Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Out of body, out of mind

  • RSS
19-09-2011

Camperen fik lidt opmærksomhed fra et par andre netop ankomne hold og i spøg blev den så til klubcamperen. Et hold, der var ankommet 3 mand i en lille Suzuki Swift, fik at vide at vi havde købt camperen for de mange præmiepenge vi havde vundet i vores mange konkurrencer og vi måtte jo så samtidig konstatere, at hvis vi kiggede på deres transportmiddel, havde de nok ikke placeret sig så godt i de konkurrencer, de havde medvirket i. Sådan får man jo med lidt hyggeligt drilleri sagt goddag til de forskellige mennesker man møder.

 

Knapt havde jeg tilmeldt mig til WCC i august måned i år, før vores kære formand på mail spurgte, om jeg også ville med til Videbæk Adventures! Og jeg må jo have svaret ja. I hvert fald mødte Claes op med sin camper lørdag eftermiddag og efter at have samlet førnævnte formand op, drog vi mod Videbæk, hvor vi undervejs fik lidt kaffe og hjemmebagt kage og ankom kl. 17.00.

Vi fik checket ind og spist lidt hjemmelavet og medbragt pasta og kylling. Christian, Reno og Carsten var også mødt op samme tid som os, men var tilmeldt Challenge-klassen, der er kortere i samlet distance, så de skulle først starte kl. 02.00 søndag morgen. Det var debut for Christian og selv om både Reno og Carsten havde været med i Thy til-lands-til-vands-og-i-luften, var det også første gang de skulle langs, mens det var mørkt. Så de ville godt lige kigge os lidt over skuldrene under planlægningsfasen, der jo foregår i det tidsrum man har mellem udlevering af kort og selve starten. Nicolai og Mads fra Team Als skulle også med på Challenge-ruten, men dem så vi først en times tid før start.

Vi fik cyklerne af camperen, checket luft i dækkene og stille og roligt monteret det, der skulle på cyklerne, såsom træksystem, lygter, kortholdere, tasker, drikkedunke og fik fyldt rygsækkene med vandblære, mad, energibarer, ekstratøj og cykelsko. Så klædte vi om, fik smurt vaseline og Helosan på et par strategiske vigtige stede, hvor solen normalt ikke skinner og vurderede hvad vi skulle have liggende i skiftezonen af ekstra tøj og mad/drikke, som vi kunne have klar mellem "Østover-" og "Up North"-sektionerne, hvor vi jo skulle ind over stævnecentrum og skrive nye poster ind på kort.

Programmet for Master-klassen, som vi var tilmeldt, var som følger:

  • By & Power Run O-løb poweropgave 8 km 21.00-21.45
  • Wheels, Bike´n´run 1 sæt wheels, 1 cykel, løb 2½ km 21.45-22.15
  • Østover og retur MTB 67 km 22.15-04.00
  • Sø-opgave, in-liners´n´run O-løb 2 km rafting O-løb 5½ km Up North MTB 65 km 04.30-09.00
  • Samarbejde klatring 0 km Labyrint O-løb ? km Bike´n´run O-løb 8 km City GPS GPS O-løb 9 km 09.00-10.00
  • 58 poster skulle der findes undervejs og yderligere et utal af ekstra poster under de forskellige O-løb.

Som det fremgår efter almindelig hovedregning, var den forventede vindertid omkring 13 timer og regner man det samlede kilometerantal ud og giver det lidt ekstra tid til de forskellige opgaver undervejs, så ser det vel på papiret nogenlunde realistisk ud. Vi regnede på forhånd med at vi skulle bruge ca. 3 timer mere end Dare Devils holdet, som nok på forhånd var favoritter, så omkring 16 timer var det, vi havde i hovedet.

