Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Debutanten

  • RSS
09-09-2011

Så oprandt dagen hvor jeg skulle være med i mit første adventure race, AR, West Coast Challenge, WCC. Jeg var nu officielt med på Team Neverlost. Vi mødtes for et par uger siden hvor Claes og Søren gennemgik hvordan man forberedte sig til et sådant race og ting og sager man skulle have i tankerne. Men nu gjaldt det et rigtigt race


 

Så oprandt dagen hvor jeg skulle være med i mit første adventure race, AR, West Coast Challenge, WCC. Jeg var nu officielt med på Team Neverlost. Vi mødtes for et par uger siden hvor Claes og Søren gennemgik hvordan man forberedte sig til et sådant race og ting og sager man skulle have i tankerne. Men nu gjaldt det et rigtigt race.

Vi startede fra Sønderborg kl. 10.30 lørdag formiddag i Claes´s camper hvor cyklerne blev spændt fast og vi fik læsset resten af vores grej ind. 2 timer efter sad vi på Alslev Skole uden for Varde, hvor arrangørerne, Søren Strunge og Mette Rieck, havde sørget for lokaler m.m. så man kunne forberede sig. Vi checkede vores ankomst ind på computeren og gik så i gang med at kopiere de 35 poster fra masterkortene ind på vores udleverede kort. De foregående to år WCC har eksisteret, har racet fundet sted på det militære øvelsesområde ved Oksbøl og det var også dette område vi havde studeret lidt nærmere fra sidste år, da vi mødtes hos Søren for et par uger siden. Vi kunne dog med det samme se at det her ikke skulle foregå i Oksbøl, men derimod på Rømø samt en del af fastlandet på den anden side af dæmningen. Det passede mig fint da jeg kendte Rømø lidt fra mange strand- og badebesøg i mine barndoms- og teenagerår og også som voksen har jeg da været der flere gange årligt. Senere skulle Rømø vise sig fra en lidt anden side end jeg havde forventet!!!

Vi, dvs. mest Claes, nørdede rundt på Google Earth efter at vi havde fået alle posterne kopieret og efterhånden fandt vi ved hjælp af det og den udmærkede roadbook ud af, hvilke landskabsudford-ringer vi kunne se frem til/frygte! Husk på, dette her er en debutants beretning:-)

Starten var sat til kl. 12 midnat, men blev udskudt til kl 01.00. Under første breefing kl. 16.00 var tre af posterne blevet ændret grundet regnvand på stranden og andre vejrmæssige ting. Det betød at den ene post helt blev slettet og den anden, S1, ville måske blive slettet og den tredje blev en bonus post, hvor man kunne trække 26minutter fra, hvis man valgte at tage den. Vi gumlede lidt på den og efter at have nørdet lidt på Google, blev vi enige om, at den eventuelle tidsbonus, man kunne opnå, var for lille i forhold til hvor svær posten ville være at finde, specielt da den lå sådan på vores valgte rute, at det stadigt ville være mørkt. Desuden var det i bike´n´run-zonen og med alt det vand, der var på ruten, var det usikkert hvor meget tid det ville koste. Det viste sig senere at de fleste vist nok havde droppet den.

Aftensmaden stod Claus for. Han var skadet og havde i stedet valgt at tage med som support og stå for aftensmaden. Spaghetti med kødsovs, tomat-og-mozzarella salat samt honningmelon til dessert. Guf!

Ved briefingen kl. 21.30 fik vi at vide at posten S1 stadig var usikker, så vi lagde en lille plan B for den del af ruten. Endelig besked ville vi få 15 min. før start. Desuden var en anden post blevet ændret så den lå tættere på en asfaltvej og i tilgift var den nu forsynet med en GPS-position. Derefter var der 10 minutter, hvor der blev fortalt vitser og grunden til det var, at der var udlovet en gebyrfri deltagelse i stævnet til det hold der fortalte den bedste vits. Der var et par rigtig tamme, samt nogle gode, men holdet der vandt havde sammensat et digt over 5-6 vers, og de løb med sejren.

