Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Ekspeditions race Danmark - er det muligt?

  • RSS
29-09-2012

Der er langt mellem de rigtig lange løb i Danmark. I August 2012 løb nok det længste, vildeste og hårdeste adventure race af staben. West Coast Explorer. Som ung, uafaren og naiv racer, tog jeg selvfølgelig udfordringen op. Her er historien om et eventyr jeg aldrig vil glemme.

 

 

Hvad ville en almindelig sund 19 år gammel knægt lave fra torsdag til søndag? Højst sandsynligt ville han drikke sig i hegnet og slappe af med sine venner. Jeg er aldrig blevet betragtet som en almindelig teenager. Den 23-25 august 2012 stod der West Coast Explorer på min kalender. Jeg var pakket og klar til at tage på det vildeste, hårdeste og længste adventure race nogensinde. På vejen over til løbet havde jeg mine bekymringer omkring hvad jeg havde gang i, for når jeg tænkte over mine odds var det jo helt urealistisk: Jeg har kun dyrket adventure race i ca. 1 år, jeg skulle race med et hold jeg ikke havde mødt. På mit ophold på Oure højskole var der endda en adventure lære der havde sagt at løbet var alt for hårdt for mig og det kunne jeg glemme. Nu kunne jeg ikke bakke ud, så om jeg skulle hjem i en ligpose var lige meget.

I Blåvand møder jeg resten af holdet, og som forventet er det 2 mænd som begge kunne være min far jeg møder! Jeg blev fortalt at vi havde den ældste og den yngste på holdet, så derfor vil vi få lidt presse opmærksomhed i løbet af løbet. Resten af aftenen går med briefing, pakke udstyr og klargøring til starten kl. 07:00 næste morgen.

Kl. 05:00 ringer uret og efter kun 5 timers søvn kommer vi alle ud af sengene og langsomt i gang. Ved start kan vi alle mærke nerverne og vi går lidt rundt om os selv, og en fotograf udnytter denne lidt anspændte stemning ved start området til at få skudt nogle gode billeder. Kl. 07:00 går starten og alle 70 racer stormer ned til Varde å.Det er et kæmpe virvar af kajakker og mennesker, men vi kommer i vandet og er nu rigtig i gang.

Den første etape er i kajak fra Varde til Esbjerg med et par tjekpoints på vejen. Vi kommer godt fra start og efter nogle timer lander vi i Esbjerg. Næste stræk er med færgen til Fanø med et o-løb derude. I skiftezonen står jeg og skifter til moutainbike udstyr, da jeg ser en mand der står med en mikrofon og kikker på mig. Jeg tænker ikke mere over det, men det var da lidt underligt. På færgen kommer han igen og det viser sig at han er fra p4 og gerne vil lave et indslag med os. Vi når lige på de 9 min overfarten tager, at optage et radio indslag.

O-løbet på Fanø viser sig at være en stor udfordring ikke kun med at finde posterne, men bare at trænge gennem øens bevoksning! Efter flere timer slipper vi ud af nærmest jungle lignende krat, men med alle posterne i hus.

Tilbage på fastlandeter det en cykel tur til Ribe hvor et by o-løn venter os. Vel igennem skiftezonen og o-løbet starter vi på min personlige hade etape: kombi inline/løbe etape. På denne etape har løbsledelsen tænkt, at det jo var sommer og varmt, så de måtte hellere køle racerne lidt ned i nogle vandløb og søer. Resten af første nat vader vi rundt i samtlige vandløb efter poste og kæmper med, hvad der føles som en million inline og sko skift. Sent på natten kommer vi endelig til vores cykler, hvor første indtryk var at lidt cykling skulle gøre godt. I løbet af få sekunder på cyklen fandt jeg imidlertid ud af at med inliners hængende på rygsækken ville det blive en etape jeg bestemt ville huske under navnet ´´the back breaker´´.

På Rømø får vi 1 times hvil inden vi er afsted igen, denne gang ud i klitterne for at finde nogle poster på vej ned til blowkarts. Klitterne på Rømø gav os dog noget konkurrance med at finde posterne, og pga. et overset målestok, ender vi med at finkæmme hele den sydlige del af øens strand. Endnu værre er det, at der ikke er nogen vind, så vi bliver sat til at skubbe vores blowkarts rundt på stranden. Vi fortsætter mod ridning med alle poster i hus, men med meget tabt tid.

Ridning blev en ret underholdende oplevelse, vi blev sat op på en hest ´´her holder du...venstre....højre....stop,´´ ok så var vi i gang. De 2 ´´gamle´´ på holdet var ikke så meget for det, men klarede sig igennem det. Min hest var lidt lille og havde svært ved at følge med, så når det gik hurtigt endte den med at sætte i galop for at følge med. 10 km senere træder vi af hestene med ondt i røven efter en ordentlig ryste tur af hestene.

Den næste etape var 16 km indline til fastlandet og derefter mountainbike tilbage til Esbjerg. Alt går rimelig smertefrit og efter nogle timer og lidt benkrampe lander vi i Esbjerg ved musikhuset, hvor vi skal klatre og på by o-løb. Klatre disciplinerne var rebklatring, nedstigning af en stige, lidt rebklatring til toppen af bygningen, og derefter de 28 meter rappelle tur ned. Det hele skulle klatres så hurtigt så mulig, så jeg besluttede mig for at give de 2 ´´gamle´´ baghjul. Inden de 2 nåede op af første stykke rebklatring, var jeg allerede på toppen, og gjorde klar til at komme ned. Med alle på jorden fik jeg bare kommentaren ´´hvorfor kan du ikke bare nyde det lidt?´´ Det var vist bare en dårlig undskylding :)

Fordi vi ankom til skiftezonen natten til lørdag fik vi fornøjelsenaf at gå rundt i byen mellem fulde og festglade mennesker. At løbe rundt i Esbjerg kl. 01:00 med pandelampe og sportstøj, tiltrak en masse opmærksomhed, så vi var aftens festlige overraskelse for flere af de unge.

