Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Eventyr i Østblokken

  • RSS
31-08-2011

Vi drog fire afsted, for at teste os selv under helt nye forhold! Holdet var sammensat af USG’ere (Universitetets Studenter Gymnastik). Da vi nærmede os headquarter inden start  begyndte en række kraftige tordenbyger, det lovede jo godt for vejret! Men efter 74 timers race ankom vi atter til race HQ, fandt Dannebrog frem og løb samlet mod mål! Læs vores beretning om EM i tjekkiet.
 


14. august kl. meget tidligt om morgenen drog vi fire afsted, for at teste os selv under helt nye forhold! Holdet bestod af Lars Bukkehave, Sanne E. Hansen, Rasmus Hviid og mig, Magnus Woxholtt-Jensen. Lars fungerer som træner og har trænet os andre 3 i sportens mange discipliner en gang om ugen gennem en længere periode. Rasmus blev valgt på holdet da han præsterede at slå Lars i et o-løb (Påskeløbene) samt sætte alle godt på plads under et nattrek, Sanne blev godkendt efter et ophold på Yamnuska mountain school i Canada og jeg (Magnus) selv kom med efter jeg satte Lars på plads da han troede han skulle lære os noget om løb i teknisk terræn på molen ved Avedøre.

Ikke engang færgen kunne vi finde

I bilen på vej sydover kom første navigationsbom, da vi missede Gedser og først opdagede det da vi var ved Maribo. Med i stedet kørte vi til Rødby og tog færgen dér. Ombord blev der nydt dejligt, nærende mad med en masse kakao, efterfulgt af indkøb af mange kilo slik, bedre kendt som race mad! Da vi nærmede os race hq ved Ledeč nad Sázavou begyndte en række kraftige tordenbyger, det lovede jo godt for vejret!

Omkring midnat ankom vi som det første hold til en mørk, øde spejderlejr og blev mødt af en mand der ikke snakkede engelsk, han lavede lidt tegnsprog og gik ind for at hente en der kunne “engelsk”. Den nyankomne, tydeligt fulde mand slingrede gennem lejrområdet og viste os vores værelse, bad og toiletområde. Herefter var det bare i seng i de tvivlsomme senge og få noget hvile. Mandag-tirsdag gik med indkøb, pakning af mad, klargøring af gear og en lille cykeltur i området.

Kl. 9.20 onsdag skulle alle deltagere stille klare til start på torvet af Ledeč nad Sázavou. Der stod vi så og følte os lidt udenfor som de næsten eneste iført kompressionsstrømper. I længden blev vi dog glade for vores CEP’er, selvom de ikke holdt sig pæne og hvide særligt længe så holdt de hævningen af fødderne dejligt på plads! Derudover havde Lars og jeg valgt at bryde monopolet og tage chancen og stille op i vores Inov-8 sko i stedet for at følge flokken af Salomon-tilhængere, noget vi bestemt ikke fortrød - der findes alternativer der ude!

Kl. 10.00 gik starten! Den bød på et 5 km free-order o-løb op på toppen af alle byens toppe og ud på en ø i floden, våde fødder fra start - sådan skal det være! Efter ca. 55 minutter var vi som nogen af de første hold tilbage og på vej ud på 2. etape, 110 km MTB med indlagt Bols Cross ved CP2. Bols cross - den officielle beskrivelse lød sådan her: “Bols Cross - do not ask what it will be, we do not know. We have this guy Bols who is very creative with ropes. It usually involves lots of scrambling up, and sliding down on your ass. You will also get wet. Take it as a surprise. But you will enjoy it.” Og den stemte meget godt, CP2 lå ved en række nedlagte stenbrud, der var blevet fyldt med vand. Disse stenbrud skulle vi ned i, svømme over og klatre op af igen på alverdens tænkelige måder; rebstiger, reb med og uden knuder, udspring, fællesklatring m.m. Efter den omgang lavede vi et hurtigt skift og cyklede storsmilende og let mørbankede videre!

Resten af MTB-etapen forløb fint, vi lå og kæmpede om de sjove placeringer og følte os godt kørende, på trods af de MANGE højdemeter. På vej ned af den sidste tekniske nedkørsel på vej mod TA havde Sanne et mindre styrt, på et tidspunkt hvor vi andre var kørt lidt for langt foran, en god påmindelse om at holde sig tæt sammen!

