Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Multisport i Nordsjælland

  • RSS
13-09-2011

Multisport og samarbejde - masser af samarbejde...

 


Lørdag d. 18/6-2011 var der indbudt til Firma Multi Motion i Lyngby. Da løbet ikke står øverst på de fleste adventure raceres hitliste, var vi klubbens eneste hold, der stillede op til dette adventure-agtige løb - multisport krydret med et hav af diverse små samarbejdsøvelser. Team Frederiksberg Adventure Sport havde valgt at stille op på den lange distance, som var sat til 12 km løb og 63 km cykling med en forventet vindertid på 6 timer. Løbet bestod af 4 sløjfer med 3-5 poster på hver sløjfe, og holdene skulle tage sløjferne i forskellig rækkefølge for at undgå kødannelse. På trods af ca. 20 hold, havde vi derfor kun 5 hold på vores sløjfe, og det var derfor også kun disse vi kunne måle os med undervejs i løbet. Hvor hurtige holdene på de andre sløjfer var, ville vi derfor først finde ud af når vi kom i mål.

FMMs berygtede samarbejdsøvelser

Der var i alt 15 poster, vi skulle igennem, og med den forløbne weekends WAT-a-RACE´s 80 poster i frisk erindring, var det først svært at se hvordan det kunne tage så lang tid, på trods af vi godt var klar over FMMs berygtede samarbejdsøvelser. Det viste sig dog også hurtigt, at samarbejdsøvelserne var nogle rigtig tidsslugere. I løbet af dagen kom vi blandt andet igennem følgende klassiske OL discipliner: Dart, skydning, petanque, gå-med-vand-i-en-spand, bygge-bro-over-å, rulle-håndvægt-på-hal-gulv, flytte-dæk-mellem-pinde, løbe-med-dæk, løbe-3-mand-i-snor, løbe-3-mand-i-cykelslange, gå-3-mand-på-træski, magnetfiskeri samt klassikerne blind-Henrik-på-agility-banen, Henrik-dovner-den-i-båre samt Henrik-dovner-den-på-pind.

Vi lagde ud med en lille startopgave for at få spredning på holdene, og begav os ellers afsted. Første post var et længere mtb-o på DTU hvor man i bedste Mensa-stil skulle finde 8 felter i en IQ-test og så gætte det sidste. På denne discplin var vi naturligt nok hurtigt videre til de næste poster som blandt andet bestod af Reb-ascending og et godt spil petanque og en latte. Efter første sløjfe begyndte vi så småt at ligge og konkurrere med et herre-hold samt et mix-hold. Vi virkede generelt hurtigere på opgaverne, men tabte en smule på cyklingen. Stillingen skiftede konstant, så det var let at holde tempoet højt, da vi enten var lige bagefter, eller lige foran.

På anden sløjfe fortsatte det og vi var først til bære-vand-i-en-spand øvelsen, som vi klarede uden straf. Hernæst fulgte en længere cykeltur med en mærkelig quiz-opgave, hvor man skulle "opsnuse" oplysninger fra 4 informationsskilte om møller undervejs på ruten, hvilket senere skulle bruges i en quiz. Her fik vi udleveret 10 yderst komplekse spørgsmål med tilhørende tætskrevne A4 ark med ekstra oplysninger. Da vi efter 10 minutter kun havde svaret på 1 af spørgsmålene, indså vi at det letteste bare var at tage "straffen" som gik ud på at løbe ud til svarene, der hang forskellige steder indenfor en radius af 100 meter. 5 minutter senere var vi derfor afsted - og ikke meget klogere på Mølleåens historie. Herfra gik det videre til sidste post på sløjfen og videre til vendeopgave der bestod i at føre Henrik med bind for øjnene igennem en agility bane. Igen lå vi og skiftede placeringer med herreholdet og mixholdet. Vi var her ret sikre på, at vi var de første hold på vores sløjfe, men vi anede jo desværre ikke noget om de andre hold. Efter to ud af fire sløjfter overstået og vi dårligt havde løbet en kilometer begyndte vi at frygte, at vi skulle gennemføre de lovede 12 km løb som et langt o-løb på sidste post.