Derefter pakkede vi ned og ryddede op på skolen og kørte så i camperen ned til startstedet på den sydlige del af Rømø. Skiftede til cykeltøj, fik flasker og lygter på cyklerne, træksystemer, mad og energibarer i rygsækken og løbesko, kompasser, GPS´er og alt det andet. 15 minutter før start stod vi klar med de andre ved stregen. Vi fik at vide at posten S1 Stadig var med på ruten og at vandet på stranden var blæst delvist væk, så alt i alt var forholdene gode. Vi havde også fået at vide ved seneste briefing, at startsignalet ville være lidt "fesent", så da der pludselig lød et BANG!!!!!!! rykkede det i nogle enkelte, men det viste sig at være en punktering, så et par stykker fik rigtigt travlt med at lappe, for der var kun 5 minutter til start. Jeg husker ikke om der var noget egentligt startsignal, men pludselig kom alle på cyklerne og vi var på vej.

Nu er jeg selv aktiv triatlet og er vant til at starte i større mængder af folk, men det er i dagslys og i vand, som regel iført våddragt, og alle skal samme vej fra start af. Vi skulle ud på en vej fra parkeringspladsen og allerede der var der tre nye ting for mig:

 

  1. Jeg var jo på hold med to andre og vi skulle jo gerne forblive sammen under hele turen
  2. Det var mørkt og alle lignede hinanden med cykelhjelm og pandelampe og rød baglygte.
  3. Og alle skulle IKKE samme vej.

 

Så lige pludselig var jeg midt i blandt cykler der både skulle til højre og venstre, og hvor var Claes og Søren!!!?? Men jeg vidste vi skule til højre, og lidt efter kunne jeg kende Claes og så råbte Søren, "Claes!! Bo!!" for lige at vide om vi var med, og så lærte jeg, at det i mørke var den måde, man sikrede sig at man var sammen.

De første 3 poster var overkommelige med cykel og lidt løb (løb i cykelsko - en ny disciplin for mig også) på asfalt og grusvej og lidt sand/græs. Men så blev der skruet op for pulsen. En normalt tør og fast sandstrand kunne nu efter den seneste tids megen regn, kørselsmæssigt, sammenlignes med en græsplæne der ikke er blevet klippet i 4 uger og med vandpytter der vel nærmere kunne betegnes som små indsøer, omend af søer at være, lavvandede, men til tider med 15-20cm vanddybde. TUNGT! Det var de næste 4 poster, da der mellem post 5 og 6 var blevet givet en kurs til en ekstra post. Sidste strandpost, før man kunne glæde sig til almindelig vej/sti de næste mange poster, hed DSU - Den Ultimative Sivjungle.

Posten levede op til sit navn. Jeg vidste godt på forhånd, man blev våd; nu skulle det føles!!Heldigvis var det en GPS post, så vi havde de nøjagtige koordinater. Men det skulle vise sig at posten var lagt forkert ud. Eller koordinaterne ikke var rigtige. Uanset hvad, så var der efterhånden ca 30 mand der rodede rundt i 4m høje siv i vand til knæene, lårene og navlen, afhængig af hvor i junglen vi var på et givet tidspunkt og hvilken kropslængde man fra naturens side var udstyret med! Og ingen kunne finde posten. Team Als med Mads og Nicolai mødte vi også derude. Dem rendte vi ind i flere gange senere også. Til sidst var der nogle der fandt posten. Alle var enige om at den var forkert placeret og i mål, mange timer senere, fik alle da også noget tid godtgjort.

Dette var også den første post, hvor vi skulle efterlade cyklerne og jeg fandt ud af vigtigheden af at få en GPS-position på cyklerne, så vi kunne finde dem når - og hvis!!!! - vi kom tilbage. Når man står i siv til langt over hovedet og halvt begravet i brakvand, så er N, Ø, S og V ukendte retninger med mindre man er udstyret med kompas eller en GPS-position; og specielt i mørke.

