Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Et stort skridt for Lillebælt Adventure Team aka Team FAGI

  • RSS
Posted by rasmusvold 19-05-2013

Der er behov for en lille introduktion til denne beretning. Vi er ved at skifte navn fra Team FAGI til Lillebælt Adventure Team eller LAT. Men fordi vores race foregik under navn FAGI vil det blive nævnt et par gange nedenfor. Men fortvivl ikke, det er os hele vejen ;) .. "vores tidligere længste løb på maksimalt henholdsvis 17 timer, 12 timer og 17,5 timer. Så vi var ude og hvor vi ikke kunne bunde. "

Der er behov for en lille introduktion til denne beretning. Vi er ved at skifte navn fra Team FAGI til Lillebælt Adventure Team eller LAT. Men fordi vores race foregik under navn FAGI vil det blive nævnt et par gange nedenfor. Men fortvivl ikke, det er os hele vejen ;) .

Vi var nervøse. Selvom man ikke kunne se det på hinanden, da vi alle have et stort smil og et poker face sat på. 200 kilometers race. Det lød ikke af meget. Men der var meget kajak og der var meget kano. En fra vores hold havde lige taget skøjterne på igen efter 13 år, og hans ture i kajak kunne tælles på en hånd. En anden på holdet havde dårlige knæ, så tempoet til fods blev nød til at være lavt. For det tredje var vores tidligere længste løb på maksimalt henholdsvis 17 timer, 12 timer og 17,5 timer. Så vi var ude og hvor vi ikke kunne bunde. Det skulle blive et stort skridt for Team FAGI. Kristian Thestrup, Mikkel Sejr og Lasse Rasmussen.

Men vi var fortrøstningsfulde. Ud fra vores beregninger blev det kun til 30 timer og det var, hvis vi holdte et langsomt tempo på alle discipliner. Host, ja ja, sidder man og siger nu, når man kigger tilbage. Der blev vi klogere. Men klokken 12.00 torsdag formiddag havde vi alt på plads, havde næsten afleveret alle vores ting og vi var i gang med at recce kort. Overraskede over at vi første etape startede ved tredje skiftezone? Hold da op. Vi var på Fyn og første etape startede ved Lohals på Langeland? Hvad var nu det for noget. Nåh men vi skulle jo først i kajakken senere og der var for langt til at svømme. Men marinehjemmeværnet var der, så vi skulle sikkert sejles derover.

Og sejle gjorde vi, men der var ingen motor på. Her skal der gives en applaus til vores løbsarrangører Jeppe og Søren. Vi skulle først på en inline etape, herefter på en lækker kajaketape fra Lundeborg, Fyn til Lohals, Langeland, med Storebæltsbroen i horisonten og dejligt solskin. Herefter et fantastisk orienteringsløb hvor alle stier var blevet fjernet fra kortet. Udfordrende og interessant. Her fik man virkelig flyttet holdene fra hinanden, dog begyndte her et hyggeligt forhold til et af de andre herrehold (der var løbende). Med et kompas i hånden gør Mikkel underværker og vi kom rigtig pænt igennem, direkte på alle poster. Dog som hold nummer 12 ud af 15 da 12 kilometer løb på Langelands vestlige kyst begyndte. Men det skal også huskes at vi var på gå ben. Vi har ikke løbet på et eneste tidspunkt på hele racet.

Og nu blev bandet og bandeord var der nok af her. Monoton, nedbrydende løb på kysten, såkaldt Coastering. Det her var virkelig en distance som igen satte afstande fra de stærke til de endnu stærkere. 10 km strandløb kan tage 1 time for de hurtige, og 2-3 timer for de mindre stærke. Her blev vi taget (igen) af det hold, vi stadig ikke kender navnet på. Et herrehold med fart på. Dette hold skulle vi møde mange, mange gange på denne tur. Turene langs Langelands vestkyst vækkede minder om en gå tur på Als for ti år siden, Kristian berettede om turen med sergentskolen hvor han på stranden blandt andet mødte en kaktus med en cola, jo jo det var en fed tur ned langs kysten. I hemmelighed gik Kristian og bandede for sig selv. ( I al hemmelighed var han overbevist om, at han ikke kom i gennem racet og han skulle helt sikkert aldrig mere køre master race, men tanken om carbonhesten længer fremme og en kvalme, der langsomt forsvandt igen, fik viljen til at sejre og han nåede ikke at sprede dårlig stemning).