Vejret var overskyet men vindstille, men vejrudsigten lovede regn i løbet af natten, dog med opklaring i løbet af søndagen. Briefingen kl. 19.00, gav svar på nogle spørgsmål, men frembragte også yderligere spørgsmål, så vi var ikke helt klar over logistikken mht. blandt andet svømmeveste og in-liners og hvor vi skulle samle dem op, aflevere dem og eventuelt selv transportere dem efter endt brug. Men det ville give sig selv, når vi var ude på de forskellige poster fik vi at vide. Det viste sig også at holde stik.

Den fiktive start gik kl. 20.50 med ca. 1 km fælles løb ud til den ene af Marens patter, som to jordhøje åbenbart var kendt som. Her fik vi vores første fikspunkt, nemlig en børnehave lokaliseret i L4 kvadratet på vores bykort og der ville så være en seddel ved børnehaven med angivelse af første post.

Den lå ude i et industrikvarter, hvor vi, da vi kom dertil, skulle løbe en god kilometer samtidig med, at vi skulle transportere en euro-palle og et bildæk med rundt. Dette var den i programmet nævnte power-opgave. Claes og jeg tog pallen og Søren dækket. Søren fandt hurtigt ud af at han kunne trille dækket ved siden af sig - det kunne Claes og jeg selvsagt ikke gøre med pallen, så der var kun en måde at gøre det på: Brug af armmuskler og en lidt anstrengt og nok ikke synderlig elegant løbestil!!! Men vi kom igennem.

Hovedregning - og en ommer

Derefter skulle vi rundt til forskellige forretninger i byen, som i deres vinduer have navnet på den næste forretning vi skulle til. Derudover var der ved hver forretning et nummer, vi skulle skrive ned og på sidste post skulle vi angive summen af alle tal og have det kontrolleret, før vi kunne løbe tilbage til stævnecentrum, hvor vores cykler stod klar. Det var ret fugtigt i luften, hvilket vi gav grunden til at vores vandfaste tusch ikke var ret god at skrive med på det laminerede bykort. I hvert fald løb jeg rundt og lagde tallene sammen i hovedet i takt med at vi fik dem, da de var stort set ulæselige på kortet. Da vi kom til sidste post, viste det sig at jeg ikke havde den rigtige sum og vi måtte så til at tyde de utydelige tal, jeg havde skrevet ned. Ved fælles hovedregning kom vi frem til det rigtige tal.

Næste sektion, "Østover", startede med et par km cykel ud til en lille sø, hvor vi startede med at skulle sejle kano rundt langs søbredden og kigge på små billeder, der forestillede forskellige ting og i tilgift var forsynet med et nummer. I nogle tilfælde skulle en mand ud af båden og op på land for at finde billeder længere inde på bredden. Opgaven lød på at finde 19 billeder i en bestemt rækkefølge, sejle ind til kontrollanten og opgive nummeret og så afsted igen. Det var tilladt at huske flere ad gangen og det kunne vi også, men der var også tilfælde hvor vi ikke fik billede og nummer husket i rigtig kombination og så var det jo bare ud og finde det igen. Alle tre skulle være i kanoen, hver gang vi skulle ind til kontrollanten, så man kunne ikke bare have en rendende rundt på land og råbe tingene ud til de to i kanoen.

Derefter skulle vi løbe ca 1 km på grusvej med vores in-liners i hånden og ude ved en asfaltvej skulle vi så have dem på og starte vores O-løb på in-liners. Man følte sig hensat i rummet. Det var bælg-ravende mørkt og det eneste man så omkring sig var skarpe pandelampelys fra andre der kom imod en. Der var en-øjede cykloper på hjul, der gled frem i mørket. Vi passerede på et tidspunkt et vejskilt, hvorpå der står Mælkevejen. Det forstærkede illusionen. Senere, i dagslys, passerede vi det samme sted på cykel, og jeg kunne se der stod Arla på en stor fabriksbygning for enden af vejen. Så fik navnet på vejen en mere jordnær betydning.

