Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Merrell Kong Vinter 2012

  • RSS
27-01-2012

En beretning om, hvordan kombinationen af stædighed, vilje, samarbejde og overskud kan overvinde utænkelig smerte og træthed.

 

Vi havde ikke sovet særlig godt natten til løbsdagen. Vi var meget spændte og kunne ikke forberede os mere end vi havde gjort. På trods af en jul og et nytår med lidt for meget mad var det kun blevet til et par ganges træning de to uger inden løbsweekenden. Dog havde vi anskaffet og lånt os til det mest nødvendige udstyr, som både var obligatorisk og praktisk at have. Med blandt andet camelbak, kortholder, mountainbikes, masser af energidrik og energibar samt ekstra tøj til, når frosten ville ramme os hen på natten, stod vi klar ved det karakteristiske rød-blå Redbull telt. Med kolde tæer og fingre stod vi sammen med 47 andre hold klar ved start. Der blev tømt et par Redbull´s imens Lars Bukkehave briefede kort rute. Da vi havde fået udleveret kort mm. løb vi ironisk nok indenfor.

Anders og jeg havde af taktiske grunde besluttet os at få styr på de 8 udleverede kort samt første rute til post nr. 1. Her så vi ingen grund til at fryse mere end højst nødvendigt før de 16 timer, der ventede forude.

Målet for løbet var at få alle obligatoriske poster og gennemføre inden målet lukkede. Vores forventninger var ikke prangende. Det var mit første Adventure Race og jeg havde haft problemer med lunger og ryg i begyndelsen af januar pga. tidligere styrt fra en hest. Jeg satte derfor tempoet for O-løbet.

Den første post fandt vi forholdsvist nemt, selvom orientering ikke var noget vi havde haft den store erfaring med. Den første lille fejlnavigering kom dog allerede efter første post. Det viste sig nemlig hurtigt, at selvom kortet var nordvendt, var den første anskuelse af, sammenhængen mellem kortet og virkeligheden ikke helt korrekt. Vi løb til venstre, da de andre løb ligeud og idet vi ramte den estimeret sti, måtte vi stoppe op og konstatere, at vi måtte tilbage til post 1 og omnavigere. På trods af den lille fejl var humøret højt.

Post 2 og 3 var ikke svære at finde, selv navigationen blev bedre og der var overraskende kort imellem posterne. Videre til post 4, men ved ankomsten til det område på kortet, hvor post 4 var markeret, var der ingen post 4 at se. Området var fyldt med fældede træstammer og ret sumpet. Vi besluttede at løbe udenom og se om vi kunne se den der fra. Da vi atter ikke kunne se nogen post, kiggede vi endnu en gang på kortet. Her opdagede vi så et lille V. Det var en valgfri post, netop dem vi ikke ville bruge tid og kræfter på at finde. Idet vi ikke ligefrem kunne se posten, var det bare videre til næste obligatoriske post. De følgende poster fandt vi forholdsvis nemt, hvilket gav os en masse energi.

I jævnt tempo og ved godt mod ramte den næste forhindring ved post 19, den største vi mødte på hele løbet og som fortsatte til mål. Mine knæ. Træningen gennem julen og nytår havde ikke været optimal og det mærkede jeg nu på sener og ledbånd. Den konstante belastning, som de tilbagelagte kilometer havde bragt samt de mange naturlige pauser navigationen havde givet, gjorde det umuligt at fortsætte i løb. Smerterne tog for alvor til mellem post 19 og 22. Underlaget skiftede fra den bløde og faste skovsti til den tunge og usikre sandstrand. Energien og modet faldt markant, da de andre hold blev mindre og mindre i horisonten. I en blanding af frustration og stædighed blev det til små løb og rask gang hen langs stranden. Endelig ramte vi Helsingørs havn og den næste udfordring kom til syne. Posten befandt sig ude på stenmolen. Efter et par meters kravlen på de våde sten, i forsøg på, at komme derud måtte jeg trække mig. Det var for risikabelt og smertefuldt. Derfor fløj Anders imod reglerne hen over de både glatte og våde sten. Imens forsøgte jeg at finde læ for den kolde norden vind. Det viste sig at være en stor fejl, da jeg begyndte at blive kold og yderligere smerter indfandt sig.