For at holde moralen oppe kom Lasse nu igen med vittighederne.. (note til læseren: bed ham ikke om at fortælle vittigheder kl 2 om natten under et race) .. det gav en lille moralbooster.

Og så op på jernhesten bagefter og sætte noget vind i det lange hår! Sikke en lettelse, nu kunne man mærke hvordan kilometerne forsvandt under kroppen og man nærmest fløj af sted. På tværs af Langeland og tilbage igen og ind til den sydlige del af Tåsinge, hvor vi så vores vådbeklædning nu for anden gang. Ud og her igen blev vi overhalet af vores venner af et herrehold med fart i. Vi var sluppet forbi dem på MTB orienteringen, og blev taget igen på Langelands broens lige strækning.

Den stod nu på en opslidende omgang kano. 12 kilometer op ad Tåsinges smukke østlige kyst med en pæn sidemodvind. Forbi Valdemar Slot, ind i Troense havn, forbi Christiansminde og Svendborg havn på modsatte side af vores færd og ind under Svendborgsund broen. Tunge arme, men igen en god, defensiv beslutning. Vi holdte to personer på padlerne og en i midten med den eneste opgave at føre kort og spise og så skiftede vi ved posterne. Lidt langsommere end de fleste, tror vi, men det var en energiopbyggende, vigtig beslutning. Lige ved afslutningen mødte vi Ærøfærgen, første af flere gange, og på de sidste 300m blev vi overhælet igen af det hurtige herrehold.

Op af vandet, ud på inliners med oppakning (i våddragt og redningsvest) og de 7 km ned til vestkysten på Tåsinge for at stige i kajakkerne. 27 kilometers åbent vand sejlads i kajak, bølger med hvide skumtoppe og en pæn sydlig vind, kun afbrudt af et par poster på Skarø og Avernakø. Skræmmende lange distancer over hav, når man er vant til at ro i blikstille vand, eller slet ikke ro overhoved som en af vores medlemmer havde gang i. Til trods for dette holdte vi et flot tempo på lidt over 5 km/t, der blev surfet på bølger, næroverbords oplevelser og trukket godt i slæbetovet. Sikke en fest. Fed og inspirerende tur. For Kristian var det der ellers burde være lige til en så hård oplevelse at kontakten til kajakken via mavemusklerne i en periode næsten var afbrudt. Lasse mente at Kristian burde træne mere core, mens Mikkel klart mente, at Kristian bare skulle læne sig tilbage og nyde turen. Den flotte tur i formiddagssolen var helt klart en stor oplevelse.

18 timer inde i løbet anløb vi Faaborg havn, klar til at tage ud på et 20 kilometer lang orienteringsløb på tre forskellige kort. På hele denne tur mødte vi mange hold. De overhalede os mange gange skiftevis, indtil de overhalede os igen. Vores orientering sad lige i skabet for tempoet holdte vi nede på 5-6 kilometer i timen. Det må have været irriterende at skulle løbe forbi os så mange gange på den tur, når vi var så langsomme. Ingen løb, bare fremad og nyde turen. Lange ubehagelige, kedelige transportstrækninger og smukke oplevelsesrige små stræk i flotte områder. Der var det hele.