2 uger forinden havde jeg for første gang i mit liv stået på in-liners. Jeg havde været ude 3 gange på små træningsture, så det ville være synd at sige at jeg var ekspert i denne disciplin. I mange år har jeg haft en lidt svag venstre ankel, så jeg følte mig under træningen ikke så stabil med hjul under fødderne. Og når man ikke har trænet mere end jeg havde, tror jeg, man instinktivt spreder benene lidt mere end nødvendigt frem for at holde dem centreret under sig. I hvert fald tror jeg, at jeg lignede en overfyldt Citroën 2CV med udadskrævende baghjul. Men tempomæssigt gik det OK og jeg tror ikke, jeg sinkede de to andre ret meget.

Heldigvis var der ikke så bakket på ruten, så det faktum at jeg ikke havde lært at bremse gjorde ikke det store udslag. Dog var der noget vejarbejde på nogle af gaderne i byen og da det jo stadig var mørkt - trods gadelygter og pandelampe - var der to situationer, hvor asfalten overraskende var væk og hvor der i stedet for bare var jord/grus. Så det blev til at meget hurtige lektioner i quick-step dans på hjul!!! At ingen af os væltede var vist mere held end balanceevner. Det havde også regnet let undervejs med efterfølgende våde - og glatte - veje, så en enkelt hurtig, og nok ikke særlig elegant eller veludført, pirouette, á la isdans på skøjter, blev det også til. Men vi kom helskindede igennem de ca. 14 km på in-liners og kunne så endelig for første gang få cykelsko på og komme i gang med noget, vi følte os hjemme i.

MTB-ruten lå på enten jord- eller grus/mark vej men der var også en del asfaltkørsel, og i langt de fleste tilfælde lå posten så tæt på at vi ikke skulle gå mere end et par skridt for at kunne klippe. Nogle gange lå den dog i mose, grøft eller på den anden side af en å, men Søren, der igen havde master-kortet, tog det i stiv arm. Claes og mig fik våde sko, hvorimod Søren et par gange gik med røven i vandskorpen. Det var dog ikke noget i forhold til WCC en måned tidligere. Ved nogle af posterne var der indlagte O-løb, hvor man fik udleveret kort og ekstra klippekort, der så skulle kontrolleres før vi kunne komme videre. Vi klokkede lidt i navigeringen et par gange og brugte ekstra tid på at køre tilbage, så efterhånden lå vi alene på landevejen uden at se andre hold. Og selvom området, vi skulle dække, var stort og der ikke var så mange hold tilmeldt, tror jeg nok alle vi følte lidt, at vi nok lå sidst og det var sgu da også irriterende at have klokket i det ved nogle af posterne.

Henad kl. 5 søndag morgen kom vi til endnu et ekstra O-løb på ruten, hvor vi skulle finde 17 poster. Kortet vi fik var et rigtigt O-løb kort og selvom Claes nok er den mest erfarne på holdet i læsning af sådanne kort, så gav han udtryk for at det var lidt uoverskueligt. Der var vist omkring 60 poster i området, hvoraf vi skulle finde 17 bestemte poster. Alle andre steder vi havde været, var posterne markeret med den efterhånden kendte hvid/orange stof-trekant, så det var det, vi kiggede efter. Vi brugte en halv time på den første post uden at finde den og gik derefter til en anden, der på kortet lå mere tilgængeligt. Den fandt vi heller ikke. Frustrationen voksede. Jeg var efterhånden temmelig modløs og småfrøs. Jeg gik lige som ved siden af mig selv. Var i en anden verden. Krop og sjæl hang ikke sammen. Jeg var ikke sukkerkold eller decideret træt i musklerne. Viljen var bare væk.

