Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Eventyr på solskinsøen

  • RSS
06-09-2011

Efter et erfaringsrigt, men mislykket forsøg i 2010 havde Peter og Henrik fra Frederiksberg Adventure Sport sat sig for at få revanche - XPD-klassen skulle besejres, så de ku´ få revanche...


Hvem: Peter Øe Svendsen og Henrik Parker - a.k.a. Team Spiderman fra Frederiksberg Adventure Sport

Hvad: 40 timers race i disciplinerne o-løb, MTB-o, bike&run, dykning, havsvømning, inliners, kajak og coasteering.

Baggrund: Vores erfaringer med Bornholm tager sin begyndelse i 2009, hvor vi lidt overraskende blev nr. 3 i Challenge klassen - kun 4 minutter efter vinderne. Derfor mente vi året efter, at vi var klar til XPD klassens udfordringer, men desværre måtte vi udgå efter ca. 24 timer. Målet for 2011 var derfor klart: XPD klassen skulle besejres så vi fik revanche!

Forberedelser og taktiske overvejelser: Det er vigtigt at holdet er enige om målet for deltagelsen og er villige til at tage konsekvenserne heraf. Vores mål var at gennemføre - det blev så øget til en top 10 placering da vi fik oplyst at der kun var 10 deltagende hold fordi et par hold var flyttet til Challenge klassen. Igennem hele løbet og allerede før starten gik, prægede denne målsætning vores taktiske overvejelser. Som eksempel kan nævnes at vi havde trænet disciplinerne dykning og havsvømning samt investeret i svømmefødder. Af roadbooken fremgik at dykning og havsvømning udgjorde sidste del af etape 1, der bestod af et meget langt o-løb. Vi vidste at der var poster vi ikke kunne nå at tage og posterne i vandet krævede særligt udstyr (svømmefødder og dryback) som ville øge vægten af de i forvejen tunge rygsække.

Desuden var der en risiko for at tiden i vandet ville tappe kroppen for energi der nok skulle blive brug for senere i løbet. Derfor besluttede vi allerede inden løbet at springe disse poster over. Det skulle vise sig at være sig en ganske fornuftig beslutning. Igennem løbet havde vi adgang til to poser med udstyr og forplejning nemlig en inliner-pose og en kajak-pose. Posternes tidsmæssige placering og det faktum at vi ville få adgang til inliner-posen to gange blev brugt i overvejelserne om placering af forplejning herunder fordelingen mellem energi og rigtig mad.

Prolog: Løbet blev indledt af en 2 timers prolog fredag aften fra 20.00 til 22.00. Prologen bestod af bike&run, o-løb og MTB-o. Baseret på vores målsætning var vores strategi at tage det stille og roligt, i det store spil betød de få minutter der var at hente nemlig ingenting. Team Spiderman har en politik om stor åbenhed i forhold til fysik og moral, så man kender hinandens status og kan tilpasse tempo og tage eventuelle forholdsregler hurtigst muligt. Desværre måtte jeg på dette temmelig tidligere stadium af løbet gøre Peter opmærksom på at jeg havde problemer med mit knæ. Det skulle heldigvis senere vise sig at være første og sidste gang jeg havde problemer med knæet.

Hvor er vi?

Etape 1 - O-løb: Fredag aften kl. 23.30 steg alle hold om bord i bussen med bind for øjnene. Efter ca. 20 minutters kørsel stoppede bussen midt i skoven. Vi fik at vide vi var et ukendt sted på det første kort vi ville få udleveret - vi kunne købe angivelsen af startstedet for 15 minutter. Det afslog de fleste hold for XPD klassen skal jo være en udfordring. Hurtigste hold på prologen blev sendt af sted kl. 24.00 og herefter fulgte et hold hver 3. minut. Vi skulle starte som hold nr. 8 hvilket betød at det var lykkedes os at tage det stille og roligt på prologen. Ca. kl. 00.30 stod vi midt i skoven i fuldstændig mørke og funderede over hvor på kortet vi var. Det samlede kortmateriale bestod af 28 kort! Vi drøftede også lidt hvad der mon ville ske hvis vi startede i kanten af kortet og simpelthen løb den forkerte vej og ud af kortet. Så galt gik det heldigvis ikke og efter at have løbet lidt rundt og fundet nogle forgreninger på vejen kunne vi fastslå hvor vi var.