Tilbage på cyklerne og et kvarters tid på en lidt mindre anstrengende - læs "mindre våd" - strand, var der en bike´n´run disciplin, som kun var 500m lang, da to af de tre poster var sløjfet eller valgfri. Allerede her kunne jeg se afgørende forskel på triathlon, hvor man jo finder ind i en rytme og derefter holder en mere eller mindre konstant puls. I AR, har man en nogenlunde jævn puls under cykling eller løb, en højere puls hvis man skal op af en bakke eller står i pløre til midt på lårene og skal tage et skridt der starter med at få det ene ben ud af pløret, mens det andet synker i, eller sivene på forunderlig vis får sig snørklet ind mellem benene, så man mister balancen og hvor bundforholdene kan ændre sig inden for et halvt skridts længde. Det er som at gå op eller ned af en trappe hvor der nogle gange er et trin ekstra og nogle gange ingen trin. Og pulsmæssigt er der så tidspunktet, hvor man finder posten og lige kan få den helt i ro igen, mens man får klippet sit kort/armbånd og får checket retningen til næste post.

Jeg tænkte på dette tidspunkt, efter ca 2 timers ræs, at det vist gik meget godt indtil videre, når man tog i betragtning jeg ikke helt vidste hvad jeg var gået ind til og især min meget mangelfulde form. Nu havde jeg vist prøvet det hårdeste under dette ræs, nemlig sivjunglen.

Jeg blev klogere!

De næste poster bestod af en splitpost, hvor man splitter sig op og finder hver sin post, og så mødes igen. Man har dog stadig kun et kort at gå efter, så den ene halvdel af holdet skal huske ruten, ikke kun til den post de skal finde, men også til det aftalte mødested efter at have fundet posten. Det var nu ikke så kompliceret i dette race. Nu var der igen fast grusvej og asfaltvej de næste 3-4 poster. Livet var ikke så galt endda!!!

Vi susede på cykel ud mod de tre vadehavsposter. Claes havde fra start af haft tjansen som GPS-chef og havde konstant check på, hvor vi var og hvor næste post var. Da jeg ligger i den tunge ende rent vægtmæssigt, var det fedt endelig at være på lige, fast sti, så nu følte jeg, at jeg godt kunne æde lidt vind for de andre to. Så op på stor klinge og så derudaf. Et blik bagud og jo, de to andre var der. Videre gik det. Endnu et blik bagud - "hov, hvorfor er de så langt bagud lige pludselig?. Jeg må jo virkelig have trådt til." Jeg fortsatte til næste post der kun var et par hundrede meter forude og ventede på dem der. Det viste sig så, at jeg var suset lige forbi en af posterne, der ellers lå helt ud til stien. Heldigvis var det en masterpost, så det var kun Søren, der havde masterkortet, der skulle klippe. Ellers havde jeg måtte køre retur og selv klippe.

Nå, nu var vi kommet til 3 poster der hed hhv. Vaden 1, Vaden 2 og Vaden 3. 200m lige ud i vandet lå første post, ca 200m parallelt med kysten videre henne fra første post, lå anden post og igen ca. 200m længere væk, men dog tættere på kysten lå tredje post. Alt i alt måske 750m i distance fra man forlod kysten til man igen stod med fast grund under fødderne. Det var da en distance man selv som ikke-motionist burde kunne forholde sig til og komme igennem, skulle man tro. Ifølge tidevandstabellerne var det ebbe ved 1-tiden, altså på start tidspunktet og højvande ca. kl. 7 morgen. Klokken var ca 4 om morgenen da vi er nået hertil og da vi nåede ud til Vaden 1, er vi trods alt kun i vand til knæene og dybere bliver det heller ikke. Det var ikke vandet der gjorde det til en udfordring overhovedet. Det var dyndet/mudderet.

