Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Kong Vinter

  • RSS
23-01-2011

Hold: Team WAT-arm, Bjørnen og Pingvinen

Af: Sheena Wallace, januar 2011
 

Starten gik, og Bjørnen og Pingvinen røg ud på et ca. 1 ½ times o-løb i skoven. Terrænet var dækket af dyb sne og isglatte stier. Pingvinens job var bare at følge med Bjørnen, og da skovene ikke har været til at cykle i de sidste par måneder, havde den lille pingvin fået luftet sine løbesko mere end den plejer og var i nogenlunde god løbeform til at kunne følge med.
 


Posterne blev fundet, og vi røg afsted på mtb-o, der skulle vise sig at indeholde lige så meget hike'n'bike pga. føret, der mange steder umuliggjorde det at cykle.

Jeg er desværre en af de hun-pingviner, der en gang om måneden oplever at blive en smule, hormonelt betinget, hysterisk og uligevægtig! Kong Vinter faldt desværre sammen med denne dag for mig. Jeg havde derfor lidt svært ved at styre temperamentet (jeg er ellers normalt et meget roligt gemyt), da jeg ikke kunne få mine klamper ud af pedalerne og hele tiden væltede på isen, i sneen og ikke kunne cykle langs Bukkehaves uendelige ”Tribute to DTU et eller andet herrens år” – Pøleå!

Det hele føltes tungt og umuligt


Føltes som om sneen trak os baglæns på den lange trucker-etape, hvor det hele føltes tungt og umuligt. Derfor blev det til temmelig meget råberi, vælten og flæben fra den lille Pingvin.... Bjørnen luntede bare videre på sine godmodige poter, sagde søde ting og smilede af den sindssyge hun-pingvin, som han måtte trækkes med.

Det var ikke meget af MTB-o-etapen, der kunne køres. Mange steder havde vi cyklen med på slæb gennem dyb sne, is og sjap, dog ramte vi også et par længere stykker asfalt, hvor vi fulgtes med Johan og Christian fra Adventureteam Claire, der gav os et par lift på de få transportstykker, der var - og som var til at køre igennem på. Tak til dem :)

I mtb-o var der indlagt et o-løb, hvor holdet måtte dele sig op. Uh, jeg skulle pludselig selv finde vej, blev udstyret med kort og kompas og skulle løbe i modsat retning af Bjørnen. Mange vil nok ikke tro det, men det lykkedes mig faktisk at løbe lige på alle posterne, og da jeg først fandt ud af, at det ikke var skærme, men faste o-pæle, jeg ledte efter, fik jeg også klippet dem.

Da jeg havde klippet den sidste post, løb jeg hjem.... eller det vil sige, at jeg løb af sted, men havde glemt at tage højde for retning - og fandt pludselig mig selv stå et sted i skoven, jeg ikke anede, hvor var på kortet.
Da jeg havde løbet forvildet rundt et stykke tid, spottede jeg heldigvis to løbere, der var ved at klippe en post, og som kunne fortælle mig, hvor jeg var. Tilbage i skift var Bjørnen ikke kommet endnu, så min afstikker havde ikke været helt så fatal som jeg troede.

Maria fra Dare Devils (som desuden er blevet WATeam West medlem :)) var også nået frem til skift, og lidt efter kom Søren, hendes makker, tæt forfulgt af Bjørnen. Vi fulgtes alle fire ad ud på mtb frem til et skift i en varm spejderhytte, hvorfra vi skulle ud på kajaketapen.

I hytten emmede der af hygge


Hytten emmede af hygge og WAT-power, da Alice havde lavet lækker suppe, og sammen med Signe, Heidi, Ann-Dorthe, Silje og Daniel heppede os videre i et skift, som Maria og Søren klarede lidt mere elegant end Bjørnen og Pigvinen – men de var da også lige kommet til at tage vores kajakkort med sig, hvilket betød lidt snurren-rundt-om-os-selv-søgen, inden det gik op for os, hvad der var sket! Der var heldigvis ikke så langt ned til stranden, og vi fandt let derned.

Kajaketapen var den, jeg havde frygtet mest, da WAT-armene ikke er Bjørnen og Pingvinens stærkeste side. Den forløb dog smertefrit, roligt og var nærmest hyggelig! Der er slet ikke så koldt i en kajak om vinteren, som jeg havde regnet med, og vi kom på land med alle tæer og fingre i behold, ca. 5 minutter efter Dare Devils, som vi mødte igen i spejderhytten, hvor de løb ud lige før os på det sidste næsten tre timer lange o-løb.

Var der point for decibel, havde vi vundet


I o-løbet var der indlagt et par klatreøvelser, hvor mine WAT-arme og hormonelle temperament kom lidt på prøve. Havde der været point for antal decibel, så havde vi vundet!
 


Undskyld til dem, der blev udsat for mit råberi derude. Det var i virkeligheden et par rigtigt fine klatreøvelser, hvor vi skulle trække os selv i armene i en travers på tværs af skoven og ascende / descende i et træ. Men da jeg sad fast i toppen af et træ og ikke kunne løsne ascender-dimsen pga. kolde fingre, begyndte jeg at koge over og troede i panik, at det at råbe af dimsen og folkene på jorden, ville hjælpe – der kunne jeg absolut ikke se det fine i øvelsen!

Efter det, der føltes som laaaaang tid, lykkedes det mirakuløst at få dimsen frigjort, jeg kunne fire mig selv ned, og vi kunne løbe videre i jagten på Dare Devils.

Det var blevet mørkt under klatreøvelserne, så vi skulle have gang i pandelamperne. Der gik dog ikke langt tid før min lampe satte ud (##!!%*), og jeg måtte rende rundt i terrænet i mørke og forsøge at følge med i skæret fra Bjørnens lampe.

En af posterne drillede, og jeg følte det som mindst tre kvarter, vi brugte på at rende rundt og bomme den samme post igen og igen. Pludselig, langt inde i et krat, var den der dog, og vi kunne løbe videre.

I mål som nummer 2 overall


De sidste par timer i mørke var ikke ligefrem sjove for mig, sneen var tung, mørket var mørkt, grenene overfaldt mig med pisk i ansigt og på lår, isen var glat....og tiden var lang uden lys til at kunne se, hvor jeg løb, og hvad jeg løb ind i! Vi fandt dog rundt og kom sikkert hjem i tiden 10t 39 min. til den varme spejderhytte - i mål som nr. 2 overall efter Dare Devils.

Sgu da meget godt løbet, kørt og roet af en godmodig Bjørn og en hormonel hun-Pingvin med WAT-arme...
 


Tak til Lars for et velarrangeret løb med mange spændende udfordringer for en lille hormonel pingvin!

Tak til WAT-heppeholdet og til Alice, din suppe var det hele værd!

Kæmpe Tak til min dejlige Bjørn, der bare rummer og brummer!