Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Eventyrligt resultat ud fra vores forudsætninger

  • RSS
12-04-2012

Her er en anderledes løbsberetning om målsætning, præstationer og forudsætninger.

 

 

I påsken var der dømt nye udfordringer i Klinteskoven og på det øvrige Møn for Team Brydigennem.nu. Møns Klint Adventure Race var vores første løb i år, men omtrent det 15. i alt for os - holdkaptajn Rolf, Jacob og undertegnede Tomas. Vi kender altså hinanden rigtig godt og har efterhånden pæn erfaring som hold.

Det store spørgsmål er imidlertid altid, hvordan de form- og aktivitetsmæssige forudsætninger er for hver enkelt af os. Med i alt 7 børn og fuldtidsjobs på kontoen, står træningskontoen af og til i minus.

Her er en anderledes løbsberetning om målsætning, præstationer og forudsætninger.

At have de rette målsætninger

Adventure race er en storartet legeplads for oplevelser .

Nogle hold deltager mest for racets skyld og andre for eventyrets skyld. På vores hold er målsætningen klar: Vi deltager for eventyrets skyld, og for at udfordre os selv og få det bedste ud af de ressourcer, vi har til rådighed. Det lyder måske for nogle lidt tyndt, men man kan i denne sportsgren godt føle sig som vinder uden at stå på podiets højeste skammel. For at kunne få succes og et godt løb har vi dog erfaret, at det at have forventninger, målsætninger og strategi helt på plads er altafgørende.

Derfor taler vi altid forventninger og målsætning igennem, og til Møns Klint AR var målsætningen at være ude i de 13 timer, vi havde til rådighed, og nå så mange poster som overhovedet muligt. Vi ville ikke springe nogle poster over undervejs men gå efter alt og så først kapitulere til allersidst, når gonggongen lød.

Forventningerne var, at vi ville blive presset på længden af løbet, på højdemeterne og på aktiviteten inliners.

Forberedelserne og de gode intentioner

At vi ville deltage i Møns Klint Adventure Race, som ét af de 4-5 udvalgte løb i år, havde længe været kendt for os. Hvis vi skulle have nye udfordringer, havde vi snakket om, at der var to knapper at skrue på - distancen eller intensiteten (hastigheden). Ud fra vores forudsætninger er det urealistisk at øge begge, så vi aftalte at øge udfordringerne ved at øge distancen - således tilmeldte vi os Master-distancen med maxtid på 13 timer.

De sidste par måneder inden løbet var vi altså klar over, at vi ville blive udfordret en tand ekstra på Møn. Alvoren begyndte da også at indfinde sig, og vi aftalte at bruge Endomondo.com som "rapportering" for vores indskud på træningskontoen - ikke mindst for at"motivere" hinanden til at komme afsted. I en travl hverdag har vi ikke mulighed for at træne sammen, så det afhænger af individuelle træningspas.

Virkelighedens skinbarlige sandhed

På trods af de gode intentioner måtte vi inden løbsstart konstatere, at vores forberedelser (formentlig) er et pænt stykke fra normalen og et langt stykke fra de bedste hold. Men lad mig tage løbet fra starten og kommentere på forudsætningerne undervejs.

Efter indtjekning og udlevering af roadbook kl. 19.30 gik forberedelser og strategi til selve løbet med start kl. 05.00 i gang. Roadbooken afslørede, at der var i alt 6 etaper, hvoraf de første 3 var i valgfri rækkefølge. Vores overvejelser gik på at undgå svær orientering så længe det var mørkt og undgå MTB op til 4. etape, som var en lang MTB-etape. Vi besluttede, at vi ville starte med Kano, dernæst MTB-O og så O-løb.

