Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Den gang, vi drog vest på...

  • RSS
22-01-2012

Det var en mørk og stormfuld aften... Øh nej. Det var faktisk en lun og stille aften midt i august og dette er en beretning om deltagelse i WCC 2011 baseret på oplevelserne for Frederiksberg Adventure Sport 1. Der er tilsat et let krydderi af røverhistorier og læringspunkter fra det 1½ andet hold der deltog fra FAS.

 

 

Michael Mortensen, Henrik Parker og jeg selv havde sat hinanden stævne kl. 15 i Alslev uden for Varde. Konceptet for WCC11 var free order, så der var lagt op til en del taktiske overvejelser for at få lagt den perfekte rute. Som en ekstra dimension til ruteplanlægningen, skulle vi tage højde for den store tidevandsforskel, der er på disse kanter. Der var jo ingen grund til at kæmpe imod mere vand end højest nødvendig. Roadbook´en til WCC11 var et opslagsværk af dimensioner kun overgået af Bibelen og IKEA kataloget. Heri kunne vi finde svar på alle vores spørgsmål og mere til. Specielt den lille finte med at starten på løbet rent faktisk ikke skulle gå fra Alslev, men fra Rømø ca. 100 km stik syd for Alslev. Så efter aftegning af poster og planlægning af den bedste rute kørte vi i bilkortege til Rømø.

Vi ankom ca. 30 min før starten gik, så det blev lidt hektisk inden starten, for der var tasker, der skulle pakkes og cykler, der skulle trimmes. Her er vi lige nødt til at tage et break for at kigge på læringspunkt nr. 1. Når man nu i sådan en hektisk situation skal have styr på sit grej og have medbragt det rigtige, er der enkelte ting, der er vigtigere end andre. Et eksempel på dette er alle de udleverede kort... Det fandt FAS 2 ud af på den hårde måde, da de stod i den anden ende af Rømø og manglede et kort, de havde efterladt i bilen.

Starten

Vi var som beskrevet temmelig presset på tiden og ankom til startboksen som de absolut sidste. Starten foregik ved, at alle var lukket inde i en indhegning og skulle ud igennem lågen ved start. Indhegningen var helt fyldt, så sidste hold ind var også første hold ud. Ikke at det var en bevidst strategi, men det betød at vi kom ud af startområdet som de allerførste. Vi kan faktisk med stolthed sige, at vi har ført WCC11! - dog kun i ca. 20 sekunder, så kom Daredevils blæsende indenom. Det lykkes os dog at hægte os på, hvilket betød at løbet blev startet i et hæsblæsende tempo - super fedt at ligge der sammen med en række af favoritterne og bare suse af sted. Vi kørte nordpå på en cykelsti i en lille gruppe på ca. 4 hold, og jeg nåede lige at tænke "fedt vi ligger alene i front sammen med favoritterne". Så kom jeg til at kigge til højre ud på vejen lige ved siden af cykelstien. Her var der så mange cykler, at det ville få Beijing i myldretiden til at blegne ved siden af.. Lidt øv, men i det mindste var vi med der, hvor det skete.

Vi var under planlægningen usikre på om vores rutevalg var det rigtige. Det er jo et relativt spørgsmål, men i det mindste havde vi valgt samme start som mange andre, så helt forkert kunne det da ikke være. På et tidspunkt smeltede vores lille gruppe sammen med den store gruppe på vejen. Man kan jo spare lidt på kræfterne når man kører inde i sådan en kæmpe klump, men det giver også lidt panikagtige scener, når man møder et rødt lys - stopper de eller stopper de ikke? Den første post blev klippet ved indkørslen til en grusvej, der efterfølgende skulle føre os ned til digerne ud imod vandet. Som mange andre havde vi valgt at starte med tre poster placeret ude i selve vadehavet. På tidevandstabellen havde vi læst, at der kl 01.30 max ville være 10 cm vand. Det var også rigtigt, at der næsten ikke var noget vand, men vi havde ikke lige medregnet de 30-40 cm mudder, der var nedenunder. Det meste af tiden var man i mudder til imellem midt på skinnebenet og knæet. Men egentlig et godt valg da vi på dette tidspunkt var friske. Vi blev fortalt, at dem der valgte en anden strategi og havde taget posterne om morgenen/formiddagen havde vadet i vand til midt på brystet.

