Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Oure adventure race skrevet af Line Bonde.

  • RSS
08-06-2012

Mandag d. 7 maj, vågnede jeg ved lyden af min mobil, der for 9 gang brummede på mit natbord. Jeg kiggede på den og der lå 9 SMS´er fra Jens, som skrev at vi skulle med på Oure 24 timers adventure race d. 18 maj. Men min kalender var proppet med en masse vagter på mit kære arbejde, så jeg måtte derfor pænt takke nej. Jeg ærgrede mig rigtig meget for det ville helt klart være for fedt at stille op til. Efter 7 nye sms´er og lidt overtalelse fra mine kollegaer fik jeg byttet vagterne og vi var nu et hold på tre, som var klar til at stille op i racet. Jens, Niels og jeg selv, eller Team Als & Albjerg, var klar til kamp.

Torsdag d. 17 maj var alt udstyr pakket og jeg var klar til at springe på toget til Oure. Jens var allerede kommet, da jeg kom og Niels, ja han havde taget den forkerte bus og var i stedet for endt i Odense. Mindre cool når han nu er vores navigatør. Jens og jeg brugte vente tiden på at pakke vores sovegrej ud og finde det bedste og mest fornuftig racetøj frem. Efter det tjekkede vi selvfølgelig også ind. Her fik vi udleveret et kæmpe kort og en roadbook på 6 side! Aldrig i mit liv har jeg set så mange poster! Ved tjek in fik vi også en pose med lidt forskelligt til racet. en overdrevet fed buff, designet af Søbben, selvfølgelig med Oures logo på. De andre hold begyndte at komme. Jens og jeg følte os meget amatør agtige, da holdene udefra kom i sponsorbiler og med ens tøj/udstyr! Vildt! Men jeg tror vi beundrede dem mere end vi misundelse dem. Omsider fandt Niels endelig til Oure og vi kunne komme til prøve klatring, for at sikre, at vi ikke havde glemt alt. Det var en af højskoleeleverne som underviste og også selv skulle være med på det store race. Hans hold skulle ud på XPD´en, som var noget længere end det 24 timers Challenges race vi gik i møde. Senere på aftenen fik vi noget rigtig lækkert aftensmad og en smule briefing om hvad der ventede os den kommende morgen. Klokken blev 22 og XPD´erne skulle sendes afsted, og vi andre kravlede trygt og godt ned i vores sovepose. Vi skulle sprutte af energi den næste morgen! Præcis klokken 7:00 ringede mit vækkeur og efter lidt overtalelse fik jeg drengene med op og få lidt morgenmad. De andre hold havde boller og rigtig mange energibar med. Nogle af dem havde endda regnet ud hvor mange kuldhydrater de ville forbrænde og hvor mange de skulle indtage. Men sådan tænkte Team Als & Albjerg ikke. Næ nej, en dunk vand og 4 marsbar er da rigeligt. Derfor var Jens´s mor så sød at komme forbi med en stor dejlig madpakke til os. En time senere skulle vi stå klar ved Oure bussen, som førte os til Fåborg havn. Alle var meget stille i bussen. Nogen sov og andre kiggede ud af vinduet. Jeg faldt vidst også selv i søvn et par gange. Ved Fåborg havn fik vi udleveret flere kort. Vi skulle pr hold sætte en fod på dem og 3, 2, 1 GO! Oure adventurerace Challenge 2012 var skudt igang og der blev lagt hårdt ud med by-sprint. Niels er en fantastisk skap navigatør og ledte os direkte hen til posterne, som var gemt bag skulpture og springvand. Efter by-sprinten var holdene fordelt og vi kunne fortsætte med trailrun. En ukendt disciplin for mig! Og jeg siger bare det var en udfordring!! Det var så varmt og vi havde alt for meget tøj på. Taskerne var tunge og lårene syrede allerede efter bysprinten. Jeg blev presset til mit absolutte yderste, men vi måtte ikke gå i stå! Drengene beroligede mig med at vi fik vores cykler så snart vi kom til Svanninge bakker, måske bedre kendt som de fynske alper. Tro mig, jeg mener virkelig alper! For da vi endelig kom til de fynske alper fik vi.... En meget lang næse! Ingen cykler, eller jo men vi skulle lige ud på et o-løb først. Op og ned og op og ned! Heldigvis skulle vi ikke have rygsækken på og vi kunne også smide noget af vores varme tøj. Trods varme, sved og en lille smule tåre var humøret ganske højt. Vi nød i hvert fald den meget smukke udsigt. Cyklerne lå og ventede på os da vi var færdige med o-løbet og de var klar til at sparke maks røv! I Svanninge bakker var der et film hold fra TV2 Fyn, der filmede mens holdene knoklede. Vi skulle cykle meget langt og meget længe.. Det gik stadig strålende med navigationen og vores tempo var højt. Jeg havde heller ikke krise længere og ingen af drengene havde problemer. Status; ganske tilfredsstillende race! Ved post 51 fik vi dog en smule navigations problemer. Vi kunne simpelthen ikke finde den sti vi skulle ned ad. Først cyklede vi 500 meter