Kano gennem skov og tre søer

Inden vi kom i gang med kano-etapen, var der lige en prolog bestående af et "nat"-orienteringsløb omkring Geocenter Møn, hvor vi måtte dele os op. Vi fordelte hurtigt 4 poster til hver og sprang afsted i mørket - inden afgang havde vi også lige husket at aftale, at vi under alle omstændigheder skulle være tilbage efter senest ½ time. Det viste sig at tage 20-25 min., og vi havde ingen problemer undervejs. MEN her kunne løbet dog allerede have fået en katastrofal start for os, da jeg efter at have haft kameraet oppe af Jacobs rygsæk for at at tage løbsstart-billede, havde glemt at lukke rygsækken, hvor alle de netop udleverede kort befandt sig. Til vores held tabte Jacob først kortene i målområdet. Havde de været spredt rundt i den mørke skov, havde det været uoverskueligt. Et klassisk eksempel på hvordan man i AR skal være grundig i forberedelserne og en lille forglemmelse kan være fatal.

Vores prolog-tid må have været nogenlunde for vi nåede lige at få lov at komme afsted som det 12. hold på kanoetapen (vi går ud fra mange hold gerne ville starte med kano), og vi røg afsted på cyklerne til kano startsted. Da vi kommer frem stilles vi for en ny udfordring. Enkelte hold før os har hugget årer til alle 3 holddeltagere og ikke kun til to som reglerne siger. Der er altså kun én åre til os! Vi tager udfordringen med ophøjet ro, det må vi klare, i stedet for at køre retur og vælge anden aktivitet. Vi begynder at bære kanoen den lange tur mod første sø i de medbragte remme, så vi alle tre kan bære (de fleste hold bar den to mand over hovedet med en person til at kunne vise vej). Undervejs kigger vi efter passende kæppe at ro med som alternativ for den manglende åre, men vi når at møde et andet hold med 3 årer, så vi mister ikke tid, og er tilfredse med vores beslutning om at holde på med kanoetapen.

3 forskellige søer senere og en del bæren af kanoen, er vi tilbage ved udgangspunktet.

MTB-O i "bjergene"

MTB-O bliver første "moment of truth" for Jacob. Cyklen har stået stille alt for længe. Den er faktisk ikke blevet rørt siden november 2011! Vi ved, at andre hold dårligt vil tro dette. Umiddelbart en hel uacceptabel forberedelse at stille op med, men da vi kender Jacobs dagligdag, må vi acceptere denne forudsætning. Til gengæld ved vi, at Jacob kan æde sig selv - han har gjort det så ofte før. Men selvfølgelig går den manglende tid i sadlen ikke helt ubemærket hen. Vi vælger rute med tanke på at spare os for de værste højdemeter - så hellere køre lidt længere på fladere stræk. Ved de første poster i bjergene vinder vi faktisk på et par hold ved at bruge denne taktik. Vi når undervejs at nyde den fantastiske natur, bl. a. ved 135 meter-toppen med panoramaudsigt over landskab og hav. Orientering går godt på nær en enkelt post til sidst, hvor vi ikke bliver på MTB-sporet, men netop vil "køre uden om".

O-løb: Godmorgen til Klinten

Vi skifter fra cykelsko til løbesko og griber fat i næste kort. Vi skal i Klinteskoven samt på stranden langs Møns Klint. Det bliver en flot tur med solen efterhånden bagende ind mod kysten, frosten har foretaget sig (og drikkedunkene er heller ikk e længere frosne). Det er noget tid siden, vi har haft orienteringskort i hånden, men vores erfaring og teamwork klarer og sikkert igennem - vi vover os endda ud i en del rene kompasretninger og fravælger stierne - med succes. Stemningen er høj, da vi løber langs stranden for foden af Klinten. Da vi skal op igen, bliver der dog ikke sagt meget på de 481 trin op ad Klinten. På toppen er der imidlertid noget at glæde sig til - rebaktiviteten fra en klint til en anden i 35-40 meters højde med udsigt til turkisblåt hav og blå himmel. Der er en kort ventetid, og jeg som "kostansvarlig" ærgrer mig over ikke at have medtaget et par boller. Samtidig kommer første større bekymring - Jacob mærker en forstrækning i inderlåret - kan det være de 481 trin? Igen strejfer vores forudsætninger os - er vi godt nok forberedt? Vi er jo ikke engang halvvejs. Igen må fight, vilje og teamwork redde os. Vi kommer igennem det, og bakker hinanden op. Vi giver os tid til et interview efter rebaktiviteten (vores målsætning og forventninger tillader dette - så det er der enighed om). Et par poster mere, og vi skal på cyklen igen - måske det hjælper Jacobs inderlår. Der er dog ingen piveri, og der er ingen slinger i valsen, da vi kommer til posten i brønden med 120 cm vand tæt på frysepunktet. Jacob er vores klatre- og kravleekspert, så han ryger i det kolde vand - måske ikke godt for låret men for moralen.

