Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

En kold nyser - Timex 360 Poland Winter Race

  • RSS
17-02-2012

En beretning fra det kolde Polen. Det var et Adventure Race på helt specielle præmisser, da vi om natten kom ned på -29 grader.

 


Timex 360 rajd zimowy Poland Winter Race 2012 med Danish Adventure Team

Tirsdag den 7/2-2012 drog Danish Adventure Team bestående af mig (Sanne Elidsbo Hansen), Janus Høhne, Anton Hansen og Johan Thorup Nielsen til Zamosc i østlige Polen, hvor vi skulle deltage i et vinterracet Adventure Race Timex 360 Radj Zimowy.

Teamet bestod oprindeligt af to andre deltagere, så Anton og jeg var kommet til som backup. Janus og jeg var de eneste, som havde prøvet at køre sammen inden og det var et mindre løb her i DK.

Vi ankom til den polske skole hvor vi skulle overnatte dagen før løbets start. Vi fik hurtigt styr på vores ting og startede en lille recogniseringstur ned i byen, da vi havde på fornemmelsen at det var der prologen skulle foregå. Vi fandt hurtigt det lokale turistkontor, som havde diverse kort og de blev nørdet i fuld udstrækning. Byen var en flot gammel befæstning med små baggårde, så det ville være oplagt at starte prologen der. Vi lurede også lidt på, hvor der var trukket langrendsspor i området og hvilke interessante terræner, som vi kunne komme ud i.

På selve løbsdagen fik vi organiseret os, så vi var klar, da de udleverede kortene kl.18.30. Janus og Anton tegnede ruten op, mens mig og Johan ordnede roadbooken og TA tasker. Inden vi gik ud i kulden tjekkede vi allesammen hinanden fra top til tå, om vi havde nok lag på. Kl. 22 stod vi klar til start nede i Zamosc på det gamle torv.

Startskuddet lød kl. 22 og prologen var nu i fuld gang. Prologen var et 7 km orienteringsløb rundt i den gamle by. Vores strategi var at lægge roligt ud og køre stabilt. Det var en rigtig god strategi, og vi ramte CP´erne lige på undtagen en. Vi lavede et godt vejvalg over en flod der var bundfrossen. Det viste sig at være en god strategi, da vi kom først igennem prologen.

Vi kom godt ud på den første MTB etape, som var 56 km. Det første stykke var rigtig god asfalt og vi kom op at køre rigtigt fint, indtil vi mødte den først isglatte vej, hvor vi som dominobrikker røg i jorden. Der var igennem løbet meget isglatte veje og det gjorde specielt mig meget usikker på nedkørslerne. Derudover fik vi valgt nogle vejvalg, hvor vi skulle igennem ½ meter sne - det hed skub din MTB. Det tog mange kræfter, men gav os varmen i de -29 grader. I forhold til kulden var vores taktik, at vi skulle stoppe og proppe ekstra lag på, når der bare var det mindste. Vi havde stor respekt for kulden og ville hellere køre sikkert og varmt end at udfordre kulden. Kulden gjorde også, at vi efter 20 min ikke havde mere væske, da flasker og camelbagslanger var frosne. Så vi måtte genoverveje vores væskestrategi på de følgende etaper. Det var ikke optimalt for nogen af os, at køre uden væske. Jeg fik dog den ide, at tage min camelbag ud, da væsken ikke var frossen nede i selve camelbagen. Det var også tåbeligt at cykle rundt med 3 kg på ryggen, som ikke kunne bruges til noget. Vi fik derfor tømt den. Det var godt at få lidt væske, dog gjorde det at vi blev meget kolde alle sammen, mens vi stod. Det bed i både fingre og tæer, så det var bare op på/skub MTB´en og få varmen.

Stålstænger

En menneske krop hærdes, som man hærder stål. Jo mere man slår på den og jo mere koldt vand den udsættes for, jo stærkere bliver den. Derfor blev vores motto hurtigt, at vi alle var stålstænger, som blot skulle hærdes. Nogen af de interne jokes der kommer op, når man er træt og har brug for et eller andet for at komme videre. Et andet citat der blev sagt utallige gange var bl.a. " kroppen den siger mere". Så hver gang vi synes det var lidt hårdt fik vi hurtig sagt - jeg er træt men kroppen den siger mere!
I TA A (den første transition area) havde vi et okay skift. Taktikken i TA`s var at sørge for at alle blev varme og fik de rigtige lag på.