Et hurtigt skift og så på med løbesko med inliners i hånden, etapebeskrivelsen lød “skate what you can, walk the rest” - bare vejen ud fra TA var en kombination af grus og hullet asfalt. Det blev standarden for den etape, de 75 km blev MEGET hårde, vi var slet ikke gode nok til op- og nedkørsler og måtte derfor gå meget mere end godt var! På et tidspunkt i løbet af natten blev vi overhalet af en ambulance med udrykning, straks kørte tankerne! Da vi så den holde midt på en lang, jævn nedkørsel blev vi bekymrede. Vi så at medlemmer af det spanske favorithold gik rundt og så meget opgivende ud og rystede på hovedet. Da vi spurgte om alt var ok tænkte vi at de havde taget et seriøst styrt, det var heldigvis ikke tilfældet, det drejede sig om nogle helbreds- og maveproblemer, men det fandt vi først ud af da vi kom i mål.

Vi fik kæmpet os igennem resten af etapen og så et hastigt cutoff - om at forlade TA kl 10.00 - nærme sig, så vores plan om søvn i TA røg sig en tur. Hurtigt skift, og ude på MTB igen kl. 9.40 (på dette tidspunkt havde en fra løbsledelsen set os og fortalte efter løbet at han havde været sikker på vi ville udgå - så smadrede havde vi set ud), en lang sej stigning til første CP og så en god powernap på græsset. Efter den kørte vi videre og indså på forhånd at vi ikke kunne nå næste cutoff og derfor ville blive short course’d. Men eftersom mange andre hold også havde kæmpet med inliners og misset den første cutoff lå vi allerede her godt til, så længe vi ville gennemføre.

Da vi kom ind i næste TA var vi alle godt trætte og var blevet enige om at tage 2 timers søvn. Det skulle der ikke blive noget af, p.g.a. tiden blev vi nød til at tage klippeklatring+bikecross-etapen direkte på. Det fede klatremoment bestod i 8 toprebsruter, alle medlemmer skulle vælge 2 ruter og gøre et forsøg på hver. For hver missede rute fik vi en ekstra strafomgang på den 500m lange bikecross bane. Sanne var nu MEGET træt og vi blev enige om at hun ikke var i stand til at klatre, vi andre 3 klarede relativt let vores respektive ruter og Lars og jeg blev enige om at give den aller sværeste, overhængende rute et skud mens de andre hvilede. Vi var bare glade for lidt teknisk klatring, selv om det aldrig lykkedes. Vi fik vækket Sanne og prøvet at forklare hende at nu skulle vi altså ud og køre teknisk MTB, det var hun bestemt ikke forstående over for! Banen viste sig at være en meget kuperet motorcrossbane, som vi skulle tage 2 gange som hold og en gang som stafet. Lars trak Sannes og sin egen cykel rundt på de første to runder. Undervejs vågnede Sanne op og stædigheden kom op i hende og pludselig løb hun rundt! På stafet-delen lykkedes det hende at løbe hele runden med cyklen på slæb lige så hurtigt som vi andre havde cyklet den!

Endelig tilbage i TA og Lars meldte sig frivilligt til at pakke taskerne. Jeg var så bombet at jeg ikke kunne finde min sovepose selvom den lå lige ved siden af vores duffel. Jeg prøvede dog at minde Lars om vejrudsigten og at de havde lovet kraftig regn i løbet af fredagen, han mumlede noget med at spare vægt og tage windbreakere, jeg orkede ikke at protestere. Efter de 2 timers søvn vågnede vi mens det begyndte at blive lyst. Rasmus var godt gnaven selvom det var hans fødselsdag OG vi skulle ud på hans kongedisciplin; 65 km trekking! Vi begav os afsted, godt trætte og stolede blindt på farvemarkeringerne af vandreruterne, bad move! Efterfølgende fandt vi ud af at den blå vandrerute for nyligt var blevet lagt om, vi havde gået en del km for langt og måtte vende om til sidste sikre udgangspunkt.