Det lange cykelstrejk tværs over Møn

Racet går videre med 4-6 etape. Nu i kronologisk rækkefølge. Vi tanker rygsækken op med energi m.v. for vi kommer ikke tilbage til stjernecentrum. Orienteringen er nem, og vi holder en nogenlunde fart på cyklerne. Rolf og jeg ville dog gerne køre stærkere, men vi må passe på ikke at forcere. Vi har aftalt, at Jacob ikke kan hænge i træksystemet før sidste del af løbet, og det holder vi fast i. Vi får anden punktering undervejs, men ellers ikke det store drama før vi ankommer til TA2 og starten på 5. etape.

Navigatørens O-løb og vores mareridt om inliner aktiviteten

Femte etape skydes i gang med et orienteringsløb, hvor vi kan vælge at memorere eller tage kompasretning ved hver enkelt post. Vi vælger hurtigt at memorere, og fordeler posterne imellem os. Jacob ligger problemfrit ud med den første, men nummer 2 driller. Der er kommet nye stier til siden kortet blevet lavet - sådan fornemmer vi det i hvert fald. Vi løber lidt frem og tilbage. Inliners tynger i rygsækken og tvivlen begynder at nage. Træls at skulle løbe helt tilbage og kigge kort igen. Har Jacob styr på det? En af de spændende og udfordrende ting ved AR opleves her - afhængigheden af hinanden! Rolf og jeg må stole på Jacob, og Jacob er presset af at måtte drive os ekstra rundt. Samtidig begynder jeg at tvivle på, om jeg kan huske mine placeringer, nu der er gået ekstra tid, og virkeligheden ikke helt ligner kortet. Pludselig dukker posten op. Vi er på sporet igen, og det går fint med afslutningen af memoreringen.

Derefter må vi køre på inliners de næste 2 poster. Jacob og Rolf mener, det er bedre for vores hold at løbe. Jeg er lidt træt af beslutningen, da inliners bliver tungere og tungere i rygsækken. Jeg når sågar seriøst at tænke, at det er komplot imod mig og inliners, fordi de ikke har trænet nok på dem. Jeg nævner det vist også, og vi må diskuttere det et par gange undervejs. Da vi på dette tidspunkt følges med et andet hold, er det nemt at se, at det var den rigtige beslutning ikke at skifte til inliners. Vi er hurtigere end dem ved at beholde løbeskoene på, da inliners igen skal af (tvungen) efter de første par poster. Særligt med tanke på vores manglende inliners kompetencer var det den rigtige beslutning.

Orienteringen kører perfekt for primær navigatør Rolf, og vi suser gennem byorienteringen uden problemer indtil vi når broen, hvor vi må skifte til inliners. Der venter små 20 km rundt om fjorden, og her får jeg så rigeligt indfriet mit ønske om at køre på inliners. Ingen af os er gode, men Jacob er dog endnu mere rusten end vi havde frygtet. Han ligner Bambi på glatis. Vi må med det samme konstatere, at Rolf må trække Jacob rundt, og det gør han så. Hele vejen. Vi mister tid, og bliver overhalet af flere hold. Det giver heldigvis ingen splid, vi havde jo netop snakket dette igennem, som en af vores udfordringer i dette løb.

