Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

At bryde igennem den store vestkystudfordring

  • RSS
09-09-2011

Hele ugen op til havde man godt kunne mærke det i maven. Der var noget stort og ukendt i vente. Vi stod foran vores hidtil største udfordring inden for Adventure Race.


 

Vi har godt nok deltaget i en del løb gennem de seneste 5 år, men alle i den kortere og mere tivoliprægede ende. Der var summende sommerfugle i maven hos os alle 3. Tre småbørns-familiefædre med fuldtidsarbejde, som egentlig bare har lyst til at prøve grænser af og få det bedste ud af de kompetencer, vi hver i sær besidder, og som vi besidder som team.

West Coast Challenge ventede forude! Et race med en masse nye dimensioner for vores team - 12 timers forberedelse og ruteplanlægning, starten kl. 24, mørket, tvungen GPS samt løbets naturskabte hårdhed.

Kl. 24 stod vi endelig klar ved start. Ruten var valgt, racetøjet påtrukket og udstyr og proviant nøjsomt udvalgt. Der blev ikke tid til at sove eller hvile sig inden, selvom det var den oprindelige plan. Forberedelsestiden gik hurtigt med overvejelser om mørke, tidevand, orienteringsevner, nærstudering af kort og terræn, GPS kodning og træning. Væske og pasta i rigelige mængder skulle der også være tid til at køre ned. Nu var der ikke mere at gøre. Slaget skulle slås.

Starten går

Fed fornemmelse at banke af sted ud i natten med de andre racere. Mennesker som deler samme passion. Vi havde valgt en forsigtig strategi og lagde ud med Vadehavsposterne i lavvande. Vi var langt fra de eneste med denne idé, så der gik hurtig konkurrence i at køre stærkest i feltet. Utroligt at man bliver grebet af det hver gang, selvom vi hver gang snakker om, at vi skal følge vores egen rytme.

Rytmen brydes af første punktering

Det gav imidlertid sig selv, for ved ankomsten til Vaden 1 havde vi første punktering. Det skulle vise sig langt fra at blive den sidste. Da den umiddelbare irritation havde lagt sig, blev vi enige om, at det faktisk var en af de gode punkteringer, fordi det gav ro på, og vi fik størstedelen af den store menneskeflok væk, så vi kunne have Vadehavets mulm og mørke for os selv.

Vadehavet gav ingen problemer (men en fandens masse mudder), og vi fortsatte ubesværet gennem Toftum posterne til Bike´n´Run posterne. Holdkaptajn Rolfs knæ skulle lige i gang, så han røg på cyklen mere end han normalt ville gøre, og vi havde fint teamwork gennem zonen.

At bryde igennem en sivjungle!

Så startede strabadserne for alvor! Vi bevægede os med lavere fart end forventet sydvest til de brede sandstrande. Var det ikke her, der ofte kørte biler? Synes endda jeg havde hørt noget om fartkonkurrencer på de hårde sandbanker. Denne nat var der sgu ikke meget fart i sandet. Det blev en mørk og hård strandtur. Men også en af de allerfedeste oplevelser, vi har haft. Vi oksede gennem sand og vand, kørte langs vandets rislende bølger samt svømmede med cyklerne gennem saltvand. Posten Den Ultimative Sivjungle slog dog alt. Vi angreb området forkert, og 5-600 meters ekstra gang er altså rigtig meget, når det går gennem 2-3 meter høje siv, der står i vand til knæene samt med flere passager af halvdybe vandløb. Irritationen tog kortvarigt til, ville vi nogensinde finde posten, og vi ville vi i det hele taget nogensinde finde ud igen? Nu forstod vi, hvorfor GPS´en var tvungen. Og glæden ved at gennemføre denne sivkamp var desto meget større, da vi endelig fandt posten.

Tilbage til start - dog kun for et øjeblik

Turen fortsatte videre syd på, og det passede med et hurtigt stop ved start- og målområdet, så vi kunne komme af med pandelamper samt fylde vand i dunkene. Solen var så småt ved at stå op, og vi mødte et andet hold, som kom hjem - de skulle ikke afsted igen - sivjunglen havde fuldstændig taget modet fra dem.

At bryde rytmen

Vi var stadig ved godt mod, og vi skulle videre til fastlandet. En pænt lang cykeltur hvor den skulle have gas. Troede vi. Jacobs fordæk ville det anderledes. For at gøre en lang historie kort startede nu 3 yderligere punkteringer, rytmen blev brudt, irritationen steg og så kom bekymringerne for ikke at kunne gennemføre pludselig snigende. Vi havde ikke flere slanger, lappegrej var prioriteret fra, og vi vidste, at endnu en punktering ville være fatal. Det kunne bare ikke passe, at vi skulle stoppe her pga. punkteringer.

En flad fornemmelse

Vores team var netop blevet sponseret af coach-firmaet Brydigennem.nu, og det var dælme en flad fornemmelse at skulle fortælle, at vi var udgået med punkteringer. Brydigennem.nu arbejder med at få det bedste ud af de kompetencer og forudsætninger, som vi hver især har. At punkteringer skulle udgøre de manglende forudsætninger i denne situation, havde vi svært ved at acceptere. Vi søgte grænser, men ikke grænsen for hvor mange ekstra slanger, vi havde med!

Da humøret er længst nede opstår der tilfældigvis en komisk scene ved Tomas, som ikke kan undgå at få vores smil frem. Denne tilfældige og åndssvage scene bliver vendepunktet på humørskalaen. Hvilken scene det drejer sig om, har vi besluttet at holde internt. Men den vil stå klart for os, hver gang vi fremover passerer Rømø dæmningen igen :o)

Heldet vender

Den sidste slange holdt, og der ventede os flere store oplevelser i den barske men flotte rømøske natur. Den ufremkommelige orienteringsrute med meget sparsomt kortmateriale ved Brøns Å (her viste Team Quinnerne i øvrigt stort sportmanship, da de lånte os en ekstra-slange til resten af turen). Turen gik tilbage over dæmningen til alle de spektakulært placerede poster i plantagerne.

GPS- ansvarlig Jacob lavede her sin eneste fejl på en enkelt post gennem hele løbet, og vores overbærenhed skulle lige testes. Vi rodede rundt inde i en helt forkert skov med særdeles ufremkommelig bevoksning. 4-500 meter har vi vel kravlet, hoppet og brækket os igennem grene i den tiltagende varme, da Jacob begynder at taste hårdt rundt på GPS´en , og se meget tvivlende ud. Koordinaterne er forkerte! Jamen, pyt med det Jacob, vi kravler, hopper og brækker os da bare tilbage gennem skoven og kører glade videre.

God afslutning

Den lidt matte stemning fortager sig dog hurtigt, og vi bliver enige om at sætte kul på afslutningen. Vi tager lyng, hede og bakkeposterne i løb, overhaler et par hold, og får boostet vores moral. Efter knap 11 timer passerer vi målstregen til en midterplacering. Det har været et fedt race. Formentlig det fedeste vi har oplevet. Der er masser af gode historier at genfortælle, når vi fremover er samlet. Vi er tilfredse med egen præstation. Dette var vores første West Coast Challenge, men forhåbentlig ikke den sidste. Jungletrommerne lyder jo på et 3-dags ekspeditionsløb i 2012. Ses vi? ...øhhhmmm, vi får se :o)

 

Tak til deltagerne Jacob Glæsner, Rolf B.H. Jakobsen, Tomas Riegels-Jørgensen
og beretningens forfatter Tomas Riegels-Jørgensen


Denne beretning er uploaded af: Tomas Riegels-Jørgensen, 09-09-2011