Nu var Rasmus vågnet op til dåd og jeg røg i mr. trekking’s træksystem. Dér blev jeg så hængende stort set hele etapen igennem uden at han virkede påvirket! Midt på dagen, midt på en mark, kom straffen for at have efterladt vores regntøj, det blev meget mørkt og blæste op. Hvis vi ikke skulle blive for kolde måtte vi have noget tørt tøj når det stoppede, så vi smed alt på nær sko og shorts (undtagen Sanne som havde taget sit regntøj med), pakkede det i drybags og satte i løb over marken. Kort efter kom haglvejret, det slog hårdt og var koldt! Vi søgte ly under et halvtag i en have, da vi kom til en by. Her fik vi varmen og fik revet vores alutæpper op og tapet sammen så de fungerede som poncho’er så vi kunne fortsætte.

En gang ud på eftermiddagen søgte vi ind på en restaurant for at få et ordentligt måltid mad og ordne vabler, det var nok godt givet ud! Det var stoppet med at regne, så vi havde revet vores poncho’er i stykker - så naturligvis begyndte det at stå ned igen så snart vi forlod restauranten! Vi fandt et busskur og tog et lille ekstra hvil. Fredag aften ankom vi til TA og konstaterede at vi gik glip af et o-løb og en gang Bols cross mere p.g.a. tidsmangel. Her så vi for første gang i lang tid et andet hold, de var ved at stå op efter en længere søvnpause. De led vist også - der blev skreget lidt mens de iførte sig sko!

Efter et kort hvil begav vi os ud på de sidste etaper, med en forventning om at holde den kørende til mål uden hvile. Sådan skulle det ikke gå, på allersidste MTB-CP, CP48 af i alt 50, efterlod vi cyklerne og trekkede ind til hvad der på kortet var 1.5 km ind og 1.5 km ud, nemt og hurtigt! Kortet var dog meget upræcist og vi var alle sammen trætte. På et tidspunkt, på vej ind til posten taber Lars det ene af kortene, uden at opfatte det og samtidig må han gå og støtte sig op af Sanne, da vi endelig finder ruin posten lægger han sig på nærmeste klippe og sover - aldrig har jeg oplevet en der kan gå “fra Hero til Zero” SÅ hurtigt! Vi troede vi fandt vejen ud ved at følge en gul vandrerute (nej, vi var ikke blevet klogere!). På et tidspunkt blev der udbrudt “NU VIL JEG UD AF DEN HER F.... ROTTELABYRINT!”, intet passede og vi endte med at tage en kompaskurs og gå ind til vi fandt kanten af skoven, tage en ny kurs og gå - endelig var cyklerne der igen!

Nu var vi alle sammen kolde og de andre var også meget trætte, så vi blev enige om at white water kano i mørket, mens vi var så kolde hurtigt kunne blive kritisk, så vi fandt en døgnåben bar og satte os der ind, fik en kop varm kakao og sov en times tid, inden vi begav os ud på de sidste par km til kano-skiftet. Mens solen stod op kom vi til sidste TA, hvor vi fik vækket en stakkels official der havde været bekymret for os. Vi fik væltet de 2 sidste kanoer i vandet og fik begyndt padlingen ned af floden som til at starte med var meget lidt white water og alt for meget søvndyssende padling. Fremad kom vi, men ikke så hurtigt som vi havde håbet. Ind imellem lå der dæmninger, hvor vi enten skulle bære over eller, som Lars og Sanne i et enkelt tilfælde, bare give gas ud over og håbe på det bedste, det sparede dem en del tid viste det sig.

Ca. ⅔ nede af strækket begyndte den sjove kano-del, med masser af whitewater og masser af store sten og teknisk padling, vi var alle 4 helt oppe at køre og vi flåede de stakkels plastic-badekar gennem alt vi kunne finde af sjove stræk! Spraydecks havde her været en fordel! Tidligere på White Water kano delen udgik 2 hold, da de tippede i mørket og blev underafkøllede. Endnu et bevis på man selv er ansvarlig for ens sikkerhed under adventure race. Vi havde kun et flip hvor Sanne var ude at svømme.

Efter 74 timer, kl. 12 lørdag lagde vi til ved race HQ, fandt Dannebrog frem og løb samlet mod mål!

Og sikken velkomst, selvom man kommer ind næste 16 timer efter vinderne, høj musik, champagne og lykønskninger fra arrangørerne! Vi fik taget et bad og sovet nogen timer før præmieoverrækkelsen kl 17, vores strabadser rakte til en 3. plads i vores klasse (academics (for Universitetsstuderende)) og en 10. plads sammenlagt! Godt tilfredse og med smag efter mere kørte vi tilbage mod DK!

 

Denne beretning er indsendt af: Magnus Woxholtt-Jensen