Efter at have klippet posterne i vadehavet ´Vaden 1-3´ valgte de fleste hold at tage dæmningen ind til fastlandet. Vi havde valgt lige at tage et par poster mere inden turen gik i land. Der var højt humør og let opløftet stemningen oven på den gode start - og så sker der det, der altid sker. en punktering. Michael punkterede, men demonstrerede lige hvordan sådan et slangeskift skal klares. Det tog ikke mange minutter, så var vi kørende igen. Der skulle mere til at ødelægge vores gode humør, så af sted det gik igen. Efter endnu en post på toppen af en lyngbakke var der mulighed for at splitte holdet op i to. Michael kørte imod en nærtliggende post på egen hånd (uden kort) imens Henrik og jeg tog os af en post placeret lidt længere væk på et åbent hedeområde. Vi brugte lidt ekstra minutter på at finde den rigtige lyngbakke inden vi kunne klippe posten. Da Henrik og jeg efterfølgende ankom til det aftalte mødested, var der ingen Michael? Efter et par minutters ventetid kom Michael dog. Han havde gennemført hans del rigtig hurtigt og var ankommet til mødestedet for længe siden. Efter nogen ventetid var han blevet bekymret og kørt tilbage til der, hvor vi havde skiltes tidligere. Heldigvis kom han tilbage til mødestedet, inden vi kørte ud for at lede efter ham...

Vand, vand og atter vand

Efter vi blev samlet igen, gik turen over dæmningen ind til fastlandet. En lille frisk tur på 10 km uden sving og bare fladt ligeud. Her tog Henrik teten og lagde sig forrest i et imponerende tempo, der ville få Bjarne Riis til at kigge imod Bryggen, næste gang han mangler en tempospecialist. Vel ovre skulle den næste post klippes langt ude ad en grusve,j og der var faktisk ikke anden løsning end at køre samme vej frem og tilbage. Imens vi for fuld skrue kører tilbage ad denne uendelig lange grusvej erklærer Michael pludselig "Hey gutter, jeg tror sku det er min mosters mark den derinde!" Han kunne åbenbart ikke kende den på vejen ud, men fra den rette vinkel var der gensynsglæde. Humøret var stadig i top og nu var Michael jo nærmest på hjemmebane. Efter lidt grusvejsrace og en post klippet under en bro ankom vi til et område langs en å hvor en række poster var placeret. Som alle andre valgte vi at tage disse poster til fods.

I skiftezonen til løbesko mødte vi vores klubkammerat Otto, der havde en australsk makker til lejligheden. Efter lang tids regn var store dele af området oversvømmet, så der var inden forhåbninger om at slippe derfra med tørre sko. Første post var på kortet var placeret på kanten af en sø. Den lå dog nu i en mega vandpyt/sø. Næste post skulle ligge langs med åen. Da det meste af området var under vand valgte vi at gå langs med åen (i vand til knæene), og så skulle vi i teorien støde på posten på et tidspunkt. Vi tvivlede på strategien mange gange undervejs, men efter lang tid dukkede den op. Igennem et tæt buskads og så op på en jordvej. Her steg tempoet en del og næste post blev snart klippet. Tredje post skulle ifølge kortet og GPS koordinaterne (ekstra tiltag i WCC11) ligge på den anden side af åen. Ja, der var ingen broer at se, så der var kun en vej, og det var at svømme over åen. Vi kom over åen uden tab af pandelamper o.l.

Med sådan en GPS kan man jo gå lige på posterne og som sagt så gjort. Ganske få minutter senere kan vi finde os selv stående i vand til navlen i en meget ildelugtende mose. Men til gengæld var vandet varmere end det i åen. Posten blev klippet og kursen lagt imod den næste post. Det er fedt med sådan en GPS, men man mister altså orienteringen. Da vi ikke havde koordinator på den næste post måtte vi i gang med kort og kompas. Men hvor var vi nu lige henne? Efter lidt tid kom vi på ret kurs igen. Da mødte vi et topersoners mixhold, der havde mistet begge pandelamper plus deres kompas. Hmmmm. så var vores små navigationsproblemer ikke helt så store længere. Vi kom til der, hvor vi mente den næste post skulle være. Det eneste problem var, at vi lige skulle krydse åen igen. Efter endnu en svømmetur fandt vi posten præcis der, hvor vi forventede den ville være, sådan! Så blev kursen sat tilbage imod cyklerne. Her er det så blevet tid til læringspunkt nr. 2. For hvem mødte vi tilbage ved cyklerne? Otto! Han havde lige snuppet alle posterne inden for samme tidsramme som os. Ja læringen må være, at man kan løbe så stærkt man vil, men lige lidt hjælper det, når man er oppe imod en garvet orienteringsløber.