Claes blev ved med at sige, at det var vigtigt at finde alle poster og det var vi også alle enige om, men tiden gik og vi var ikke engang en tredjedel gennem løbet og havde allerede brugt 8 timer. Så spurgte Søren, om der er noget på bagsiden af kortet som Claes navigerede efter. Og der står højt og flot, at posterne vi skulle finde, var faste poster. Området er simpelt hen et fast område for O-løbere og derfor er posterne en pæl i jorden monteret med et lille metalskilt med nummer! Ser man det!!!!! Og kort efter fandt vi en sådan pæl med nummer og så var det jo meget nemmere at finde posterne, når man vidste hvad man skulle kigge efter. Men da alt dette jo foregik på løbeben og Søren døjede lidt med det ene knæ, så var der ikke meget løb over vores O-løb. Så det gik meget langsomt. Ja, jeg var sgu også træt på dette tidspunkt, så jeg syntes det er formålsløst at ville finde alle posterne, når det foregik i dette tempo og vi vidste, at der kommer flere løbe-sektioner.

Vi kunne alligevel ikke nå at finde alle poster i resten af løbet, sådan som tidsplanen så ud på daværende tidspunkt. Vi besluttede efter endnu et par mislykkede poster - vi fandt dog også 4-5 stykker - at opgive denne delopgave, indleverede vores kontrolkort og cyklede videre. Vi nåede frem til en kirke, hvor vi fik udleveret en gummibåd med 3 padler. Vi skulle slæbe den ned til en å der løb lige ved siden af og så padle ned til den første bro over åen, hvor vi så skulle trække den på land og derefter fik udleveret kort til 4 ekstra poster, hvor vi skulle løbe tilbage i retning af kirken og vores cykler igen. Åen snoede sig hele tiden og vi kiggede forventningsfuldt efter broen efter hvert eneste sving. Vi følte, vi havde roet en halv time og Claes´s GPS-ur viste, at vi havde sejlet 0,9km!!!! Så der var langt endnu til de formodede 4 km til broen.

Jeg sad bagerst og kunne sidde på kanten, mens Claes og Søren sad på knæ i bunden af båden og det var selvsagt en noget anstrengende stilling at sidde og padle i. Der blev også foretaget mange stillingsændringer undervejs og hvis omstændighederne havde været anderledes og beklædningen nødtørftig eller ikke-eksisterende, så havde det været direkte pinligt og usmagelig og eventuelle optagelser ville nok ikke have kunne klare kravene til selv den dårligste porno-film; men der var ikke andet at gøre end at grine af det og "Hvornår-fanden-kommer-den-skide-bro!!!!"

Efter rafting-turen og efter at have fundet tilbage til cyklerne skulle vi finde endnu 3 poster, før vi skulle tilbage til skolen og tegne kort af til "Up North"-ruten. Jeg var mentalt helt i bund og havde det været et individuelt race, var jeg klar til at sig "Fuck det her, jeg gider ikke mere". Men vi fik tegnet kort ind, nogle ældre, søde damer havde lavet frokost med brød og pålæg, kaffe og kage og det var en kærkommen ændring til chokoladebarer, energibarer, vingummi og ladrids, sukkervand og nutellaboller. Jeg tror også tænderne var glade for at komme væk fra dette syrebad af sukker og tygge lidt fuldkornsbrød og smage lidt spegepølse og italiensk salat. Claes havde tegnet poster ind og mens jeg satte navne på, fik han lidt at spise.

Vi fik også at vide, at det ikke kun var os den formodede tidsplan var mislykkedes for. Dare Devils-holdet, der dog havde fundet alle poster indtil da, var først kommet ind for at tegne poster op kl. 8.15, hvor det efter tidsplanen skulle være sket ca kl. 4-5-stykker. Så det hjalp lidt på det mentale plan hos os. Af samme grund havde stævneledelsen også slettet nogle af posterne. Efter indtagelse af dette kongemåltid og en liter kakaomælk, kom et velkendt flow af energi rundt i kroppen og mentalt var jeg tilbage med en vi-kan-vi-vil-vi-gør-det-her indstilling. En tør cykeltrøje og en langærmet vindtæt jakke gjorde også - sammen med en godt fyldt mave - at de sidste 15 timers kold-klam fornemmelse fortog sig selvom vejret stadig var fugtigt. Det var dog holdt op med at regne. Vi brugte ca 3 kvarter på denne pause/post-indtegning, og tog afsted med fornyet energi.