Nu skulle vi herefter ud på en 18 km langrend etape. Vi tog afsted ud i mørket. Anton havde aldrig prøvet at stå langrend før, så vi var lidt spændte på, hvordan det ville gå. Jeg må dog indrømme, at jeg var meget imponeret over ham. Det kunne næsten ikke ses, at han ikke havde stået langrend før. Det var mere mig som kæmpede, og jeg kom efter den første halvdel på træk af Johan. Det var svær orientering, men Janus klarede det rigtig godt. Jeg husker tydeligt det sidste stykke, som var en bakke ned. Jeg havde taget en tur i sneen og synes det var lidt hårdt der. Jeg kigger så op og ser Anton komme susende forbi og inden han selv tager den på røven råber han: " Sanne du er en stålstang! og din krop sir mere". Jeg glemte helt hvor hårdt det var, og var ved at dø af grin. Vi sluttede langrendsetapen, da solen var ved at stå op. Det var rigtig flot og gav et ekstra boost til, når vi skulle videre ud på den næste MTB etape på 68 km.

MTB etapen vi nu var ude på føltes utrolig lang, da mange af CP´erne var placeret hvor vi skulle skubbe vores MTB eller det var isglat. Heldigvis havde vi denne etape i flot blå himmel. Den sidste del af etapen var for mit vedkommende hård, da vi endte inde i en skov, hvor vi skulle skubbe vores MTB ca.2-3 km. Det var her vi opfandt en ny måleenhed - en Anton meter - forklaring: jeg spurgte Anton hvor langt der var tilbage i det skubbe helvede, og han sagde 500 m. Jeg tænker fedt. Det er ikke langt! Jeg begynder at tælle skridt og jeg tæller og tæller. Det var så 2 km i stedet for 500 m. Så fra det tidspunkt og hver gang Anton sagde hvor langt der var skulle man gange med 4. Janus havde et utroligt overskud og sørgede både for at tage lidt vægt fra mig og hjælpe mig med min MTB.

Endelig var vi i TA B. Her mødte vi et meget sødt crew - hvem er ikke søde når de tilbyder varmt mad? Her fik vi en varm suppe inden vi bevægede os ud på den lange trek på 47 km. Den var dog blevet afkortet med et CP.
Vi havde fra start af sagt, at vi skulle løbe, når det var muligt, men det var desværre ikke muligt da Anton havde ondt i sit knæ. I stedet gik vi meget hurtigt.

Janus havde lagt den geniale plan at vi tog ruten baglæns, så vi ville kunne se de andre komme ud fra CP´erne. Så vi lagde frisk ud. Afsted i ½ m sne udover en mark. Janus går ca. 400 m foran os andre. Solen er begyndt og gå ned - midt ude på marken stopper Janus op og laver et 90 grader sving tilbage! Der hang vi andre lidt med mulen, da det var godt hårdt at gå gennem sneen. På dette tidspunkt fandt vi måske ud af planen ikke var så genial alilgevel, da vi selv skulle træde spor.

Vi havde lidt problemer med at finde nogen af CP´erne. Hver gang vi var nede og stå - var det vigtigt ikke at stå helt stille. Der var flere gange, hvor man ikke kunne mærke sine fingre. Det var ikke så slemt med fødderne fordi dem holdt man igang. Men vi var yderst gode til at hjælpe hinanden, hver gang der var det mindste. Anton, Johan og jeg havde søvnkrise på skift. Johan og jeg var værst ramt, hvilket faktisk var ret farligt efter nærmere eftertanke, da vi var ret langt væk fra TA. Men vi kom tilbage til TA B og blev enige om at tage 4 timers søvn, så vi kunne få den lange 124 km MTB etape fra solopgang. Efter at have fundet nogen sovepladser gik vi alle ud som et lys.

Bare 15 minutter mere ..

