina var klar på roadbooken og gav hele tiden anvisninger om, hvor og hvad vi skulle holde øje med, men sidst på løbet gik det galt. Der blev overset et punkt i roadbooken og i stedet for at køre ind til TA1, forsætter vi direkte ind i grusgraven, hvor det fedeste/hårdeste O-løb ventede.

Hele o-løbet var lagt ud i Lynge Grusgrav, hvor posterne var fordelt på 120 af de i alt ca. 210 ha store område grusgraven dækkede. Løbet var estimeret til en varighed på 60 min og påkrævet udstyr, cykelhjelm, skulle bæres ifølge roadbooken. Grunden dertil blev vi hurtigt klar over. Skrænter med et fald på den grumme side af de 25m tonede frem da vi nåede toppen, og naturligvis lå så godt som alle posterne på toppen og flere af dem skulle "bibbes" (SI-poster) flere gange. Det var noget, der hurtigt kunne mærkes i både lår, læg og baller. Men posterne skulle jo hentes og når det kneb med at komme op, måtte der slås 4-hjulstræk til. Så ned på alle fire og op det gik. Da vi efter ca.90 min. var færdige med o-løbet så vi, at vi havde begået en bommert af de store. Vi havde simpelthen glemt at tage TA1 inden vi løb i grusgraven, hvilket resulterede i, at vi kun blev noteret for en afslutnings tid på etapen. Det trak selvfølgelig fra i pointL

Mørket sænkede sig så småt over Farum og omegn og lysene måtte tændes. Ærgerlige over vores bommert fortsatte vi ud på endnu en etape med MTB-O. Vi kørte godt til, og de første mange poster ramte vi perfekt og vi fandt et fornuftigt flow.

"KRISE"

Efter 8 timers kørsel, begyndte jeg at få smerter i maven. En fornemmelse af kvalme og opkast trængte sig konstant på og maven krampede konstant. Hvert et trin blev en kamp for at komme videre, og jeg begyndte at hænge hver gang det bare gik det mindste op ad bakke. Den motor jeg skulle have været for holdet, var ikke til nogen gavn. De næste timer blev en kamp for at holde trit med de andre. Jeg forsøgte mig med lidt at spise og drikke, det gav for en kort stund lidt ekstra energi, men der manglede omkring 40% at køre med. Der var virkelig dømt krise. To timers krise, alt virkede uoverskueligt, der måtte handles. Mens resten af holdet bøvler med kortlæsning og søgen efter en post trådte jeg lidt bort fra stien for at se om, jeg kunne komme mine maveproblemer til livs. Det lettede!!! Da posten var fundet ved bredden af søen gik det friskt videre til klatrerposten.

"HØJT OP"

Klatrerposten var en tovbane, der var spændt op mellem træerne, meget højt oppe. Vi var alle på, og godt bakket op af resten af holdet kom vi alle forholdsvis hurtigt gennem banen. Da klatreposten var klaret, skulle der køres efter bonusposter. De fleste af bonusposterne var gengangere så der blev kørt med noget højere fart nu.

"LØB, GANG, LØB"

Tilbage ved Start/mål området blev vi sendt ud på et o-løb ,sidste etape af racet. Vi fik lidt at spise, og derefter løb vi afsted med meget stive ben. Mine ben kom sig hurtigt, så jeg løb foran med kort og satte tempoet, der dog efter to kilometers løb blev ændret til gang. Orienteringen gik godt. Vi ramte posterne godt, men energien var ved at være opbrugt. Efter nogle timer "hænger" Betina lidt! JJ tilbyder at trække hende, men får en meget præcis besked "det er bedst bare at lade mig være i fred" den kunne ikke misforstås, der var brug for lidt alenetid! Alle var nu godt brugte og vi valgte derfor at tage de valgfrie poster, der lå inden for en rimelig afstand og så ellers vende snuden hjemad. Bettina kom utrolig stærkt tilbage og var godt løbende. JJ fik de sidste par km tilbage til mål en tiltrængt træksnor af hos mig.

"GODT HJEMME!"

Efter 17 timer og 6 minutter var vi alle i mål. Mange ømme muskler og lemmer, men med højt humør og i god behold. Et fedt race, der bød på mange gode elementer, men også ting der skal forbedres inden næste race.

"SKYGGEN"

Stor respekt til skyggen(Kim I), som var med under hele racet, og gennemførte med stil. En utrolig "holdbarhed" og super stedsans. Det ser ud til at skyggen har haft en god oplevelse... Få dage efter racet havde han meldt sig til Als Extreme 2013 :)

"EN LILLE DETALJE"

Team totally lost endte på en samlet 3 plads i mix gruppen. Meget tilfredsstillende med de "kiks" der var undervejs.

Vi ses og er klar igen til Gepard Adventure race 2013 J

Team Totally Lost
Bettina, JJ og Jesper

 

 

Tak til deltagerne Bettina Asmussen, John Jørgensen og Jesper Olsen
og beretningens forfatter Jesper Olsen

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Jesper Olsen, 27-01-2013