Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

HVAD ER ADVENTURE RACE?

Adventure Race er en avanceret form for ekstrem sportskonkurrence, hvor der indgår flere aktivitetsformer, hvilket stiller store krav til deltagernes alsidighed og kompetencer.

Det handler om råstyrke, udholdenhed og fysisk form, men det gør ikke et godt hold alene. Der skal også strategisk tæft, god planlægning, klare rollefordelinger, overblik, sublimt samarbejde og store navigeringsevner til. Bare for at nævne noget.

Alverdens discipliner

Deltagerne kan i princippet blive udsat for alverdens discipliner. De mere gængse discipliner indenfor sporten er f.eks. terrænløb, mountainbike, kajak, inliners og klatring.
 


Undervejs stilles der desuden konstant store krav til holdenes navigations evner. En god navigatør på et hold kan gøre hele forskellen, da et forkert rutevalg er ensbetydende med en omvej - eller i værste fald at holdet bliver tvunget hele vejen tilbage til udgangspunktet.

En god navigatør på et hold kan gøre hele forskellen.

Forventningen om det uventede

En del af fascinationen ved Adventure Race er forventningen om det uventede. Ruten er derfor ofte ukendt for deltagerne før løbet. Desuden er der i mange løb indlagt særligt udfordrende eller ualmindelige opgaver med henblik på at teste deltagernes evne til at udføre risikobetonede eller mentalt krævende opgaver under stress.

Reglerne giver ikke sved på panden

Nu er det heldigvis ikke alt indenfor denne sport, som man får sved på panden af. Reglerne er f.eks. relativt enkle. Alle hold starter samtidig, og det gælder om at komme igennem ruten hurtigst muligt. Hele holdet skal holde sammen undervejs - og komme i mål samlet. Går én mand ned, går hele holdet ned.

Går én mand ned, så går holdet ned.


Et løb kan vare fra ca. 6 timer op til flere dage. Uanset længden er der normalt ingen faste, indlagte pauser, og deltagerne må derfor selv vælge om - og i givet fald hvor længe - de har brug for hvile undervejs.

Adventure Race holdes typisk i naturskønne omgivelser som f.eks. i bjerge, skove eller i andet udfordrende terræn - ligesom vand i form af søer, hav, floder (og for den sags skyld regn) er svært at komme udenom.
 


En sport i fremgang

Der er ingen tvivl om, at sporten er i fremgang både i Danmark og i mange andre lande. Det vides ikke præcis, hvor mange der i dag er aktive indenfor sporten, men et godt bud er et par hundrede hardcore udøvere i Danmark. Den danske elitegruppe er således en mindre skare, der kender hinanden godt og konkurrerer intenst om at slå hinanden på skift.

Adventure Race findes også i former målrettet bredden.


De seneste år er Adventure Race i øvrigt begyndt at brede sig i en mere folkelig form, der tilbydes på f.eks. højskoler. Samtidig arrangeres der stadigt flere kortere løb indeholdende flere sportsgrene, men uden de lange stræk per disciplin, der kendetegner det klassiske løb.

Da det er vanskeligt at få tilstrækkelig mange hold til at stille op på de ekstremt lange stræk, arrangeres der ofte både en elitedistance og en "almindelig" distance.

At gennemføre er at vinde

Som i alle andre konkurrencer handler det naturligvis om at vinde. Men på grund af løbenes ekstreme sværhedsgrad, er det i første omgang primært et spørgsmål om at gennemføre. Af den grund ses ofte alternative ranglister, der ikke handler om slutplaceringer, men om, hvor sent i løbet, holdene er udgået.

Løbenes ekstreme sværhedsgrad betyder, at det alene at gennemføre er en sejr.


For et Adventure Race hold handler det derfor i lige så høj grad om, at man lærer noget af alle løb - noget, der kan anvendes næste gang. For pludselig en dag klapper alt, og det lykkes at gennemføre og opnå en god placering





Mød andre Adventure
 Racere på
Facebook