Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Huairasinchi

  • RSS
13-03-2011

Nærmest vanen tro var det ikke det oprindelige hold, der tog afsted til et af sæsonens store løb - ARWS Huairasinchi i Ecuador. Jeg var selv sidste erstatning for et brækket ben 14 dage før løbsstart. De andre på holdet var Thure Kjær, Sessel Elmstrøm og Bjarke Refslund.

Konkurrencen til løbet var hård. Feltet blev ført an af de forsvarende mestre fra Team Equador og de regerende verdensmestre fra Buff. Derudover var der to stærke svenske hold i Thule og FJS. Vores fornemmelse var, at vi kunne blande os i feltet bag disse 4 hold og slutte i top 10.

Højdetræning og varme kilder

For at vænne os til løbshøjderne i op mod 4500 m tog vi til Equador 5 dage før løbsstart for at opholde os i højderne og undgå højdesyge. Der blev også tid til at besøge varme kilder og lokale markeder og møde vores lokal supportere, der skulle støtte os under løbet. Det var nogle hyggelige dage, hvor vi også var en del sammen med et par af de andre hold.

 

Selve løbet startede lørdag morgen kl. 6.30 med 24 km mtb. Det tog 4 timer, så den opmærksomme læser har nok allerede gættet, at der også var en del af distancen, der skulle tilbagelægges uden røven i sadlen. Jeg husker også en vild nedkørsel på en meget ujævn stenvej, der ville få Arenberg til at blegne.

Foran os stod derefter løbets virkelig store udfordring. 40 km trek, hvor en stor del foregik i + 4000 m, 2-5 grader, mørke og regnvejr. Det tog ca. 20 timer, hvilket blandt andet skyldes nogle passager, hvor vi sad fast i buske og træer. På et tidspunkt var jeg i tvivl om, hvorvidt  vi kravlede rundt i toppen af træerne, eller om det var rødderne, vi maste os frem igennem. Det er nok ikke helt forkert, hvis jeg gætter på, at vi i løbet af den time bevægede os 100 m frem.,

Det beherskede tempo gjorde da også, at vi - da vi meget kolde ankom til skiftezonen - kunne konstatere, at vi var blevet sat med 5 timer af Thule og Equador. Stor var vores overraskelse dog, da det viste sig, at vi var det næste hold, der forlod skiftezonen efter at have varmet os i supporterbilen.

Vi havde nogle fantastiske supportere i Renato, Andres og Belen, der gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at opvarte os med varme, tørt tøj og lækkerier, når vi mødte dem i transition.

Nu fulgte en nedkørsel på 40 km med politieskorte. Ned i varmen, ned til junglen. Det var livgivende at føle de milde vinde mod ansigtet. Efter yderligere et par timer i sadlen skulle vi i gang med noget, som arrangørerne kaldte o-løb. Vi døbte det dog “Jungle-Bingo”.

Ny disciplin: Jungle Bingo

Vi fik udleveret et kort, hvor der var indtegnet 4 poster. Det viste sig dog hurtigt, at kortet havde meget lidt med virkeligheden at gøre, samt at posterne i hvert fald ikke var placeret, hvor de var indtegnet. Tilbage stod at finde 4 poster i ca. 100 kvadratkilometer jungle. Vi fik stor hjælp af andre hold, der deltog i andre kategorier, som fortalte hvor posterne kunne findes. Alligevel tog det os 4 timer. Vi henter dog her det meste af det tabte i forhold til de førende hold, der var alene i junglen.

Op på cyklen igen og videre til næste trek, der foregik langs en “pædagogisk” rute, der førte os gennem urørt jungle, langs en olieledning og gennem ryddet regnskov. Meget eksemplarisk åbnede sluserne sig fra oven, så vi virkelig fik øjnene op for, hvilken effekt de drænede græsningsarealer har på vandstanden i åerne. En harmløs lille bæk blev til en buldrende flod, som vi skulle overvinde os selv for at krydse.

Ved næste checkpoint lå vi pludselig nummer 1, men måtte konstatere, at etapen blev suspenderet. Årsagen var, at den planlagte rute ikke var mulig at gennemføre. De to førende hold havde forsøgt at følge løbsanvisningerne, hvilket var umuligt, mens vi havde gjort, hvad der var muligt og derved bragt os i spidsen. OK at annulere etapen.

Nu blev alle hold i stedet samlet til en samlet start før den sidste håndfuld diverse etaper. Cykling til en 140 m travers over flod. Her lå vi nummer 2, men på cyklen videre til trekking overhalede vi Thule, som vi også lige akkurat holdt bag os, indtil vi skulle “svømme” et par km ned ad en flod. På denne korte etape lykkes det Thule at slå et lille hul til os, og på den efterfølgende kajak etape gør de bare hullet større.

 

Undervejs er der et interessant rebmoment, der starter på en bro. Rapelling ned med frit fald de sidste par meter. Derefter gjaldt det om at nå at gribe fat i rebet på den anden side af broen, inden strømmen førte os væk. Derfra juma-klatring op. Spændende indslag.

Det var i det hele taget en fantastisk oplevelse de sidste mange timer gennem junglen og ned ad floden, hvor den grønne kulisse og de mange lyde fra fugle og smådyr gav et meget flot billede af Amazonas.

 

Vi var i mål efter ca. 60 timer som nummer 2, hvilket også umiddelbart blev vores slutplacering. Team Equador fik dog via en protest klemt sig ind foran os. Vi ved ikke, hvad protesten gik ud på, men eftersom de havde sat os med mange timer det første døgn, er det nok ok, at de sluttede foran os fra Skandia og bagved Thule, der var det stærkeste hold. Nummer 4 blev FJS, mens de regerende verdensmestre fra Buff måtte tage til takke med 5. pladsen.

 

Beretning:Janus Høhne

Hold: Sammensat hold under navnet Skandia