  1. Hvis man nogensinde har spist nutella der lige er kommet ud af køleskabet, ved man det ikke spredes helt så let som hvis det har stuetemperatur; det er lidt trægt at fordele.
  2. Hvis man har lavet en jernmand og kender ens skridtlængde efter en sådan - til uoplyste individer kan oplyses at en sådan skridtlængde i grelle tilfælde kan måles i en-cifrede centimeter - så ved man hvor stærkt det går når man er ude at gå med hunden; det går ikke stærkt!!!
  3. Hvis man har set en ko ligge på en mark og tygge drøv efter et par timers fornøjelig græsning på en saftig, langhåret græsmark, så ved man, at det ligefrem lyser ud af dens store, blanke, naive, milde, fugtige uskyldsøjne hvor lidt motiveret den er til overhovedet at bevæge sig.
  4. Hvis man på noget tidspunkt i sit liv har haft et mareridt hvor man på en eller anden måde i mareridtet føler sig totalt fanget og ikke kan få benene i gang så man kan flygte fra det onde, så ved man hvad det vil sige at være bevægelseshæmmet og ikke-mobil.
  5. Hvis man til en god middag, specielt hvis det er en buffet, har taget så rigeligt til sig og i tilgift har glemt at der var dessert og ups...."det skal vi da også smage", og kaffe og kage ryger også ned, selv om man flere timer før egentlig havde stillet den almindelige sult, så ved man hvad det vil sige at føle sig tung.

Vi vadede ud. Og der gik kun ca. 25m før fornemmelsen, man kender fra at træde i en mudderpøl i skoven, blev afløst af tanken "Hva´ fan´n, det er sgu da kviksand det her!!!" Og her er så forklaringen på ovenstående 5 punkter. Jeg har prøvet en del og udsat mig selv og min krop for fysiske udfordringer, der ikke falder ind under betegnelserne "normalt" og "velovervejet" og "fornuftigt". Og jeg er kommet igennem det hele. Men i min nuværende situation, følte jeg mig i den grad som køleskabskold nutella med en skridtlængde der i enkelte tilfælde var negativ, en motivation, der var lig nul, en bevægelsesenergi der ikke kunne måles med selv de mest følsomme måleinstrumenter, og en tunghed jeg aldrig før har oplevet, både mentalt og fysisk.

Det er lidt pløret her

Jeg sank i, og det helt op til skridtet. Først det ene ben, og når jeg prøvede at hive det op igen, så røg det andet i, og det gjorde det som regel inden det første var kommet helt fri. Og med et ben sunket i til minimum knædybde, så er det stort set fysisk umuligt at tage noget der kommer i nærheden af at kunne kaldes et skridt. Selv en panisk, tissetrængende 80-årig i dårlig form og med to benproteser, ville uden anstrengelse have en skridtlængde der var større end min var på det her tidspunkt. Selvsagt blev der sat personlig rekord i tilbagelæggelsen af de ca 750m. Nemlig mellem tre kvarter og en time!!! Det trak i den grad fysisk og mental energi ud af kroppen på mig. Claes og Søren???? Nogle af de kommentarer de kom med og som jeg opfattede, var:

"Det er lidt pløret her"

"Kom så, Bo"

"Godt kæmpet, Bo"

"Går det, Bo?"

"Bo?????????"

De nærmest svævede hen over dette mudderhelvede i forhold til mig. Ligesom DUS posten, levede disse tre poster også op til deres navne; der blev i den grad vadet!!!! Jeg husker ikke, om der var en af disse tre poster, der skulle klippes af alle på holdet, men jeg ved med sikkerhed at to af dem ikke skulle og jeg tror faktisk at alle tre bare var til masterkortet. Med andre ord kunne jeg måske have sparet mig selv for disse, på dette tidspunkt, næsten uoverskuelige anstrengelser. Samtidig satte jeg dog en ære i at være med i alle del af racet på lige fod med alle andre. Og nu efter godt et døgns mental evaluering af min oplevelse i det hele taget, så er jeg med igen næste gang:-)

De næste 5 poster var på fastlandet og der lå ca 10 km´s landevejskørsel over dæmningen. Her var min chance for at tage en del af slæbet. Til træning havde jeg godt kunnet tage føringer på lange lige stræk, og det ville jeg gerne bidrage med her, så Søren og Claes kunne lægge lidt i læ. Men igen måtte jeg sluge lidt stolthed og lægge mig bagest, endda gørende brug af træksystemet på Sørens cykel. Jeg var gået sukkerkold!!

