Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Adventurerace på tysk

  • RSS
02-08-2012

Efter en ussel forsommer i Danmark var der ingen tvivl om, at sommerferien skulle tilbringes sydpå. Og hvad er så mere oplagt en at starte med at køre adventurerace i Bayern. Det ligger jo lige på vejen.

Intro

Vi rullede sydpå fra Danmark torsdag eftermiddag - naturligvis i regnvejr! I nærheden af Hannover gad vi ikke rigtig mere, så vi fandt en idyllisk omend lidt uautoriseret teltplads et par 100 m nede ad en grusvej. Pladsen viste sig så at ligge ca. 300 m fra den primære øst-vestgående jernbanelinie gennem Tyskland. Et paradis for trainspottere. Andre anbefales at medbringe ørepropper ...

Morgenmad på en rasteplads, hvor vi med slet skjult misundelse kunne skule hen over vores usle havregryn og over på nabobordene, hvor menuen stod på Carrywurst mit Pommes. Tysk madkultur ahhhhhh.

Bayerwald Adventurerace foregik (surprise) i Bayerwald i den østligste del Bayern på grænsen ind mod Tjekkiet. Løbscentrum var kurbyen Bodenmais, som vi nåede sidst på eftermiddagen. Vi kiggede lidt på de omkringliggende bjerge/bakker og konkluderede, at det nok skulle blive til en del højdemeter i løbet. Kl. 17 fik vi udleveret kort og nørderiet gik i gang. Vi brugte herefter resten af aftenen på spisning - hvor arrangørerne diskede op med ikke mindre end 5 forskellige slags pasta! - danske løbsarrangører må meget gerne lade sig inspirere - og pakning af udstyr. På den måde forsvandt der lynhurtigt 5 timer.

Race

Stod op kl. 5.15. Spiste lidt morgenmad og pakkede taskerne. Som altid lykkedes det at komme lidt i tidskneb, men vi stod da klar på startstregen et par minutter før starten skulle gå kl. 7. Andre hold havde åbenbart også været pressede, men 5 minutter over var alle klar. Der Bürgermeister holdt en kort tale, og så gik løbet i gang.

Første disciplin var et kort o-løb med to poster rundt i Bodenmais. Vi lagde os hurtigt i spidsen sammen med et tysk hold, samt to tjekkiske hold. Allerede ved post 1 fandt vi ud af at reglen, om at alle på holdet skal være i nærheden af posten, tydelig vis ikke gælder i Tyskland. På de fleste hold stoppede den ene deltager 50-100 m før posten. Ved post 2 blev det endnu mere grelt. Her gik det op ad bakke og man skulle retur samme vej. Nogle hold efterlod her den ene deltager 300 m før posten. Ringe! Vi besluttede, at det ikke skulle gå os på, og forsøgte at koncentrere os om vores eget løb. Første runde sluttede med 100 højdemeter og allerede på prologen rundede vi således 200 højdemeter.

Næste disciplin var mere løb. Denne gang op til indgangen til en mine på Silberberg. 80 højdemeter. Vi ankom kort efter de tyske og de to tjekkiske hold.

Ved indgangen til minen fik vi besked på at løbe 250 m ind. Alt lys var slukket og vi var glade for hjelmene, da der ikke var højt til loftet. Inde i minen fik vi udleveret et håndtegnet kort med to poster. Jeg havde svært ved at få noget som helst til at passe, men vi fik da fundet posterne efter lidt tilfældig søgen. Undervejs lykkedes det os desuden at blive smurt godt ind i mudder. Hvordan de fleste andre hold undgik samme skæbne, er mig en gåde.

Efter minen ventede mere o-løb. Denne gang en runde på Silberberg. Vi kom alene af sted, men ved post 1 indhentede vi de to tjekkiske hold på et bedre vejvalg. Vi fulgte efter dem på et hårdt stræk op mod toppen af Silberberg (955 m), men nåede desværre ikke at se dem klippe posten, hvilket betød, at vi knoklede helt op til det obligatoriske kors på bjergtoppen, mens posten stod ved foden. 5 minutter tabt her. Resten af posterne gik fint, og det er min vurdering, at vi havde valgt at tage dem i den optimale rækkefølge. 250 højdemeter i alt.