Op på cyklen ved den smukkeste store herregård og videre ned til Holstenhus klatrepark. Hvis man ikke ved hvad det er, så er det back to basic princippet. Op og lege abe i 4-5 meters højde i alverdens baner og anordninger. Men man føler sig sikker, når man har gode folk i området. Potente og venlige instruktører holdte øje med vores færd og der var ikke noget at være bange for, da man er godt sikret på de flotte baner. Det er en oplevelse man skal unde sig en gang i livet. Og kun en, for det er virkelig hårdt for armene. Og bagefter fik vi da også et obligatorisk hvil. Vi havde glemt en hjelm i den ene kajak. Vi ringede selv ind og meldte det til løbsledelsen og fik en retfærdig sit down straf på 60 minutter. Så for at holde varmen og få lidt ro satte Mikkel og Lasse sig i ske og krammede 30 minutter på en bænk. Sødt, sexet og utrolig effektivt.

Nu tog fanden også ved os. Ud på en lang MTB-O gik det og her blev det spændende at se vores hold ryge rundt i svinget, både på cyklen men også energimæssigt. På denne 50 kilometer etape var vi alle steder på skalaen alle sammen. Lasse lå på hjul, Mikkel trak og Kristian havde kortet. Mikkel lå på hjul, Lasse lå på hjul og Kristian trak og havde kortet. Så ramte vi Svendborg by. Lasse tog kortet og trak Mikkel og Kristian. Vi svingede op og ned på kurven. Indtil det interessante skete. Alle knapper slukkede fuldstændig. Vi blev forvandlet til omvandrende amøber og vi brugte en time på hvad der ligner en kilometers FREE-O på gå ben. Her havde vi interessante oplevelser. Vores kompas virkede ikke længere (jo det gjorde det nok, men ikke for os), højre blev til venstre, hegn i terræn men ikke på kort blev ledelinjer, personen med kompasset bad os andre om at finde nord og spiralopklaring gik fra at være et bandlyst koncept til at være det eneste rigtige. Der blev puttet en masse energi i kroppen, men hovedet var slukket.

Hvordan kommer man ud over sådan en overophedning af hovedet? Man hopper da i Sydfyns iskolde vand. Adventure svømmedistancen stod på listen nu og øjnene blev åbnet. Den var delt op på tre etaper. Svømning - Løb – Svømning – Inline – Svømning og til sidst Inline tilbage til Oure. Etapen gik henover Thurø og det som først var en frygt hos de trætte racers blev til en fryd. Vi havde tre sæt svømmefødder og en gummibåd til at flytte al vores oppakning. Det var en god ide. Vi strøg igennem vanddistancerne og fik varmen igen på de landbaserede delstræk. næst sidste TA (transition area) var efter passagen af Thurø vig. så var det 5 km på rulleskøjter. Det krævede koncentration at holde sig vågen i morgensole,n når det gik ned af bakke. Af med skøjterne og så gå langs kysten med gummibåd rulleskøjter og det hele. Sidste TA passeret og en kort svømmetur med lidt strøm over til Fyn.

Vel ankommet sidste stæk til mål (faktum var at der var lidt over 7 km på rulleskøjter og ca 2 km på gå ben). Det var her langs Sydfyns kyst, vi fik den helt store natur oplevelse. Stemningen var høj, vi havde klaret det, der var masser af tid til cut off og det var dejligt vejr med en let brise i ryggen så trods oppakning og våddragt gled det hjem over mod Oure. Pludseligt råber Kristian "Hold kæft den er stor den måge. Prøv lige at se det næb. Det sku da en albatros hvad fa..... laver den her. De lever sku da ikke hernede". Kort efter kom vi tættere på skulpturen af træ og kunne nyde dens lidt skæve dimensioner. Hjernen spiller en et puds når man har set solen gå ned, stå op. Gå ned igen og stå op en gang til.

Da den sidste post var klippen var det bare ren hygge tur det sidste stykke der blev talt om bad, mad og søvn. Det var en fantastisk tur. Stor ros til Jeppe og Søren.

Tak til deltagerne Lasse Boyhus Rasmussen, Mikkel Sejr, Kristian Thestrup
og beretningens forfatter Lasse, Kristian og Mikkel

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: rasmusvold, 17-05-2013