Jeg havde i den grad sultfornemmelse og jeg havde i den grad mad-lede. Ikke kvalme, men bare overhovedet ikke lyst til at få noget i maven. Men jeg vidste også fra tidligere erfaringer indenfor triathlon, at det var alfa og omega at få noget i systemet, for ellers var det slut for holdet. Så jeg brugte de sidste 7km på dæmningen, til mentalt at forberede mig på at tvinge en medbragt nutella-bolle ned i svælget, og ved første post på fastlandet åbnede jeg en medbragt sodavand og tog lidt bolle. Det blev til lort i munden på mig!! Det krævede koncentration at sluge bare lidt af bollemassen af gangen. Claes foreslog at vi trillede et par kilometer, mens jeg spiste, men jeg afviste blankt og fortalte ham meget bestemt at jeg havde brug for 2 minutter til bare mentalt at få lidt af gejsten tilbage. Jeg vidste fra tidligere, hvornår jeg var ude i tovene, og lige her og nu var jeg udenfor tovene. Jeg fik mine to minutter og så begyndte vi at trille igen. Heldigvis var her jævn, bred grusvej og lidt senere et par kilometer med asfalt, så jeg kunne køre med en bolle i den ene hånd og en sodavand i den anden hånd uden at styrte. Jeg tror jeg brugte et kvarter på at spise bollen, og jeg plejer ellers at kunne sætte meget til livs på kort tid. Jeg kunne over de næste 10 minutter mærke hvordan energien fra bollen bredte sig i kroppen, jeg fik lidt fysisk kraft i benene igen og mentalt var jeg klar til at tage resten af racet med overskud. Nu var dagslyset også kommet og man kunne slukke for pandelampen og komme ud af det tunnelsyn, som man efterhånden havde kørt med i godt 4 timer og som i hvert fald for mig var nyt.

Næste post var "A", en post vi på forhånd vidste indeholdt 6 ekstra poster, som vi nu skulle tegne ind på kortet. Min opgave var på forhånd aftalt til at meddele hvad næste post hed og hvordan den var beskrevet, fx "vejkryds" eller "grøft ved skovkant" og oplyse de andre to om dette, så vi vidste hvad vi skulle kigge efter. Men efterhånden følte jeg mig godt stegt og syntes at jeg havde nok at gøre med bare at hænge på de andre og rent fysisk få kroppen med hele tiden. Uden at jeg fik det kommunikeret til Claes og Søren, overtog de den del af opgaven også, så i princippet var jeg "bare" et anker, der skulle hives med hele vejen rundt. Sådan følte jeg det i hvert fald, fordi jeg af person er temmelig stolt og min stolthed var i hvert fald knækket. Jeg syntes ikke jeg kunne bidrage med meget udover at sørge for at der kom tre mand i mål fra Team Neverlost. Og her må jeg så igen, som jeg gjorde mange gange under turen uden at sige det i ord, tage hatten af for både Søren og Claes. De viste i den grad fysisk og mental overskud til at holde farten, holde overblikket, tage beslutninger her og nu, komme med opmuntringer til mig og spørge til hvordan jeg havde det og tage mig på træk, når der var behov for det. Jeg har noget at leve op til. Uden deres gejst var jeg stået af, så det betyder meget for holdmoralen og i sidste ende for gennemførelsen af et sådant race, at de på holdet, der har overskuddet, tager slæbet, indtil den eller de der er gået lidt ned, kommer op igen. Næste gang, eller senere i løbet er der måske en anden der har krise og så vil man jo også selv være der for at støtte op. Det var også en ting jeg lærte undervejs: Æd din stolthed og tænk "Team" i stedet for.