Næste disciplin skulle have været Sommerrodelbahn - noget med at køre på slæde i plastikramper. Det var desværre for vådt, så det blev aflyst. I stedet løb vi videre mod bueskydning. Her var alt kaos. Disciplinen var ikke klar, så alle hold løb for langt. Vi var nogle af de første til at opdage det, så vi var hurtigst tilbage det rigtige sted. Nu var mandskabet dukket op, men de var stadig ikke klar. Vi fik pointeret, at vi var forrest i køen, og efter 10 minutters venten kom vi i gang. Bueskydningen var efter diverse dyr der i størrelse varierede fra jordegern til bjørn. I alt 8 skulle skydes. Vi ramte kun 2, så 6 strafrunder af ca. 200 meter ventede, da vi endelig nåede igennem. Synd at folkene ikke var klar, for det kunne have været ret sjovt. 100 højdemeter. Færdige som hold nr. 3-4 stykker.

Vi fik nu udleveret vores mountainsbikes og startede ud på en runde med 6 poster. Kortet var ikke imponerende, og vi tågede rundt ved første post (post 7) med flere andre hold. Herefter gik det bedre, og vi ankom til et sted for foden af bakken, hvor post 8 skulle stå, som hold nr. 2. Her havde vi fået instruktion om, at skulle smide vores cykler for at løbe til post 8 og 9. Nu sad der imidlertid en official med en post, som vi skulle klippe. Da vi spurgte om det var nr. 8 sagde han ja. Da vi spurgte, om post 8 så var droppet anede han ikke, hvad han skulle svare. Flot! Jeg besluttede, at vi alligevel skulle løbe op til post 8, for jeg stolede ikke 100% på, at den var droppet. Vi valgte dog at slæbe cyklerne med, for at gøre det hurtigere. Vi knoklede nu de 110 højdemeter op på Kronberg (933 m), hvor der - surprise - ikke var nogen post. Jeg bandede og svovlede (på tysk naturligvis), men vi besluttede så, at vi ikke skulle lade os stresse men blot fortsætte og finde ind i rytmen igen. Det var dog pænt bittert at vide, at vi smed 15 minutter på dårlig instruktion. Post 9 gik fint. På vej væk mødte vi dog en "solorytter". Han var helt alene kørt de ca. 2 km ned til posten. Makkeren så vi aldrig. Post 10 stod naturligvis på endnu en bjergtop, Harlaschberget Spitze. Her var også mange "solo"-deltagere, men heldigvis også en del hold, hvor begge mand knoklede op til posten. Mellem post 10 og 11 rendte vi ind i vrede bønder (her valgte vi taktisk at lade som om, vi ikke forstod tysk), inden vi endelig fik en del km på asfalt. I alt var vi vist på cyklerne i ca. 1,5 time og vi nåede at runde 630 højdemeter. Ved afslutningen på MTB etapen lå vi på 5. pladsen 34 minutter efter det førende hold.

Næste disciplin var 4,5 km kano på floden Schwarzer Regen. Vi havde intet specielt fået at vide omkring disciplinen, bortset fra at vi på rygtebasis havde hørt, at vi skulle trække kanoen forbi en papirfabrik. Hvor den lå, eller hvor vi skulle tage kanoen op og sætte den i, vidste vi intet om. Jeg havde pga. overbæringen forventet en flod med roligt vand, men det viste sig hurtigt, at det var en del mindre strømfald/fosse og jeg var glad for, at jeg havde prøvet at sejle i den slags før. Kun en enkelt gang var det ved at få lidt galt, da vi ramte en sten lidt skævt. Halvvejs nede passerede vi dog noget sikkerhedspersonel, så det virkede som om, at der var styr på sikkerheden. Vi slæbte kanoen på land kort før en opdæmning. Vi havde som mix-hold fået tildelt "ein kleine Hilfer", ikke en lille hjælper til at hjælpe med selve sejladsen, men en vogn til overbæringen. Vi havde dog ikke fået en sele med, så kanoen kunne spændes fast, så reelt var det begrænset, hvor meget hjælp der kleine Hilfer var til. Første overbæring var ret kort. Herefter kunne vi sejle lidt igen, inden det blev til en længere, ca. 400 m lang, overbæring. Kanoen fik afsluttende nogle tæsk, da den skulle retur ca. 15 m fra vejen og ned til floden. Herefter manglede kun 300-400 m sejlads.