Vi besluttede før start på denne sidste disciplin, at vi ville skippe samarbejds- og klatringsøvelsen, labyrintløbet, de 2 bike´n´run samt GPS-løbet. Der var ikke tid. Der var cut-off-time kl. 16.00, så vi ville hellere finde så mange poster vi kunne på cykel. Jeg havde overskud nu. Gode ben på cyklen, som jeg brugte til at æde noget vind for de andre. Ude ved en mose-post mødte vi Christian, Reno og Carsten, der stadig så friske ud, selvom de havde været i gang i små 12-timer.

Vi nåede i mål kl. 15.55 efter 19 timers ræs over en kombineret distance på ca. 190km. Efter de sidste papirmæssige formaliteter, fandt vi over i idrætscentret, hvor det at fornemme varmt brusevand på kroppen, føltes som at blive født på ny. Derefter gik jeg over i camperen, åbnede en øl, jeg havde haft med hjemmefra og nød den med god samvittighed. Mit 3. adventurerace i alt og mit første som 50-årig. Efter at have pakket alt grejet i camperen og snakket af med de fleste andre samt overværet præmieoverrækkelsen i de forskellige afdelinger, kørte vi ned på den lokale grillbar og fik en burger. Så stak vi snuden hjemefter, men efter ca. en time holdt vi ind på en rasteplads og fik sovet en god times tid, før det gik videre hjemad. Jeg var hjemme kl. 22.45 og sad og filosoferede lidt over, hvad der får en til at bruge en helt normal weekend på den måde vi havde gjort.

Det er ikke det længste tidsrum jeg har været i gang uden søvn. Det er heller ikke det hårdeste, rent fysisk, jeg har prøvet. Mentalt har jeg også været længere ude i andre situationer. Men i alle andre tilfælde har det været mig alene det har drejet sig om. Her er det en holdindsats. Og det er altså noget andet at skulle gennemføre noget sammen.

Man støtter hinanden undervejs, man lærer at hjælpe andre, når de har det hårdt. Man lærer at bede om hjælp, når man selv har det hårdt. Man lærer at vurdere situationer der opstår undervejs, både rent praktisk med opgaveløsning, men også menneskeligt, når fysikken er lidt nede og det mentale ikke er helt i balance og der måske falder et par kort-for-hovedet bemærkninger. Man lærer tolerance med andre og med sig selv. Så det er en oplevelse med mange aspekter og på mange niveauer og som alle griber ind i hinanden og bliver en helhed. Man gennemgår mange ting undervejs og bliver dus med sin krop og dens formåen. Og man lærer at disponere, fysisk og mentalt. Man lærer at være afhængig af andre og at andre er afhængige af en. Der er lidt 3 musketerer over det - one for all, all for one! Man er til tider helt ude i tovene og til tider så "på" at selvtilliden ikke kan være i kroppen, man er uovervindelig!!!!!!!!!

Så der er noget "out of body, out of mind" over sådant et race.

Så kan det altid diskuteres, om man skal være lidt skør for at give sig i kast med sådanne konkurrencer? Det behøver man vel ikke at være - men det hjælper!!! Og det at være lidt skør er vel også positivt? Hvis du overvejer at prøve sporten af, så stop med at overveje. Prøv det af. Jeg lover dig, du er ikke alene.

 

Tak til deltagerne Søren Spang Hansen og Claes Månsson
og beretningens forfatter Bo Freudendahl Hansen


Denne beretning er uploaded af: Søren Spang, 19-09-2011