Første post på tredje sløjfe var en klassisk samarbejdsøvelse, hvor der blandt andet skulle slæbes dæk og afkodes runebogstaver, men hvor også en person på holdet skulle slæbes rundt om en pæl 50 meter væk. Æren tilfaldt naturligvis Henrik der siddende på sin pind blev slæbt afsted. Ved denne post og på vejen til næste fik vi igen hentet vores 2 konkurrerende hold, som var smuttet forbi på cyklen omkring sløjfeskiftet. Det lykkedes os dog så selvfølgelig at tabe alt det hentede plus lidt ekstra ved næste post, som var vores helt store kiks. 50 meter ude i havet ved Skodsborg lå et billede af en lego figur med 10 klodser som man på surfbræt skulle padle ud til og memorere og derefter bygge på stranden. Efter 2 forsøg i vandet var det endnu ikke lykkedes os, og da det både lykkedes os at smide en klods væk, og der manglede en klods i vores pose, og desuden manglede en klods i den næste pose vi fik udleveret, var der ikke så meget at gøre end at tage vores strafrunder. Herfra var humøret i bund, da vi følte at vi nærmest havde slået lejr på stranden, men afsted gik det alligevel mod Trørød og tredje post på sløjfen.

Heldigvis viste det sig at det var et o-løb vi skulle ud på - en favoritdisciplin for i hvert fald to på holdet. Afsted det gik over stok og sten og mellem busk og krat og op og ned af skråninger. Under o-løbet, som vel var i den svære ende, lykkedes det os at hente og sætte vores konkurrerende herrehold. Da vi samtidig blev registreret for hurtigste tid på løbet var humøret igen højt. Videre gik det hurtigt for at kæmpe mod næste post, som gik ud på at bygge en bro over en å med 3 stykker træ. Hurtigt klaret og videre, da vi ved denne post igen havde fået kontakt med mixholdet. Da vi kom op til næste post, endnu et o-løb, havde vi stadig kontakt. Her stod valget mellem et 2,5 km svær orientering, eller, viste det sig, 3,5 km næsten lige så svær orientering, så vi tog selvfølgelig de 2,5 km svær orientering. Desværre var løbehastigheden faldet lidt så vi kunne ikke helt holde kontakt med vores konkurrenter, og da vi efter endt løb kom tilbage til vores cykler og noterede os en punktering, røg humøret igen, og vi tabte adskillige minutter. Her sluttede tredje sløjfe, og vi kørte tilbage til målområdet for at begive os ud på sidste sløjfe. På vej mod målområdet kunne vi se vores konkurrenter komme ud fra målområdet - allerede færdige med deres vendeopgave, som viste sig at være en af de lidt længere, så vi kunne godt se, at der var langt op efter den punktering.

Første post på sidste sløjfe gik ud på at bygge en båre og slæbe et holdmedlem rundt på en slalom bane om et kæmpevandtårn. Igen var det Henrik der fik en tur i køjen og blev slæbt afsted. Vi fik heldigvis noteret os for hurtigste tid på posten, formentlig på grund af vores fantastiske båre-bygger-evner. Så måske der alligevel var håb og vi kunne komme op i spidsen igen. Herfra gik turen til en noget speciel opgave, som gik ud på at gætte diameter, vægt, afstand, længde og højde af forskellige ting. En noget håbløs opgave, og det lykkedes da også kun af gætte 1 ud af 5 spørgsmål. Herfra var det ud på diverse strafopgaver. Men heldigvis sad vores mixkonkurrenter også fast her i diverse strafopgaver, og da det lykkedes os at klare vores straf lidt hurtigere, var vi først afsted. På vej væk fra posten så vi vores herre-konkurrenter komme ind mod posten, og da vi af erfaring viste hvor lang tid opgaven tog, vidste vi, at vi havde et solidt forspring - og samtidig havde mixholdet bag os. Så med kun en post tilbage så det pludselig ret lyst ud igen. Og da sidste post var placeret på parkeringspladsen i Geel skov, kunne vi godt regne ud af den stod på en gang singletrack og så ellers bare ræs mod målstregen.

På singletrack´et fik den fuld pedal i 12 minutter, hvor efter det næsten kun gik ned af bakke mod mål. Det var lykkedes os at holde vores to sløjfe-konkurrenter bag os, og vi kom ind på en samlet 2. plads. Efter målgang ventede der god grillmad og sodapops oven på en sjov dag med masser af fine udfordringer og sjove opgaver (og mindre sjove opgaver). Alt i alt et meget fint koncept, der også er super adventure race-træning, da man virkelig får trænet skift, og med dejlig svær orientering var det ikke bare hovedet under armen. Samtidig fik man rig mulighed for at opleve, hvor meget natur der er i Lyngbys nærområde, så tak til arrangørerne for en godt arrangement, gode oplevelser, og virkelig velorganiseret løb med SportIdent chips og et letforståeligt koncept

 

Tak til deltagerne Michael Mortensen, Henrik Thustrup og Niels Haulrich
og beretningens forfatter Niels Haulrich


Denne beretning er uploaded af: klausm, 12-09-2011