På vej mod Kronborg var tempoet langsomt, smerterne blev værre og værre ved hvert skridt. Jeg var forholdsvis stille og sagde ikke andet end, at jeg blot skulle aflaste dem lidt ved at gå. Jeg ville gennemføre. Min stædighed resulterede i, at mine knæ næsten kollapsede under mig på vej ned af en trappe. I fornægtelse om at jeg formentlig ikke ville komme til at gennemføre løbet, blev delmålet at komme tilbage til start/mål. Efter at have brugt en halvanden time på en strækning, som kunne have taget det halve, var vi tilbage ved hytten og hoppede op på Mountains Bikes.

Jamen, hov - vi kan jo cykle!!

Til vores begges overraskelse var der ingen problemer med at cykle. Nu gjaldt det bare om at finde de bedste og mest direkte stier. Her var vi lykkelige for den lånte kortholder, som var udstyret på Anders´ mountain bike. De næste par timer gik uden problemer og ved begyndelsen af mørkets frembrud begyndte spændtheden om, hvordan navigationen i nattens mørke ville forløbe. Kun assisteret af lyset fra pandelamper og cykellygter fandt vi post 51.

Først her blev roadbooken taget i brug. Vi besluttede, at organisere kortene, for at spare tid senere hen. Her fandt vi også ud af, hvor langt vi egentlig var kommet. Det gav den velkendte ekstra energi og igennem nattens mørke "fløj" vi af sted.

Vi fandt de næste mange poster uden store problemer og efter post 85, gav tanken om, at der kun var omkring 10 - 11 obligatoriske poster tilbage, fornyet energi. Den virkede nærmest smertestillende for mit venstre ben, hvilket der var god brug for. Via skub og træk fra Anders på de lange landevejsstrækninger samt stigninger, nåede vi endelig post 100. Her var vi ikke alene, små pandelamper og kraftige cykellygter oplyste den mørke skov. Ved synet af vores andet deltagende adventure hold fik det mig til at trække på smilebåndet. Nu gik der lidt sport i at finde hurtigst hjem eller blot at komme hjem på samme tid. Trætheden havde for alvor ramt os og overblikket samt overskuddet forsvandt næsten. Med tre hold kørende i samme retning fulgte vi efter. Vejen viste sig dog at være blind i den mørke nat. Pludselig huskede at jeg havde set et skilt mod Strandvejen og vi kørte hurtigt tilbage.

På vej ned af Strandvejen passerede vi en fartmåler, der viste 24 km/t. Nu ville vi bare i mål og med hjælp fra Anders blev farten sat. Idet vi ramte den sidste stigning, var mine kræfter næsten brugt op og smerterne medførte nu svimmelhed. I forsøg på at holde balancen og ikke køre ind i Anders´ cykel, mærkede jeg, hvordan jeg nærmest blev trukket sidelæns op af bakken og ved toppen gav Anders det sidste skub. Ved synet af det velkendte blå-røde telt var alle kræfter brugt og vi trillede i mål.

Med kæmpe smil gav vi hinanden et knus og sagde tak for et godt løb. Det var ene og alene viljestyrke og stædighed for ikke at næve Anders´ overlegne overskud og hjælp, som fik os i mål.

Efter afleveringen af vores post klippekort, måtte jeg sluge 600 mg. ibuprofen og 100 mg. pamol. Stædigheden gav nu for alvor bagslag. Overbelastningen af specielt venstre bens sener og ledbånd, havde medført, at en basal ting som det at gå 2 meter, var umuligt. Med smertestillende i kroppen kunne maden og æbleskiverne nydes inden den næste udfordring - Turen tilbage til København.

Kong Vinter 2012 var et fantastisk løb på trods af mange smerter. Det var en prøvelse af ens fysik og psyke og ikke mindst samarbejdsevne. Vi endte på en ottende plads i mix rækken, men den største sejr var, at vi kom 3 minutter efter vores andet deltagende adventure hold og manglede en obligatorisk post i forhold til dem. Det havde jeg ikke ligefrem regnet med.

Dette adventure race har givet mig blod på tanden og motivation for at træne hårdere og gøre det endnu bedre til det næste adventure race. Vel at mærke uden nogen skader.

 

Tak for et godt løb!!

 

Tak til deltagerne Anders Belling og Line Krægpøth
og beretningens forfatter Line Krægpøth

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Line Krægpøth, 27-01-2012