Kl.5.15 ringede vækkeuret. Det første jeg tænkte var 15 min mere, men nej! Nu skal du igang! Jeg kunne se at det var hårdt for Johan at komme op. Det er nok også det værste tidspunkt på et længere Adventure Race. Lige når man vågner og af ren vilje skal overtale sig selv til at fortsætte, fordi ens krop siger "jeg vil hellere blive her i soveposen". Vi fumlede lidt rundt i TA B inden vi kom afsted. Allerede efter 30 min måtte vi stoppe og justere lag, da jeg ikke kunne mærke mine fingre. På denne MTB etape var jeg rigtig godt kørende. Jeg synes som regel, at for en pige er den hårdest dag altid den første, da man af fysiologiske grunde er svagere end fyrerne. Men på anden dagen hvor de har kørt sig selv trætte er man mere ligestillet. På denne etape var der nogen gode bakker og ligeud stræk! Det var ikke lige noget Johan og Anton synes var det sjoveste og de kørte på ren vilje når vi lå og bankede ligeud.

Det var her vi som hold lærte hinanden rigtigt godt at kende. Der blev stillet diverse spørgsmål for at slå minutter ihjel. Min force er op af bakker og ligeud stræk, så når det gik op af bakke kørte jeg i forvejen, for så at de andre kunne indhente mig når det blev lidt mere teknisk krævende. Det viste sig at være en god strategi.

En af CP´erne lå langt inde over en mark og Anton lagde MTB´en og bragede afsted, hvilket gjorde at han havde rigtig mange smerter i sit knæ efterfølgende og led rigtig meget under det.

Stålstænger og jernheste

På vejen møder vi en polsk mand på sin jernhest, han forklarer at næste CP sidder på hans hus. Jeg er kørt lidt i forvejen ned af denne meget dårlige vej, for ikke at fryse. Den polske jernhest fanger Janus, Johan og Anton og bliver meget forarget over at jeg er kørt ned mod den her meget dårlige skovvej. Jeg venter i bunden mens kulden bider. Lige pludselig kommer den her polske jernhest af en mand bragende med Janus i hælene på en meget forfalden cykel forbi mig. Janus råber han kan spansk og han viser vej. Han kunne så to ord på spansk! Den polske jernhest kører så stærk at selv Janus har svært ved at følge ham og han viser os fint vej hen mod næste CP. Tak lille polske mand.

Ca. 20 km før vi ramte TA C måtte vi ind i en kiosk og tape Antons knæ ind, fordi han havde rigtig mange smerter. Efterfølgende er han på træk af Janus for at skåne hans knæ. Anton bed dog smerten i sig og glemte alt om stolthed! I Adventure Race er der nemlig ikke noget der hedder stolthed, er du nede - om du er mand eller kvinde tager du bare imod den hjælp det kræver for at holdet kan sammen komme hurtigere frem. Ikke noget med at være for stolt til at være på træk eller afgive vægt. Alle har en krise på et eller andet tidspunkt.

I TA C, som var en lille hytte med en dejlig brændeovn havde vi andre bestemt os for at vi ville droppe trekkingen for at skåne Antons knæ. Men det ville han ikke gå med til, så efter lidt diskussion frem og tilbage blev vi enige om at tage trekkingen i hurtigt gå tempo dog uden special task, som var en klatreopgave. Det var lidt ærgerligt - jeg havde i hvertfald glædet mig til at lave lidt andet. Men Johan var glad for han er ikke den store klatremus.

Vi fik et deeejjjllliigggt o-kort med en masse kuperet terræn stukket i hånden og ud på trekkingen kom vi (kortet har idag fundet vej som tapet i mit grejrum). Anton havde før etapen spurgt om vi skulle tage en lille lur? Lur - det måtte være når vi kom i mål. Nu skulle vi bare presse på. Det var en yderst spændende 15 km trek med ½ m sne, som vi bragede rundt i. Vi fandt fint posterne og bjerggeden Janus bragede gennem terrænet, som var det, det nemmest der fandtes i verden. På det tidspunkt så Johan lidt presset ud, men ikke nogen sure miner fra ham - han kørte bare på.

En af CP´erne havde vi svært ved at finde og i postbeskrivelsen stod der, at det var en del af special task, så vi blev enige om at den nok var fjernet, da de havde fjerne klatrebanen, da vi valgte at springe den over. Vi fik efterfølgende at vide inde i TA C at den CP skulle have være der, men at postbeskrivelsen var forkert! Vi blev enige om at hvis det havde nogen indflydelse på vores placering ville vi klage.