Herfra stod den på natorientering til fods. Det gik faktisk ganske fint med at finde posterne, men det tog bare rigtig lang tid da terrænet var vanskeligt fremkommeligt. Ved post 10 blev der spist morgenmad bestående af vores medbragte boller. Vi kom forbi Rytterknægten i lighed med sidste år. Da vi ankom til post 14, der var en rebaktivitet, var det allerede blevet lyst. Herefter fulgte en rask vandring til et andet skovområde hvor de sidste poster skulle findes. Nu resterede kun posterne med dykning og havsvømning så vi kunne fortsætte direkte til TA1 ca. 7 kilometer væk. Desværre kunne vi konstatere at benene var trætte og trædepuderne særdeles ømme efter en lang nat, så vores taktik bestod af at løbe en kilometer (6 min/km) og derefter gå en kilometer (6 km i timen). Endelig efter næsten 9 timer til fods ankom vi til TA1 hvor vores cykler ventede. Den længste etape vi begge nogensinde havde været på, indtil senere samme weekend.

Etape 2 - MTB-o: Som nævnt var der temmelig mange kort at holde styr på. På denne etape alene skulle bruges ikke mindre end 9 forskellige kort. Første post bestod af løbets anden rebaktivitet. Midt i en sø var posten placeret øverst på en lodret klippevæg nok ca. 20 meter høj. Vi sejlede ud i søen i kano og derefter skulle vi på skift først nå toppen af klippevæggen ved hjælp af to ascendere. Heldigvis havde vi samme mandag trænet netop dette til en FAS træning så opstigningen gik fint. Det var en rigtig god fornemmelse at have trænet denne specifikke disciplin og så bruge det vi havde lært med succes i løbet. Når posten var klippet på toppen af klippevæggen skulle vi rappelle ned til kanoen og tilbage til land igen. Postmandskabet fortalte at det tidligere på dagen nær havde gået rigtig galt da en deltager under ascending havde løsnet en stor sten der faldt og ramte makkeren der sad og ventede i kanoen. Han blev ramt i hovedet, men havde heldigvis sin hjelm på så bortset fra en ødelagt hjelm skete der ham ikke noget. Herefter blev det besluttet at makkeren skulle vente i kanoen et pænt stykke fra klippevæggen. Det er ikke et mountainbikeorienteringsløb! Sådan lød overskriften på en af nyhederne fra arrangørerne et par dage før starten på årets IEX. Nyhedens budskab var at MTB-etaperne på enkelte steder kunne få karakter af bush-whacking med 10 kg aluminium på skulderen! Ret hurtigt måtte vi erkende sandheden i dette budskab. Flere af posterne lå steder der mildest talt må betegnes som svært fremkommelige. Dette gjorde desværre at det ikke gik så hurtigt med at indsamle poster som vi havde håbet. Samtidig blev det klart at vi begge fysisk ikke var specielt godt kørende. Det er mildest talt ikke en opmuntrende konstatering kun ca. 1/3 inde i løbet. Vores form var ellers glimrende, men vi havde bare en dårlig dag. Vi gjorde hvad vi kunne for at denne erkendelse ikke tog for meget på moralen. For som Arnold Schwarzenegger sagde: ´The mind always fail first, not the body´. Der var cut-off på kajaketapen kl. 19 så ca. 2/3 inde i MTB etapen besluttede vi at køre direkte mod næste TA for at være sikre på at nå denne deadline. Det skulle senere vise sig at være den helt rigtige beslutning.

Etape 3 - stafet o-løb: Denne etape blev aflyst, da etape 1 havde taget længere tid end forvetet for alle hold. Arrangøren fortalte senere at denne etape fra starten var designet som en buffer der kunne aflyses afhængig af hvor hurtigt holdene gennemførte de første to etaper. Opgaven på etapen skulle have været at begge holdmedlemmer på skift skulle finde en række poster. Lidt ærgerligt med aflysningen da vi nok havde haft en fordel i forhold til nogle af de øvrige hold da Team Spiderman jo består af to erfarne navigatører.

Etape 4 - inliners: Der var to inliner-etaper i år mod kun en enkelt sidste år. Til gengæld fik vi oplyst at begge etaper var kortet ned grundet den dårlige asfalt der generelt hersker mange steder på Bornholm. Derfor bestod etapen kun af transport fra TA 3 til TA 4 uden poster. Inliner-etaper er generelt rigtig gode til at få spist en masse, hvilket vi også benyttede os af. For det første havde vi adgang til ny proviant i vores inliner-pose og for det andet er begge hænder frie til at spise. Det var dejligt at få godt med energi i kroppen for at være rustet til løbets kommende udfordringer.