Tilbage i TA2 er ingen af os kede af at skulle have rulleskøjterne af. Vi kan se på traileren med inliners, at der formentlig er ca. 20 hold foran os. Vi opmuntres imidlertid af, at der også er hold bag os.

På cyklen hjemad

Cykelturen hjem bliver en overraskelse for os. Jacob har åbenbart fået nye ben af at blive trukket på rulleskøjterne. Tempoet er rigtig pænt, og da vi når til strandstykket, hvor vi skal trække, kan vi se fire hold lige foran os - de der overhalede os på inliners. Vi konstaterer tydeligt, at vi har hentet tid på cyklen. Det giver et boost, og Jacob begynder at løbe i sandet med cyklen. Nu skal de hold bare nappes. Ved havnen vælger et par af holdene at fylde drikkedunke, og vi kører tilfredse forbi. Desværre viser det sig, da resultaterne offentliggøres, at denne selvtilfredshed har medført, at vi simpelthen har glemt at klippe post 45, hvorfor vi mister de efterfølgende 14 poster! En dum og ærgerlig forglemmelse som vi egentlig ikke forstår, hvordan kunne ske. Nå, men underløbet opdager vi det ikke, og overhalingerne giver moralsk energi. Den holder dog ikke længe for mit vedkommende.

Den ekstra MTB-O etape og en afsluttende krise

Vi går i krybekælderen på en af de sidste poster på hjemturen. Jacob og Rolf er ovenpå, men mit humør bliver på kælderniveau. Jeg har talt med de andre om forventningerne til at ryge ud på de "ekstra" MTB-O poster omkring Klinteskoven - og altså målområdet. I mit hoved er vi færdige. Vi har gjort det godt, og jeg ser ingen grund til at tage nogle ekstra poster. Vi når jo ikke dem alle alligevel. Moralen dykker. Heldigivis kommer jeg ingen vegne med min mening. De to andre er opsatte og ufravigelige i at fortsætte til det sidste. Det var jo egentlig også det vi havde aftalt inden løbet i forventningsafstemningen. Det er bare ligesom, jeg ikke rigtig kan huske dette. Jeg er irriteret, træt, sulten og fåmælt. Jeg hænger kun på for de andres skyld. Jeg er ligeglad, hvor mange poster vi når. Tænker mest på det måltid, der venter os, når vi kommer over målstregen. Da de andre beder mig oplyse postdefinitionen på kommende post, skal roadbooken vendes i min kortholder. Det virker uoverskueligt for mig, og de må bede mig gøre det tre gange før jeg til sidst overkommer denne store manøvre. Den sidste etape er ellers superfed - masser af singletrack - men også en del højdemeter, hvor cyklen skal med til toppene. Træls og irriterende når man er "færdig". Igen viser AR-sporten sig dog fra sin bedste side, da det handler om HOLDET. Min holdkammerater bærer mig igennem, og vi afslutter med manér og klarer næsten alle poster. Vi opfylder vores målsætning, og vi kan være tilfredse med resultatet ud fra vores forudsætninger.

Vi har udfordret os selv, skubbet til grænserne og løftet vores niveau.

Resultater kommer ikke tilfældigt.

Tak til arrangørerne og alle hjælperne for et flot og veludført løb, samt tak til Mønboerne som var nysgerrige, venlige og imødekommende.

Team Brydigennem.nu - Rolf B.H. Jakobsen, Jacob Glæsner og Tomas Riegels-Jørgensen

Skrevet af Tomas Riegels-Jørgensen

 

Tak til deltagerne Rolf B.H. Jakobsen, Jacob Glæsner og Tomas Riegels-Jørgensen
og beretningens forfatter Tomas Riegels-Jørgensen

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Tomas Riegels-Jørgensen, 12-04-2012