ned ad vejen og måtte derefter cykle tilbage igen. Men da der pludselig kom et hold til syne bag os fandt vi den rimelig hurtigt. Jeg tror, uden at lyve, aldrig vi har cyklet så stærkt før, selvom holdet bag os var et herrehold dog stadig fra challenges. Ved næste bemandede post skulle vi klatre! Sådan! Min personlige yndlings disciplin. Og jeg var også så heldig at få den længste rute, dejligt! Jeg vil derfor beskrive den, selvom forhindringerne nok ikke helt er i den rigtige rækkefølge. Jeg startede med at klatre op ad en slags rebstige, en meget bred og med meget mellemrum mellem hvert trin stige. Jeg ved ikke hvor højt oppe den sluttede men der var utrolig langt ned da jeg nåede toppen. Jeg fik mig klikket fast ved første platform. Jeg skulle gå på en meget tynd line. Efter det skulle jeg gå i nogle tov som dannede løkker. Det var vildt adrenalin vækkende. Der var mange af de efterfølgende forhindringer der mindede meget om disse to. Der var dog to som var en del anderledes. Den ende var et stort tarzan tov som jeg skulle klikke mig fast i og så springe ud og svinge mig direkte ind i et kæmpe net. Jeg grinede ret meget for mig selv. Jeg ved ikke om jeg var bange, mon ikke en lille smule? Jeg sprang og der var virkelig fart på! Uuuuhhhhaaaa! Den sidste forhindring og den anden af de to specielle, var en lang svæve bane hvor jeg klikkede min talje i og susede gennem luften og klaskede som en flue ind i en stor mørkegrøn madras. På vej ned ad en anden stige rystede mine arme, fordi jeg havde spændt så meget i dem. Ved klatre basen besluttede vi at holde spise pause ved klatringen og samtidig fylde vores faktisk tomme vanddunke op igen. Vi spise en virkelig lækker sandwich, hjemme lavet af Jens´s mor. Stor tak! Vi hoppede på vores cykler igen og stampede afsted mod næste udfordring som var coastering. En meget lang strækning med sand, vand og sten som underlag! Og lur mig om den første post ikke var ude i vandet? Meget langt ude i vandet! Vi kiggede på hinanden og diskuterede med øjnene hvem der skulle hoppe i. Men adventurerace er et hold løb så vi smed alle tre skoene (rigtig rigtig dumt!) og begyndte at jogge af sted. Det føltes som ny knust glas. Muslingerne skar vores fødder og det at vandet var så koldt gjorder det bestemt ikke bedre. Jens og jeg besluttede at gå tilbage og hente vores sko, da vi var halvvejs. Niels fortsatte og bad os tage hans sko med. Men som sagt føltes det som glas og det fik Niels at mærke. Da vi nåede ud til posten stod han foroverbøjet og ømmede sig. Hans fødder så farlige ud. Niels påstod at han ikke kunne mere, men Jens og jeg overtale ham til at fortsætte! Coastering tog virkelig kampgajsten fra drengene. Det var rigtig ærgerligt fordi det ellers gik så godt! I rigtig lang tid var der ingen der sagde noget. Jeg dannede derfor bagtrop og filmede og tog billeder af den smukke natur det Sydfynske Øhav tilbød. Da vi langt om længe nåede til ende var Niels helt færdig. For ikke nok med hans fødder var flænset, havde han også slået sit knæ. Men endnu engang pressede Jens og jeg ham til at fortsætte. Helt ærligt hvordan i al verden vil han havde vi skulle kunne finde vej uden ham?.. Niels så mere eller mindre død ud på cyklen. Han faldt i søvn og ømmede sig og stemningen var bestemt ikke i top. Jeg må indrømme jeg nok selv var en smule sur og ikke særlig sjov at snakke med. Den meget lange og utrolig trykkende cykelduel nåede ned til ende ved Ranitzausminde, gav Niels op. Det tog mig noget tid at overbevise Jens om at fortsætte sammen med mig. Han påstod at hvis en gik ud skulle hele holdet udgå. Sådan tænker jeg ikke.... Da min lange overbevisnings tale var slut, smed vi tøjet og tog en redningsvest på. Ved posten skulle vi nemlig hoppe i vandet fra molen svømme over til næste mole kravle op, løbe hoppe i længere henne, kravle op og løbe tilbage og få noget varmt på. Der blev råbt GO og vi kravlede forsigtigt i det kolde vand. Vi gispede efter vejret og plaskede afsted. Man kan godt sige det var noget af en forfriskning, jøsses det var koldt! Vi blev overhalet af rigtig mange hold, og stemning på vores nu 2 mands hold var virkelig dårlig. Jens og jeg fandt vores natte racetøj frem og cyklede stille afsted i tusmørket. Næste stop var rottefælden. Bare ordet giver mig kuldegysning. Rottefælden er det ultimative o-løbs sted. Og der var mange poster. Rigtig mange poster! Vi havde haft lidt svært ved at finde der hen og havde det ikke været fordi Jens kender Svendborg ville vi nok have fundet det endnu. Inde i rottefælden viste jeg Jens kortet over