Siv, siv og atter siv

Efter et stop ved en enkelt post gik turen ellers tilbage til Rømø. Her stod den på en række poster i varierende klitplantage. Tempoet var stadig højt og ligeledes var humøret. Efterhånden som vi fik ædt os igennem posterne nærmede vi os stranden. En af de sidste poster inden stranden var placeret på toppen af en bakke. På toppen sad to søvnige fotografer, der havde ikke set andre hold i 3-4 timer. Det kunne jo både være godt og skidt. Vi valgte, at tolke det som om, vi var langt foran alle andre.. Ja humøret var stadig i top. De sidste to poster inden stranden bød på løb på diger og en længere tur i et hedeområde. Efter at have klippet den første post skulle jeg lige stoppe og hælde vand fra kartoflerne. Det benyttede Michael så til at råbe "sidste mand ved næste post er en ... [Censureret] hvorefter han og Henrik sprintede ud over heden - SUPER! Da jeg endelig var færdig, var jeg håbløst bagefter. Tak gutter!

Forsvinder i sivene

Næste stop var den store brede strand på vestsiden af Rømø. Første post havde det noget lovende navn: "den ultimative sivjungle". Det var en af de poster, hvor vi havde GPS koordinator på, hvilket viste sig ikke at være uden grund. Sivjunglen var et område på størrelse med 10-12 fodboldbaner stort set dækket med siv. Enkelte steder inde i området var der åbne områder, der nærmest mindede om små søer. Afsted det gik med GPS´en som guide ind i junglen. De fleste steder gik man i vand til knæerne, enkelte steder helt op til brystet. Det var med at holde hinanden i kort snor for ikke at blive væk. Vi fandt posten der, hvor GPS´en sagde den skulle være - ikke overraskende. Vi fik senere at vide, at man da løbet startede havde fået placeret posten 40 meter forkert, hvilket i denne sivjungle gør den umulig at finde. De havde heldigvis fået posten på plads da vi nåede frem.

De mange timer og sivjungle begyndte at sætte sig i benene, men vi havde stadig nogle hårde km tilbage. De næste poster var placeret på små øer ud for Rømø´s brede strand. Vi havde planlagt vores rute, så det var lavvande, når vi skulle tage disse poster. Planen var at blæse af sted på MTB imellem de forskellige poster. Ja vi cyklede godt nok, men at sige, at vi blæste af sted, ville nok være at tage munden for fuld. Det var meget blødt at køre i, hvilket satte sit præg på tempoet. For at sige det lige ud, så måtte vi knokle hårdt. Højdepunktet var da vi skulle krydse en rende, der var så dyb, at vi måtte løfte cyklerne op i hovedhøjde på vejen over. Efter at have klippet sidste post på stranden, gik det østover ind imod en valgfri løbepost, der ville give os 16 bonus minutter. At tage denne post viste sig senere, at være et rigtig godt valg. Efter den valgfrie post var der kun to poster tilbage på vejen imod målet. Vi kørte i mål efter 9 timer 41 min race. Med vores bonuspost gav det en måltid på 9 timer og 25 min lige akkurat nok til at snige os forbi FAS 2 i den samlede stilling. Her kunne det 3. læringspunkt jo sagtens være, at man altid skal tage bonus poster, men det ville være for billigt :-) Alt i alt et fedt løb i et fantastisk terræn.

 

Tak til deltagerne Henrik Parker, Jesper Tidsvilde Hildebrandt og Michael Mortensen
og beretningens forfatter Jesper Tidsvilde Hildebrandt

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: klausm, 1/22/2012