Vi kom forholdsvis hurtigt ud på MTB, der blot var 12 km transport til TA D. Der var en dejlig lang bakke på dette stykke og det faldt ikke i god jord hos Johan. Anton var på træk af Janus og Johan faldt længere og længere bagud. Han indhentede os dog på vej ned. Vi ankom til TA D kl. 22-23 om lørdagen, hvor vi skulle ud på den sidste langrend på 24 km. Den var dog blevet afkortet lidt.

Jeg kom hurtigt på træk af Janus (der bl.a. har kørt Vasa) og vi bragede afsted på langrend. Jeg var godt imponeret af Janus. Det rigtig godt kørt. Johan var virkelig presset på den her del, da der ikke var mere fæste på hans ski, så han kunne ikke rigtig tage ordentlig fra (den smøring vi havde med virkede bedst ned til -15 grader, så de - 30 grader gav ikke det optimale greb). Så Johan var ved at gå helt sukkerkold og han kæmpede virkelig. Anton kørte afsted trods sin knæskade, men var også presset, især på ligeud stykkerne. Men ind kom vi i TA D igen. Det var virkelig koldt! Så vi sørgede for at alle havde godt med lag på inden vi tog det sidste stykke i mål. Det var et hårdt ligeud stræk på 19 km med 2 CP´er og special task undervejs. Mine gear var frosset til, så jeg kom på træk. Det var generelt et problem vi havde kæmpet lidt med på diverse MTB etaper.

Vi kom ind til special task inde i Zamosc. Det var en rebbro over til en af fæstningerne, hvor der så inde i en af de her bastioner var placeret CP´er. Johan meldte hurtigt ud at han ikke havde kræfter til at gå reb-bro, og det var mega koldt. Vi fik hurtigt sat Janus og Anton på broen og de kørte afsted. På det tidspunkt var jeg blevet SÅ kold, at jeg ikke kunne kontrollere min krop og den rystede bare, så mig og Johan fik lov til at sætte os ind i en varm bil, mens Anton og Janus udførte specialtasken.

Da Janus og Anton kom tilbage var min eneste tanke, at jeg bare skulle gi den det sidste tilbage til mål for at få varmen. Så vi alle presser de sidste energi dråber ud og ender i mål efter 53 timer og 50 minutter kl.4 om morgenen. Ude af stand til at tage mit eget tøj af hjælper løbsarrangøren mig af med tøjet, og vi får en dejlig spaggetti ret, samt te med solbærvodka.

5 timer efter og lidt søvn er der præmieoverrækkelse. Det blev til en samlet 5. plads (4.plads hvis vi regner posten med den forkerte postbeskrivelse med) ud af 10 startende hold og vi vandt prologen. Trods kulden er det et Adventure Race, som stærk kan anbefales! Rigtig godt arrangeret.

Efter løbet ender vi inde på en polsk restaurant for at få noget mad. Det er noget af et syn for sig selv. Der er pyntet fint op og alle har fint tøj på. Det viser sig, at vi er kommet midt i et bryllup, hvilket vi først fatter efter et stykke tid. Alle ting er på polsk og vi fatter mildest talt ikke hvad det er for noget mad, som vi bestiller, men mad fik vi. De kiggede godt nok med alt det vi kunne sætte til livs.

Videre ud på motorvejen og mod DK. Lige pludselig går det op for os at vi er i lidt tidsnød hvis vi skal nå færgen og vi er vel ikke adventure racere for ingenting. Alle skift bliver hurtigt planlagt - inden vi kommer ind på tankstationer har vi gennemgået hvem der gør hvad og hvor hurtigt det skal gå. Med nerverne på højkant brager vi afsted. Jeg har den indbyggede mekanisme, der siger, når det er farligt skal du bare lukke øjnene og sove, så mens Janus, Johan og Anton sidder med nerverne ude på tøjet - sov jeg og pludselig er vi på færgen! Vi kører lige ombord og så sejler den! Velkommen til DK igen.

Video fra løbet

 

Tak til deltagerne Janus Høhne, Anton Hansen, Johan Thorup Nielsen og Sanne E. Hansen
og beretningens forfatter Sanne E. Hansen

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Sanne Elidsbo Hansen, 18-02-2012