posterne. En kæmpe fejl fra min side. Jens var træt og gad egentligt ikke mere, så da han så hvor mange der var rev han sin hjelm af og med fuld kraft kulede han den i jorden, med at brøl der lød nogen lunde sådan: "jeg gider kraftdælme ikke helt ud i Hallinge skoven! Undskyld Line men jeg gir op". Jeg fik en blandet følelse af vrede og skuffelse. Jeg ville fortsætte og jeg ville gennemføre. Det var heller ikke særlig pænt af mig, bare at gå hen række hånden fra og be om kort og proviant. For så bagefter at stille cyklen og løbe ind og finde posterne. Hvis kroppen sige stop, så siger kroppen stop og man kan intet stille op. Da jeg kom ud igen og havde tørret øjnene, havde Jens ringet til Søb. Søb havde bedt Jens om at finde det eneste rene pige hold og hæfte mig på dem. Jeg måtte ikke fortsætte alene, både fordi det var ved at blive mørkt men og fordi jeg selv var ved at blive træt. Langt om længe fandt vi pige holdet og de ville gerne have mig med. Nogle helt vildt dejlige pige med humøret absolut i top! Det smittede lynhurtigt af på mig. Det blev mørkere og Hallinge skovens tætte grene gjorder det på ingen måde bedre. Snart ville vi intet kunne se, hvis vi ikke havde haft pandelamper. Jeg havde selvfølgelig ikke tænkt over at Jens havde lagt Niels´s pandelampe i min rygsæk, så jeg tog den uden lys. Vi drønede afsted igennem en mur af sorte lagner. Vi kunne engang i mellem ane bilernes lygter gennem træerne. Som det bagerste Challenges hold kom vi ned til kajakerne. Kajak etapen var lang og hvis jeg ikke var træt før så var jeg det i hvert fald nu. Ved stranden lå havet bom stille, som et stort mørkt tæppe der var strukket hen over det Sydfynske Øhav. Det var meget smukt, at høre pagejernes strøg gennem havets overflade. Men stilhed før stormen. Da vi kom ud på den anden side af broen tog vinden ordentligt fat. Det blæste og bølgerne blev store. Enorme. I hvert fald enorme når vi intet kunne se fordi det var så mørkt. To af pigerne sakkede bagud og Karin og jeg måtte vente. Hvilket gav et resultat i at vi blev slynget ind mod land og det var umuligt at komme ud igen. Lige meget hvor mange kræfter vi lagde i var det umuligt. Vi besluttede os for at stige ud af kajakerne og slæbe dem hen til Skårupøre hvor der ville være en post. Men vores afstandsbedømning fejlede meget. Der var simpelthen for langt. Vi ringede til Jeppe og fortalte vores situation. Han sagde vi skulle ringe til Søb og det gjorder vi. Søb bad os om at bære kajakerne ud til vejen, så ville han komme med bilen, så han kunne køre kajakerne på plads. Vi gjorder som der blev sagt, men en kajak vejer bare rigtig meget og ekstra meget med oppakning, vand og nogle meget trætte arme til at bære. Længere fremme kunne vi se to lugter. Det var Søb og en anden lære fra højskolen. Vi fik lagt kajakerne på traileren og så kom det store spørgsmål. Søb tilbød os at køre os hen til der hvor kajak etapen sluttede og så kunne vi gennemføre sidste etape som var løb. Pigerne var trætte og omgivende. De sagde at hvis vi ikke havde gennemført kajak etapen ville vi ikke gennemføre hele racet, vilket på en måde også er rigtigt. Jeg var også selv meget træt og kunne egentligt ikke mere. Trods det synes vi var ret seje! Der var 300 meter hen til kajak basen hvor vi kunne skifte og få noget næsten tørt tøj på. Vores tasker var våde og alt i dem, vådt. Jeg frøs rigtig meget og foreslog pigerne at løbe de sidste 300 meter, både for at komme hurtigt derhen men også for at få varmen. Vente tiden på at blive hentet var meget lang. Heldigvis havde jeg en hel pakke chokolade kiks som ikke var åbnet og ikke var våde, som vi spiste. Mums! Da der kom en Oure bil og hentede os og vi kom ind i varmen, gik der ikke mange sekunder før jeg faldt i søvn, Hjemme på Oure mark lå drengene og sov i deres sovepose og jeg listede ind og smed mig under dynen. Hele min krop gjorder ondt, men jeg faldt i søvn med et smil på læben. Den næste morgen gav jeg begge drenge en undskyldning fordi jeg var blevet sur da de stoppede og bagefter spiste vi morgen mad sammen. Da klokken blev 11:46 smuttede jeg hjemad mod lille dejlige Als igen. Tusind tak for det vildeste race, en kæmpe oplevelse som jeg aldrig vil glemme! Selvom jeg ikke fik lov til at løbe over målstregen med hænderne i vejret føler jeg stadig at jeg har gennemført Oure adventurerace 2012! Kh Line Bonde :-) Ps jeg glæder mig til at se jer til næste år !!

Tak til deltagerne Line, Jens og Nils
og beretningens forfatter Line Bonde

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Jeppe C, 06-06-2012