Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Kong Vinter Jomfu-style

  • RSS
30-01-2013

"Adventure race". jeg har flere gange skulle prøve at forklare mine forældre hvad det egentlig dækker over - men hvad ved jeg? Jeg har aldrig deltaget i et AR før, så mine beskrivelser af hvad det lidt mystiske navn dækker over, er udelukkende hentet fra nettet eller en genfortælling af en Lars Bukkehave-anekdote fra en træningsgang i USG. Det er altså alt hvad jeg har at byde ind med, når jeg skal forklare dem hvad Kong Vinter 2013 dækker over, og hvorfor jeg nu er ejer af multitool, camel back og minumum tre buffs.

Forberedelse. Pakkeliste, Kan jeg mon forberede mig på alt hvad der kommer til at ske? Nej. Nå. Jeg har prøvet at lokke et par gode råd ud af et par erfarne gutter. Det der syntes at være det vigtigste er, at medbringe nok lys. OK, den tror jeg nok vi kan klare, men på den anden side, det er jo det aller-vigtigste, så måske skal jeg ikke være så sikker i min sag. Kan der være noget jeg har overset under punktet "lys" på min pakkeliste: Mega-giga-pandelampe monteret på cykelhjelm, almindelig pandelampe som back up og 3 gange batterier. Jeg er stadig lidt i tvivl. Er tre gange ekstrabatterier mon nok? Det er jo trods alt det aller-aller-vigtigste.

Klokken er 6.47 lørdag morgen og vækkeuret ringer. Jeg er klar. Jeg er helt klar. Men til hvad? Jeg ved det ikke rigtigt, og derfor er jeg også meget spændt. På den gode måde. Tøjet er klar, tasken er pakket og så mangler jeg bare lige at smøre et passende (?) antal boller med ost og pølse (jeg tilføjer lige lidt avocado og tænker på, om de andre piger bliver misundelige) og blande en god gang Ribena saftevand. De sidste ting pakkes ned i tasken, som er blevet en smule tungere end jeg havde regnet med. Men hvad, man kan jo ikke have for få marcipanbrød med.. Mentalt gennemgår jeg lige taskens indhold; masser af kulhydrater, varmt tøj, lamper batterier, lommelærke og en pose med diverse strips, gaffa (sidder dog på drikkedunken) snor osv. Specielt posen med diverse giver mig tryghed. Med gaffa og strips kan vi komme igennem alt.

Min søster havde lovet at agere chauffør i dagens anledning og ca. 1,5 time senere har vi samlet Eva op og kører nord over. Vi er på rette vej - et godt tegn er de tre biler der fyldt op med MTB´s overhaler os. Drengene kigger gennem duggede ruder ud på os, og prøver at finde ud af, hvilket hold det er de lige har overhalet. Søster prøver sig frem med "vi følger bare efter dem" og her der det, at undertegnede som er udnævnt kortholder, lige må træde i karakter og sige at vi følger mine anvisninger. Ind gennem Farum og til højre af den rigtige vej - godt begyndt. På pladsen foran Farum OK hersker der en livlig stemning. Lang rute er ved at få den sidste briefing inden start. Jeg holder ivrigt øje med holdene for at se, om vi kan lure et enkelt "kom godt fra start trick". Jeg skifter lige batterier i en pandelampe og hovsa - fummelfingre, trille, trille og blop - første batteri mistet til en kloak.

Klokken nærmer sig 10 og vi har alle være igennem en "tøj af - tøj på" fase for at finde den rette kombination af uld og windstopper i det begyndende snevejr. Vi står nu klar til briefing. Vi smiler nervøst til hinanden - nu går det løs. Pose med kort mv. udleveres og der meldes "fod på". Note to self: tilføj til mental AR-ordbog.

Vi starterprologen i rækkefølgen 1-2-3, dvs. med det spejlvendte kort først. Planen var, at jeg skulle være kortfører i så lang tid jeg kunne tænke klart, Malene skulle styre roadbook og Eva skulle vogte klippekortet med sit liv. Min orienteringskarriere er begrænset til almindelige O-kort, men logikken fejler ikke noget - og specielt ikke tidligt på dagen. Planen blev low-tech: drej kortet efter retningen og tænker du højre, så sig venstre. Ikke noget med kompas og omvendt-bagvendt, vest-øst. Planen virkede og vi kom godt fra start og stort set fejlfrit rundt på MTB-ruten. Navigatørens humør var i top og selvtilliden stigende. Hovedet skulle lige stilles tilbage til højre = højre, og bike´n´run og o-løb blev godt gennemført.

Videre ud på MTB. Anden post lokaliseres i ådalen stort set samme tid som et par andre hold. Her bliver navigatøren lige lidt i tvivl; er det den rigtige post vi har fundet, eller er det o-løbsposten? Vend cyklerne - nej, det var vist den rigtige, vend cyklerne igen og afsted fremad, mens de andre hold tilsyneladende lige bruger et halvt sekund længere til at dobbelttjekke på deres kort.