Vi skiftede nu igen til løb. 4-5 km i fugleflugt og 330 højdemeter. Første post stod på toppen af Knogelberg (708 m), og da temperaturen nærmere sig de 20 grader og solen endelig skinnede, var det en varm fornøjelse. Resten af disciplinen gik uden de store begivenheder. Ved afslutningen på etapen havde vi været i gang i samlet knap 7 timer, Vi lå på 4. pladsen, 51 minutter efter det førende tjekkiske hold.

Nu ventede et orienteringsløb på Rettenberg. Jeg håbede på endelig at få et RIGTIGT o-kort og ikke det 1:25.000 vandrekort, vi slæbte rundt med. Skuffelsen var derfor ret stor, da vi blot fik udleveret en opskaleret udgave af vandrekortet med 4 poster. Post 1 gik fint, men på vej mellem post 1 og 2 blev jeg væk. Finorientering var helt umulig på kortet, der var uden detaljer, og det var faktisk først ved at spørge et par vandrere, at jeg kom tilbage på ret kurs. 5-10 minutter tabt på den konto. Strækket 2-3 gik ikke bedre. Kortet var elendigt og kun ved en blanding af stædighed og held, fik vi fundet posten. Post 4 gik heldigvis uden problemer. 210 højdemeter og en bunke frustration rigere returnerede vi til mål. Det lykkedes mig at tabe næsten 20 minutter til det hurtigste hold på denne etape. Ikke imponerende.

Vi fik nu udleveret den ene cykel (Sheenas) og startede ud på 10-11 km bike´n-run. Vi havde inden starten spurgt om, hvorvidt vi måtte sidde to mand på én cykel. "Hvis i kan, så er det helt fint", lød svaret. "Jamen er det ikke forbudt?", spurgte vi. "Arhh, der er ingen til at kontrollere det", lød svaret igen. Umiddelbart en noget anderledes indstilling end i Danmark. Pga. overnævnte og pga. det ringe kort tog vi et langt udenomsvejvalg til post 1. Noget af vejen lykkedes det os at sidde to på cyklen, men det meste af strækket, gik det opad. Specielt sidste halvdel var sej. Små 300 højdemeter på stejl vandresti op forbi Wolfgangskapelle til Wolfgangsriegel (878 m). Det var hårdt, og sjældent har de 12-14 bedesteder undervejs omkring Jesus´ korsfæstelse været mere velplacerede. Jeg fik skubbet/slæbt MTB´en hele vejen op. Jeg må dog desværre have belastet knæet forkert. For da vi skulle løbe videre fra toppen gjorde det ret ondt. Fra post 20 og hjem gik ruten på store grusveje og asfaltveje. Meget af tiden gik det svagt nedad, og vi fandt derfor hurtigt et system, hvor vi begge kunne være på cyklen. Jeg sad på sadlen, mens Sheena stod i pedalerne. Således susede vi retur til Bodenmais. 500 højdemeter mere på kontoen. Vi rundede dermed 2.300 m. Vi lå stadig på 4. pladsen, nu 1 time og 14 minutter efter de hurtigste.