Etape 5 - o-løb: Allerede ved starten af etapen måtte vi konstatere at tiden var løbet fra os. Klokken var allerede mange og hvis vi skulle nå cut-off på kajaketapen kl. 19 måtte vi begive os direkte til TA 5 hvor kajaketapen startede. Peter havde i mellemtiden fået problemer med benene i form at en mindre skade hvorfor vi så vidt muligt besluttede at begrænse mængden af løb. Derfor foregik hele etapen rask march og vi ankom til TA 5 ca. kl. 18.57.

Etape 6 - kajak: Denne etape skulle vise sig at være kajaketapen fra helvede! Vi havde allerede tidligt i løbet drøftet hvilke etaper og perioder der forventeligt ville give os størst problemer i forhold til at nå vores mål om at gennemføre. Jeg havde fra starten peget på kajaketapen da denne disciplin bestemt ikke er min favorit. Det skyldes primært min mangel på teknik, men desuden havde min ryg givet mig store problemer på kajaketapen sidste år. Denne etape havde kun været på ca. 20 km, årets etape fra Snogebæk Havn til Lufthavnen var nok nærmere 35 km. Desuden var vi hurtigt blevet enige om at natten til søndag var særlig kritisk da dette var løbets anden nat og den fysiske og mentale træthed ville være betydelig. Skæbnen ville at de to forhold altså kajaketapen og løbets anden nat skulle falde samtidig og ganske som forventet give os løbets største udfordring. Da vi ankom til TA 5 og fik udleveret vores kajakker kunne vi se de øvrige hold stævne ud på etapen, undtagen det hold der først ankom kl. ca. 19.03 og dermed faktisk kom for sent til cut-off. Men den lille detalje bliver imellem os. Vi havde allerede før løbet aftalt at lørdag aften skulle vi indtage en rigtig aftensmad og ikke bare energibarer og lidt boller. Så mens de øvrige hold sejlede væk bestilte jeg en pizza og Peter fik en flæskestegssandwich. Der var travlt på den lille restaurant så jeg fik lov at sidde og vente et godt stykke tid på min pizza. Pausen betød desværre at adrenalinen aftog og trætheden kom snigende, pludselig kunne jeg godt mærke at vi allerede havde været i gang et døgn. Jeg overvejede et øjeblik at tage en powernap i et sovearrangement der stod midt i restauranten. Omkring kl. 20.30 blev det vores tur til at sige farvel til Snogebæk Havn og stævne ud på det åbne hav.

Det var begyndt at regne, men det værste var at vinden var blevet markant kraftigere. Der var tale om pålandsvind hvilket hurtigt gav os store problemer da vi skulle ned langs kysten. Der gik da heller ikke lang tid før jeg kæntrede og lettere knotten måtte vade til kysten for at tømme min kajak for vand. Vi fortsatte mod Dueodde, men vi måtte til vores frustration erkende at med det hastigst tiltagne mørke og de stadig kraftigere bølger var det ikke muligt at fortsætte i kajakkerne. Peter var helt overbevist om at hvis vi kunne komme rundt om Dueodde ville vi komme i læ af vinden og dermed være i stand til at fortsætte vores sejlads. Derfor besluttede vi at trække kajakkerne langs stranden rundt om Dueodde. Det var mildest talt ikke nemt for de blev konstant fyldt med vand og så var de for tunge at trække. Knap var de tømt for vand før en ny stor bølge kom og fyldte dem igen. De 3-4 kilometer rundt om Dueodde føltes pludselig som uendelig langt og når de var overstået resterede der stadigvæk næsten 30 km til TA 6 tæt ved Lufthavnen. Holdets moral var vigende og Peter udtalte at hvis vi nogensinde kom til TA 6 ville det i sandhed været i mirakel! Jeg var ikke sen til at give ham ret og her bagefter er det tydeligt at se hvor stor en betydning mørket har haft på vores moral på det tidspunkt af løbet. Det så i bogstaveligste forstand sort ud for Team Spiderman.

Det skal bemærkes at lav moral per definition ikke findes på holdet, men det stod klart at den i hvert fald ikke var høj mere. Efter 2-3 timers trækken og masen med kajakkerne kommer vi rundt om Dueodde og der er bølgerne ganske som Peter forudsagde markant mindre. Tilbage i kajakkerne fortsætter vi vores sejlads, men moralen er dog stadig vigende for de mange timers race, den snigende kulde og mørket begynder at sætte sine spor. Vi når frem til en lille havn for enden af Dueodde strand hvor vi drøfter vores muligheder. Jeg foreslår at vi finder en fiskekutter i havnen og sover i den. Peter afviser at der vil være muligt for os at få sovet under de forhold og da vi som bekendt og grundlæggende præmis for hele deltagelse gerne vil gennemføre er det udelukket at give op. Dvs. eneste mulighed er at fortsætte. Noget tid efter havnen når vi første post på etapen. Da vi skal i land kæntrer vi begge ved udstigning på stranden pga. bølgerne. Vandet er stadig koldt og kroppen har bestemt ikke godt af at være gennemblødt adskillige timer i træk. Også her undersøger vi området for muligheder for at sove, men da det regner virker ingen steder oplagte. Vi tjekker kortet og der er næsten uendelig langt til den anden og sidste post på etapen.