2 timers hvil og så var vi klar igen til en lang og sej mountainbike etape på 55 km tilToftlund. Det meste af den etape gik som smurt, og det lykkedes at overhale et hold i Varde plantage, som havde taget fejl af West Coast Explorer og Challange, så deres første adventure race blev lidt hårdere end de havde forventet.

Fremme ved Toftlundskulle skulle vi igen ned i kajakkerne til Karlsgårde sø. Vi fandt hurtigt ud af at vi havde lidt travlt hvis vi skulle nå et cutoff i Nørre Neble, så vi blev nød til at gøre noget for at sætte fart på processen. Holdets yngste og ældste deltagere vandt 2 mod 1 og besluttede at hele holdet skulle sættes i træk. Som en lang slange snoede vi os ned igennem åen. På trods af den en af holdets medlemmers bekymring fungerede dette system godt, da vi regnede systemet ud. Vores strategi var at have power forrest, et mellemled i midten, og en til at styre bagerst. Den eneste hage ved systemet var at den sidste kajak ville svinge helt vildt ud, og det resulterede i at bagerste (og yngste) mang fungerede som boksepude for åens breder.

Ved Karlsgårde sø var der en såkaldt ´´svømme´´ etape. I virkeligheden var det bare vandt til brystet og mudder til hofterne. På nuværende tidspunkt var vi meget presset på tid til cutoff, så vi gik i krig med opgaven og væltede rundt i mudder, vand og tangagtig bevoksning i en times tid, før vi var ude. Nu stod den på 12 km trekking og med et skadet knæ på holdet skulle det være i hurtigt gang for at nå vores cutoff. Den ældste og yngste på holdet havde en yderst underholdende og grænseoverskridende oplevelse på vores trekking tur. Detaljerne vil jeg ikke komme ind på, men det gik ud på om man kunne være i bevægelse og gå på toilettet - samtidig! Under denne etape var vi alle ved at være lidt trætte, og vi begyndte at se lidt syner. Vi så en mand komme hen mod os med hastige skridt og noget der lignede 3 burgere, nej vendt, det var faktisk Søren Strunge som var kommet ud til os med 3 burgere for at motivere os og fortælle at vi godt kunne nå vores cutoff, og at vi ikke skulle give op. Efter den behagelige overraskelse, var det bare derud af, fuld fart.

I Varde havde vi et lynhurtigt skift før turen gik til Nørre Neble. Efter en rekord hurtig etape endte vi i skiftezonen i god tid. Vi tog en god lang pause, fik spist og ordnet fødder. Jeg kunne godt mærke at min højre fod ikke havde det alt for godt, så jeg ville godt lige kikke på den. En tå var specielt medtaget, fordi en vabel var blevet til et væskende kødsår, med gule og mørke pletter. I lyset fra solnedgangen greb en fotograf chancen for at få billeder af nogle rigtig klamme fødder, så med nål og saks sad jeg midt i en mini fod operation da han nærmest holder udløserknappen nede, med sit kamera 50 cm fra min fod.

På skinnecyklerne fik de 2 yngste på holdet lidt ro, mens den ældste lige skulle, ´´cykle af´´ som han så fint kalder det.

Den næste etape havde noget af den sværeste orientering jeg har oplevet. Vi blev mødt af Thorbjørn og fik lidt tips til posterne, så vi bare havde en chance, om natten. Vi brugte 2 timer på at vade rundt i 2 meter høje siv og vand, for at finde 2 poster. Jeg var meget træt på det tidspunk og havde svært ved at holde mig vågen. Langsomt vågnede jeg dog mere og mere pga. intens smerte i lysken. Jeg snakkede med resten af holdet og vi besluttede at gå stille og roligt ned til posten på stranden, for at se om det blev bedre. Jeg gik selv forrest med de andre lidt bagved, og hvad de ikke viste, var at jeg græd. Jeg græd ikke fordi det gjorde ondt, eller fordi det var for hårdt, men fordi jeg viste at løbet ville slutte for mig. Nede på stranden fik jeg lidt at spise inden jeg brød helt sammen. ´´ Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke være skadet, det går ikke´´. Vi fik kontaktet løbsledelsen og inden længe blev jeg hentet at vores supportere. 2 timer senere blev resten af holdet hentet uden 13 poster. De fik et par timer på øjet og fik lov til at tage den sidste etape. For mig var eventyret slut, men det var fantastisk at se mine kammerater komme i mål. Jeg trøstede mig ved at vide at da Søren fra løbsledelsen var 19 var han på et race i 61, jeg gik ud efter 65 :)

If you´re not failing once a while, you´re not trying hard enough.

Tusinde tak for et fantastisk race!

 

Tak til deltagerne Søren Spang, Claes Månsson og Mikkel Schelde
og beretningens forfatter Mikkel Schelde

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: Mikkel Schelde, 27-09-2012