Vi havde nu brugt ca. 9,5 time og var nu færdige med "Challenge distancen" i løbet. I forhold til vores tidsplan var vi knap 30 minutter foran, så det så egentlig ok ud. Vi fik drukket cola, spist en banan og fyldt ny energi i rygsækkene. Vi startede derefter ud på næstsidste disciplin. En laaaang mtb sløjfe nord og vest for Bodenmais. De første par poster bragte os til toppen af bjergkæden nord for Bodenmais, 500 højdemeter oppe, hvoraf det meste heldigvis kunne tages på asfaltvej. En stor del var dog så stejlt, at vi måtte køre i laveste gear og køre fra side til side på vejen for at jævne stigningen lidt ud. Næste stræk gik heldigvis på langs med højderyggen og vi fløj af sted. Vi fløj faktisk så hurtigt, at jeg synes en sidevej kom noget før forventet. Alarmklokkerne lød dog ikke højt nok, og jeg sendte et ud og ned! ad en grusvej, der ikke var på kortet. Der gik 5 minutter, inden jeg endelig accepterede fejlen og fik os vendt rundt. Ved udkørslen fra næste post gik det også galt. Jeg havde ellers lige tænkt, at vi skulle holde os på grusveje, men jeg valgte nu et vejvalg på en vandresti. Det blev prompte straffet med en nedkørsel så stejl og stenet, at det ikke kunne køres. Efter 400-500 m erkendte jeg fejlen, og fik valgt et andet vejvalg. 5-10 min tabt og 50 højdemeter spildt. Pis. Jeg valgte nu et vejvalg, der gik ud af kortet, men som jeg satsede på førte os ind igen længere fremme. 5 spændende minutter fulgte, inden vi endelig ramte en afmærkning mod den rigtige landsby. Vi bankede nu 350 højdemeter nedad på store grusveje. Fedt! I finorienteringen ind til posten var jeg desværre lidt for defensiv, hvilket igen gav lidt omvej. 5 min tabt. Jeg koncentrerede mig nu mere, og de næste poster gik fint. Vi havde endda tid til at nyde, at vejret faktisk var blevet rigtig fedt, efterhånden som det nærmere sig skumring. De fleste poster bød på godt med højdemeter. Post 27 = 270 m op, post 29 = 330 m og post 30 = 120 m. Den "lille" MTB tur varede godt 5 timer og vi nåede at runde ca. 1.400 højdemeter. Tilbage i mål lå vi fortsat på 4. pladsen, men vi havde tabt 1 time og var nu 2 timer og 15 minutter efter de hurtigste.

Nu manglede kun én disciplin. Trekking nordøst for Bodenmais. Men det var en hård rute. Vi startede ud kort før det blev mørkt, men allerede ved post 1 måtte vi tænde lamperne. De første 4 poster bragte os - naturligvis - op på bjergkammen nordøst for byen. Bortset fra stræk 2, hvor vi knoklede ca. 150 højdemeter opad gennem terræn, gik der meste på grusvej. Vi skulle dog i alt over 650 højdemeter op, så det meste blev gået. På bjergkammen tog jeg mig endelig sammen til at erkende, at hvis knæet ikke skulle smadres helt, så skulle vi ikke have mere stigning. Jeg var derfor nødt til at sige til Sheena, at vi måtte springe posterne 36, 38 og 39 over, da de ville give ca. 1.000 højdemeter mere. Post 38 var obligatorisk, men alene denne post ville give os 600 højdemeter og 8-9 km ekstra. Vi gik derfor direkte mod post 37 og derefter 40. Det sidste stykke ned i Bodenmais var ren pine, Vi var trætte, mit knæ gjorde ondt, og jeg var træt af, at vi måtte skære poster fra. Vi var retur i Wechselzone kl. ca. 02 efter 4,5 times trekking og en samlet tid på godt 19 timer. Undervejs fik vi sammenlagt spist ca. 4.400 højdemeter. På vej ned blev vi overhalet af vinderholdet fra Tjekkiet. Mit bud er, at vi ville være sluttet ca. 3 timer efter dem, hvis vi havde taget alle poster.

Et par hurtige nutella madder og så i seng.

Outtro

Vågnede efter 5 timer og stod op for at spise morgenmad. Lidt senere var der præmieoverrækkelse. I herreklassen var det tyske holdt blevet fratrukket en post, fordi de havde taget dem i forkert rækkefølge. Så var der da lidt konsekvens overfor snyderi. Løbet blev dermed vundet af de to tjekkiske hold, som vi havde kæmpet med i starten. Mix-klassen blev, lidt til vores overraskelse, vundet af os. Vi havde åbenbart været langt foran de andre hold, da vi valgte at droppe de sidste par poster. Som præmie fik vi en smuk, smuk pokal fra, tadaaaa, Joska Kristall. Unægteligt en sand fryd for øjet.

Resten af formiddagen gik med at pakke grej sammen og så ellers køre videre sydpå. Benene var lidt halvsløje de første par dage, men vi røg på vandretur allerede to dage senere, og da efter 4 dage nåede Garda søen og var det umuligt ikke at springe på MTB´en igen.

Løbet i Bayerwald var en del af en serie på 4 løb i Bayern hen over sommeren og kan klart anbefales, hvis man alligevel skal sydpå og har bilen fyldt op med race grej. Ellers er køretid fra Danmark 10-12 timer.

Tak til deltagerne Sheena Wallace
og beretningens forfatter Jesper Damgaard

Læs mere om løbet i kalenderen


Denne beretning er uploaded af: damgaard, 31-07-2012