Og derfra og til Lufthavnen er der yderligere temmelig langt. Uendelig langt plus temmelig langt virker som en uoverstigelig udfordring, men vi må videre. Efter at have sejlet virkelig virkelig længe har jeg behov for at strække benene. Desuden er vores sejlads på grænsen til det forsvarlige. Vi oplever begge at døse hen for at blive vækket af en bølge og med et sæt forsøger man at stabilisere kajakken. Derefter skal man lige genfinde makkeren og den rigtige retning i forhold til kysten. Da jeg kan se en tange råber jeg til Peter at jeg vil gå i land og strække ben. Igen kæntrer jeg ved udstigning på stranden pga. bølgerne og er dermed gennemblødt igen igen. Vi får tjekket kortet og opdager at vi ved et tilfælde er gået i land kun få hundrede meter fra den anden og sidste post på etapen.

For afvekslingens skyld beslutter vi at gå til posten frem for at sejle det sidste stykke. Igen drøfter vi vores muligheder og beslutter at det ikke er forsvarligt at sejle videre før det er lyst (måske bare en dårlig undskyldning for sandheden er at vi er ved at være godt brugt). Derfor aftaler vi at gå lidt rundt i området for at holde varmen. Vi er begge gennemblødte og kulden kommer hurtigt snigende når vi ikke bevæger os. Efter at have gået lidt rundt i området der viser sig at være militært skydeområde finder Peter en lille græsbakke som han synes ser indbydende ud. Jeg lægger mig lige her konstaterer han og kort efter følger jeg trop. Da jeg lukker øjnene er det sidste jeg tænker at det nok ikke er så koldt så vi dør af kulde. Jeg vågner med et sæt og kigger på mit ur. Der er gået ca. 1 time og solen står snart op hvilket betyder at det er blevet lyst hvilket øjeblikkeligt højner moralen! Til gengæld ryster hele min krop af kulde og mine tænder klaprer så højt at det vækker Peter. Vi skynder os ned til kajakkerne for at sejle videre så vi kan få varmen. Med varmen tilbage i kroppen og solen på vej op på himlen kan vi til vores store glæde konstatere at miraklernes tid ikke er overstået for efter mere end 9 timer ankommer vi ca. kl. 06 til TA 6 kort før Lufthavnen.

Etape 7 - MTB-o: I skiftezonen møder vi en række challenge hold bl.a. Michael og John der også er medlemmer af Frederiksberg Adventure Sport. Da vi er langt efter de øvrige XPD hold og kræfterne er ved at være brugt beslutter vi at køre direkte til næste skiftezone TA 7 der ligger ved Helligdomsklipperne på nordkysten. På vejen passerer vi Rønne og gør holdt ved en bager og tankstation for at købe morgenmad. Depoterne trænger til at blive fyldt efter en nat på havet. På vej til skiftezonen prøver vi at give den lidt gas på cyklen og jeg kan til min overraskelse konstaterer at jeg er mere mentalt end fysisk træt.

Etape 8 - coasteering: Coasterring etapen er kortet kraftigt ned da holdene generelt har brugt for lang tid på de øvrige etaper. Vi fortsætter vores strategi og bevæger os til fods direkte til næste skiftezone TA 8 hvor vores cykler venter på os.

Etape 9, der skulle være løbets anden inline etape er nemlig aflyst hvorfor der kun venter os løbets 10. og sidste etape.

Etape 10 - MTB-o: Løbets sidste etape bringer os tilbage til stævnecentrum lidt nord for Rønne hvor vi ca. kl. 14.30 efter 40 timers race kan stemple målposten og konstatere at XPD klassen i Island Explorer 2011 er besejret! Det er en fantastisk fornemmelse at få revanche. Kort efter sov jeg tungt på græsplænen foran vores telt stadig iført racetøj og cykelsko. Mange tak til arrangørerne for et utroligt veltilrettelagt løb.

Skrevet af Henrik Parker, Frederiksberg Adventure Sport

Denne beretning er uploaded af: klausm, 06-09-2011