Disse 6 ekstra poster lå alle sammen indenfor 3,5km i fugleflugtslinie, ifølge roadbooken. Men fugleflugtslinie var i hvert fald i denne udgave kun en teoretisk betegnelse. Jeg tror vi brugte 1½ time på at finde disse 6 poster og i højst 10 minutter af denne tid gik vi på fast grund. Resten af tiden rodede vi rundt i mosevand, åvand og vand af ubestemt karakter. I dybder fra skosålehøjde til vi-kan-ikke-bunde-vi-må-svømme. På underlag der var lige fra fast græs, til mudder, til ujævnt lyng og græsbeklædt jord, til ankelbrækkende, ko-klove-udgravede arealer pyntet med tilfældigt anbragte kokasser. Lige hvad man havde brug for når man er halvsulten, hel-træt, gennemblødt fra yderst til inderst og fra øverst til nederst - dog ikke frysende - og stadig med omkring 4 timers ræs endnu læggende foran sig!!! Jo det var sgu adventure det her.

Vi fulgtes med Mads og Nicolai her i mosen/åen, men da de havde skiftet til løbesko skulle de nu bruge lidt tid på skiftet tilbage til cykelsko, så vi fik et lille forspring. Efter at have returneret over dæmningen tilbage til Rømø, skulle Søren og Claes ind og tanke vand og da kom Mads og Nicolai så op til os igen. Vi fulgtes ad resten af vejen. Det var blevet lidt lunt nu da solen var kommet frem og klokken efterhånden halv-ni, og fødderne var begyndt at informere om, at hvis de snart kunne få lov at skifte til nogle luftige sandaler fremfor de smalle, klamme cykelsko, så gjorde det ikke noget. Vi sjussede os dog frem til at der nok gik et part timer endnu med de sidste poster, så fødderne blev hvor det var. Og i forhold til i starten af racet, så var det nu faktisk behageligt at få fødderne i vand, for det kølede.

Vi endte med at finde alle posterne og fik en 12. plads ud af ca 42 startende hold i en ca-tid på 8timer og 50 minutter. Team Als med Mads og Nicolai kom ind et par sekunder senere. Det kunne ligesåvel have været dem der kom først - men de lod os "gamle" køre først over stregen.

Første gang jeg gennemførte en jernmand,var jeg grædefærdig af træthed og stolthed over at have gennemført. Det var knapt så følelsesmæssigt bevægende de efterfølgende gange. Men jeg havde samme fornemmelse igen efter dette race. Og det overraskede mig egentlig lidt. Jeg var tæskestolt over at have gennemført og over at være en del af Team Neverlost og så taknemmelig over Sørens og Claes´s opbakning og støtte før, under og efter løbet. De fortjener i den grad ros for deres indsats. Og også til Mads og Nicolai vil jeg gerne sige tak for støtte og hjælpsomhed de gange under racet, hvor vi kørte sammen. Man føler sig som nybegynder totalt accepteret og respekteret af alle og det gælder både i klubben, når vi fællestræner og under et sådant race som her beskrevet.

Til de, der er nået hertil i min beretning, et stort tillykke. Det er en lang beretning, men jeg syntes at jeg ville dele min oplevelse i detaljer, for at eventuelle nye AR´ere kunne fornemme stemningen og de ting der sker med en, både fysisk og mentalt, når man er i gang i så mange timer. Og selvfølgelig også hvad lige netop dette race havde at byde på af udfordringer.

Claes og Søren har begge fortalt mig at WCC ikke er et godt første-gangs race. Det er for hårdt. Jeg tog udfordringen op, og kom igennem. Men der findes mange andre udgaver af AR som er mindre hårde og mindre langvarige. Så hvis man som ny, efter at have læst denne beretning, synes at man ikke kan overskue at prøve det her, så find et godt begynder race. Det kan de erfarne i klubben hjælpe jer med at finde. Og så er denne sport ikke kun for mænd. Der var både mix-hold og rene kvindehold med her under WCC og det er lige fra 20-50års alderen. Og hurtigste hold - 7 timer - var et mixhold, så tøv ikke med at prøve sporten af, hvis man har lyst til noget anderledes.

Hilsen,

Bo Freudendahl Hansen, (ikke-mere-debutant indenfor AR :-) )

 

Tak til deltagerne Søren Spang Hansen, Claes Månsson
og beretningens forfatter Bo Freudendahl Hansen

Foto taget af: Martin Strunge


Denne beretning er uploaded af: Søren Spang, 09-09-2011