Fremme ved TA2. Mental note: find ud af hvad TA egentlig står for. Humøret er højt hos hele holdet, og med lovning om en lunken Cocio efter vel overstået grusgrav begiver vi os glade afsted til fods. Op ad bakken og find første post. Kig på kort - undren, hvorfor er der to meget ens kort; et satellitfoto og et sort/hvid? Uhhhh, clever, I get it! "Det er fandme et smart kort det her!" udbryder jeg. Med slet skjult ironi bemærker Eva, at hun da er glad for, at jeg syntes at kortet er smart.. Min aha-oplevelse og nyfundne kærlighed til sort/hvidkortets konjunkturanvisninger giver lige et skud ekstra energi videre rundt i grusgraven. Jeg ridser hurtigt ruten op for pigerne, så de ikke kommer til at tro at turen rundt er ved at være slut, når vi for første gang har været en tur op på de to toppe. Halvanden time senere er vi tilbage ved TA2. TA: Kan det stå for Tjek A??.. Hm, jeg kan ikke regne det ud. Men der er Cocio. Gude-drik i altid alt for små flasker. Bolle med ost, pølse og avodado. Ingen bemærker avocadoen. Næste kort.

MTB-O. Skov, skov, skov. Smiiiil til fotografen - paaaas på modkørende hold i hvidt. Skal/skal ikke? En lille runde med valgfrie poster. Skal. Et hold drenge byder vores følgeskab velkommen. Eftermiddagen skrider frem. Vi møder flere hold i skoven. Jeg holder øje med kortet. De andre drejer, vi kører lige ud. Eva bemærker, at jeg er totalt kold over for andres rutevalg. Jeg sætter et point ind på selvtillidskontoen - det føles som om, jeg træffer gode valg.

Kulde tid koncentration og bum, der ligger jeg. Krøllet sammen under cyklen. Jeg er udmærket klar over hvad mit styrt skyldes, men reaktionsevnen var ikke som normalt. Kombinationen af frost og en smule træthed havde også sat mig ud af føling med de lidt udsatte lemmer - og når det ikke gør så ondt, er det vel ikke så galt. Det står nok ikke så galt til med den lidt maste fod. Tusmørket begynder at falde på, og nu skulle det snart vise sig, om vi havde fået pakket nok lys.

Omkring 18 var vi fremme ved klatring. Tid til lidt mad og en lille skarp til at varme os på. Hot n´ Sweet. Mørket var Malenes ven, for når man ikke kan se noget, kan man jo heller ikke se hvor langt der er ned. Jeg fik lov at stå over og fik chancen for at varme mig ved bålet og kigge på kort.

En post ad gangen. Mørke. "Var der en sti der?". Chicken brain. Den Grønne Bro igen? Really? Jeg har ingen anelse om hvor vi befinder os i den virkelige verden, men på kortet er jeg stadig med. Ikke med morgenens skarphed, men jeg er med. Vi har hidtil kørt den korteste, måske lidt sværere vej, men den lidt kortere distance skulle nogenlunde kompensere for vores tre par korte ben. Eva indser det før jeg gør - det er vist ved at være tid til at ændre taktik. Hun insisterer på den længere mere sikre vej, i stedet for min "sti bag et hus, forbi et træ og rundt langs vandet". Tilbage ved klatring er der helt tyst. Bib. Videre. Eva overtager kortet. En bemærkning i retningen af "nååååå, O-løb" falder og åbner lige så stille for muligheden for at tilkendegive at benene og ikke mindst hovedet, er ved at være godt trætte. Officielt er O-løbet ikke helt afskrevet, og aftalen er, at vi i det mindste kigger på kortet når vi kommer tilbage. Den lever lidt endnu. Farum driller. Min MTB driller. De sidste pedalstræk hjem til klubhuset. "Hej Piger!". Nå, drengene er på vej ud på sidste etape. Hvem mon de er? Gad vide om det er de samme som vi har krydset tidligere, eller om det er et par andre friske fyre?

Nærmest stiltiende beslutter vi at melde os i mål. Klokken er blevet 1 og vi syntes vi har leveret en god indsats. Varme. Sko af. Et stort smil fra Lars og et "godt gået, piger". Ja, "godt gået" siger vi til hinanden. Blikkene bliver fjerne og suppe og pandekager med masser af sukker indtages i stilhed. Stille og roligt vender varmen tilbage til hænder og fødder. Tanken om at skulle rejse sig fra stolen er hård, men da det er for at klappe af vinderne af den lange rute får jeg alligevel flyttet mig rundt i lokalet. Pakke sammen. "Congrats´" til det vindende hold som er ved at finde deres soveposer under alt vores udstyr og så er det tid til at komme hjem.

Kl. 3 ligger jeg under dynen og kan næsten ikke sove, fyldt op med dagens oplevelser. Når jeg lukker øjnene ser jeg lange orange streger og cirkler, sorte, tykke og tynde linjer spredt ud over grønne og hvide plamager. Adventure Race. Så det er det, det handler om! Kortene fortager sig fra nethinden og jeg sover tungt. Søndag formiddag. Kaffe. Nutellamadder. Google: "Adventure race kalender".

Tak til Eva og Malene for en fed oplevelse. Igen. Snart.

Tak til deltagerne Malene Klit, Eva Køngerskov
og beretningens forfatter Mette M. L. Jespersen

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: USG MEMO, 29-01-2013